Jana glemmer at tisse: Men hun skal stadig tage livsvigtige beslutninger

Plejesektoren står over for en kæmpe omvæltning inden for de næste år, hvor manglende personale og et markant stigende antal af ældre vil lægge stort pres på hele plejen.

Det er ikke en hemmelighed, at normeringen i hjemmeplejen ikke afspejler det behov, der er forbundet med ældreplejen. Problematikken bliver diskuteret, men konklusionen er altid den samme: “Der er desværre ikke penge nok til ældreområdet”.

Jeg arbejder som udekørende social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen, og jeg vil gerne fortælle, hvordan en presset dag kan se ud.

Jeg har en køreliste, med opgaver der ligger som perler på en snor. En opgave efter den anden. Ingen “hvid” tid. 

Hver morgen, når jeg møder, venter jeg helt spændt på, om der er nogle sygemeldinger. Der er så to sygemeldinger denne dag. Der kan sagtens være tre eller fire.

Nu bliver det spændende.

Vi skal fordele to hele ruter mellem os alle, som i forvejen har pressede kørelister. Lige pludselig kan jeg se overlap på min køreliste. Pulsen stiger markant, jeg kan mærke stresssymptomer. Jeg skal være hos tre forskellige borgere på det samme tidspunkt. Jeg prøver at bevare roen.

Dagen går, jeg tager besøg efter besøg. Jeg er ekstremt bagud, for udover min køreliste, får jeg også akutte opgaver. Jeg bliver ringet op af mine kolleger, der har brug for vejledning. Eller jeg skal køre til en borger, der har det dårligt, eller en borger der er faldet og har pådraget sig et sår, som jeg skal kigge på, eller måske er der nogle uoverensstemmelser i medicinen.

Jeg har helt glemt, at jeg skulle tisse for to timer siden. Det er der ikke tid til i dag. Jeg har heller ikke rørt min drikkedunk endnu. 

Jeg skal også finde tid til at læse døgnrytmeplaner og dokumentere. Og så ringer der nødkald for femte gang.

Jeg når til dispensering af medicinen. Jeg skal virkelig koncentrere mig, så jeg ikke laver fejl, som kan have alvorlige konsekvenser.

Det ansvar, vi dagligt har, og den normering vi er udsat for, hænger ikke sammen.

Når jeg kommer hjem efter sådan en dag, drikker jeg vand, spiser lidt mad, sætter mig ned og sidder i flere timer. Fuldstændig udkørt. Hvor længe kan man klare det?

Normering og lovgivning kommer fra politikere. De har magten. Og de aner ikke, hvad der foregår. 

Vi i hjemmeplejen bliver omsorgstrætte. Mine kolleger er meget omsorgsfulde mennesker, og det er slet ikke fair, at de dagligt skal løbe ekstremt stærkt for at kunne nå det hele. Vi skynder os konstant. Vi kan ikke være grundige nok. Vi kan ikke nå at have en rolig samtale med vores borgere. Vi skal hurtigt ind og så ud og til den næste.

Hvis mine kolleger og jeg skal blive ved med at holde til det, skal normeringen forbedres. Man kunne begynde med at indføre en fast grundnormering for at sikre tilstrækkeligt personale døgnet rundt.

Dernæst skal der sikres mere tid. Mere tid til transport mellem borgere. Ekstra tid til dem, der kører med nødkald. Mere tid til hver enkelt borger med fokus på den enkeltes borgers behov. Passende tid til de enkelte ydelser. Tid til at dokumentere. Tid til at læse og opdatere døgnrytme planer. Ekstra tid til social- og sundhedsassistenter til akutte opgaver. 

Sidst, men absolut ikke mindst, skal medarbejdere have mere medindflydelse på, hvor meget tid der skal bruges hos de enkelte borgere.

Disse ting vil ikke kun hjælpe med at skaffe, men også fastholde dygtige kvalificerede medarbejdere. For det sikrer et attraktivt arbejdsmiljø.

Vores faglige stolthed må ikke gå tabt, som den er ved lige nu. Vi må ikke feje problemet under gulvtæppet mere. Vi skal kunne holde i mange år og lave det, vi elsker - passe vores kære ældre.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk