Jacob Mark blev næsten blind af stress. Nu ser han alle faresignalerne klart
I sin bog ’Fartblind’ fortæller folketingspolitikeren Jacob Mark fra SF om, da han blev så syg af stress, at han næsten mistede synet. Om følelsen af at svigte, hvis man melder sig syg, og om vigtigheden af at sige det højt, når man er syg.
08. februar 2023
Et møde her og en hurtig udtalelse dér. En debut på talerstolen i Folketinget som 23-årig. Kampagner, udspil og holdninger til det hele. Alt sammen i et forsøg på at rejse SF igen efter et horribelt valg, der dog fik ham ind i Folketinget. Alting gik hurtigt for Jacob Mark. Han ville det. Og han arbejdede hårdt. For hårdt.
”Der er en højskolelærer, som hedder Christian Hjortkjær, der siger, ’vi leder den offentlige sektor, som om folk arbejder 10 procent mindre, end de skal. Men i virkeligheden arbejder danskerne 10 procent mere, end de skal’,” fortæller Jacob Mark.
Det er en tendens, han kan genkende. Ikke kun i den offentlige sektor, faktisk i store dele af samfundet. Og personligt er det noget, han kender alt til. I en årrække kørte hans arbejdsliv med 200 kilometer i timen. For det følte han, han var nødt til. Han skulle bevise sit værd. Og han måtte hjælpe sine kolleger.
Dét arbejdsliv endte med at gøre ham så syg, at han næsten mistede synet. Men nu ser han klart.
Vi møder ham i Holbæk, hvor han bor. Der fortæller han om forløbet op til, at han pludselig ikke kunne se, hvordan det var, mens han var syg, og hvordan han nu bruger stresstrappen som et redskab til, at det aldrig sker igen.
En metode, der hjælper ham til at genkende symptomerne på stress og stoppe dem, inden det når for langt ud. Og en metode, der fik ham til at forstå, at før man kan varetage andres behov, skal man først kunne varetage sine egne.
Et liv med overlevelsesstrategier
Fra den spæde begyndelse i dansk politik til Jacob Marks igangværende kamp for at komme helt tilbage. Hans politiske liv, kærligheden og byturene. Hele det eventyr han levede, indtil han et efterår blev slået helt ud af kurs, får man indblik i.
Og det, at man kigger på alle delene i livet, er vigtigt, når man taler om stress, siger Jacob Mark.
”Man kan ikke adskille det at have stress på arbejdet, med alt hvad der foregår derhjemme. Hvis jeg skal give et billede af, hvorfor jeg mistede synet og til sidst blev så syg, er man nødt til at have hele forklaringen. Ja, jeg kørte for hurtigt på arbejdet, men på arbejdet tænkte jeg på, at jeg ikke var en god nok kæreste. Og når jeg sad med min kæreste, tænkte jeg, at jeg ikke havde set mine venner nok. Og når jeg var sammen med dem, tænkte jeg, at jeg ikke havde set min mor og far.”
Den konstante følelse af pres førte ham ud i et liv fyldt med overlevelsesstrategier. Han lavede lister for at nå det hele og proppede kalenderen, når han fik dårlig samvittighed. Hele tiden blev tempoet sat op. Udmattelsen mærkede han tit, og behovet for en pause, prøvede hans krop desperat og længe at fortælle ham, var nødvendigt. Men det blev tilsidesat igen og igen. Der var ikke tid nok. Der var for meget at lave. For meget han følte, at han blev nødt til. At han skyldte.
Aldrig god nok
På mange måder var Jacob Mark en arbejdsom og flittig politiker. Han tog imod de opgaver, han blev tilbudt og pålagt. Samtidig arbejdede han på sine egne mærkesager. At få minimumsnormeringer igennem og at give børn og unge ro på i et samfund, der gerne vil have fart på.
Men lige meget hvor længe han arbejdede, hvor mange interviews han gav, hvor mange timer af døgnet, han stod til rådighed for pressen og partiet, var det ikke nok, følte han. Han følte ikke, han var en god nok politiker. Det var evig kamp for ham at føle sig værdig blandt sine kolleger.
Og det viste sig at være en følelse, han ikke kunne slippe af med, lige meget hvor meget han arbejdede. Den lå dybt i ham. Og grunden var at finde i hans personlighed.
”Jeg har det, der hedder imposter-syndrom. Det er en usikkerhed i mig. Uanset hvor meget jeg fik igennem, så tænkte jeg, at folk på et tidspunkt vil opdage, at jeg ikke er god nok til at være her. Der lå sådan en ’Christiansborg er et sted, jeg ikke hører til’-følelse i mig. Og når man går ind i et arbejdsliv med den følelse, så skal man altid arbejde tre gange så hårdt, synes man. For ellers fortjener man ikke at være der.”
Den tankegang gjorde det noget nær umuligt for ham at sige nej til de opgaver, han fik, eller at holde en fridag. Og det er et personlighedstræk, han også ser som noget, der hænger tæt sammen med, at det netop var ham, der fik stress.
Kombinationen af at føle, at han svigtede, hvis han meldte sig syg, med behovet for at arbejde for at bevise sig selv, sled hårdt på ham i lang tid. Og da nødbremsen endelig blev trukket en novemberdag i 2021, var det med en øjensygdom og en syv måneder lang sygemelding i vente.
Man kan kun passe på andre, hvis man passer på sig selv
At være bange for at svigte sine kolleger er noget af det, Jacob Mark ofte vender tilbage til. Og så er det er noget, der for mange – særligt i de pressede velfærdsfag – er en realitet.
Og Jacob Mark kan godt forstå, hvor svært det kan være at passe på sig selv, når arbejdssituationen nærmest presser en til at fortsætte.
”Jeg kan virkelig godt forstå, at det er svært at melde sig syg, når man i forvejen løber stærkt, og der mangler personale.”
Hans egen oplevelse gjorde det dog endnu klarere end før, at det er helt essentielt, for både en selv og ens arbejdsplads, at man lytter til det, ens krop fortæller en. Og at man gør noget ved det.
”Hvis vi ikke tør sige højt, at når man er syg, så er man syg, så taber vi. For så vil sygemeldingerne – langtidssygemeldingerne – stige. Så kan det godt være, at de møder ind de gange, hvor de er lidt syge. Men der kommer en kæmpe regning, hvor de smutter, fordi de ikke kan holde til det, eller at de bryder helt sammen, fordi de ikke fik taget de sygedage, de skulle. Så det er som at tisse i bukserne for at holde sig varm,” siger han.
Derfor har han også en holdning, han holder særligt fast i, når tingene bliver svære.
”Man kan kun passe på andre, hvis man passer på sig selv. Det var noget, jeg selv opdagede, da jeg sænkede skuldrene og lod andre passe på mig. Så stod der en skov af mennesker, der faktisk havde savnet at passe på mig.”
Kender sine grænser
Efter sygdomsforløbet, der gav ham en øjensygdom, har han fået kendskab til, hvor voldsomt stress kan vise sig.
”Da jeg var syg, gad jeg ikke noget. Jeg ville ikke være social. Jeg kunne ikke engang holde ud at se tv. Det er det, sygdommen gør. Den tager det hele fra dig. Derfor er jeg også opmærksom, når jeg i perioder mærker til nogle af de stresssymptomer, jeg kender.”
Efter han igen er begyndt på arbejde, oplever han stadig situationer, der trigger ham. Men når han i de situationer mærker symptomer, ved han nu, hvad han kan gøre. Det er nemlig her, at stresstrappen spiller en central rolle for ham.
”Jeg ved, at når jeg har kæbespændinger, hovedpine og mavepine, så er det trin to på stresstrappen. Næst trin er følelsen af ikke at gøre det godt nok og have dårlig samvittighed overfor alle dem, jeg elsker,” fortæller han.
Stresstrappen er et værktøj, der viser nogle af de symptomer, der er på stress. For hvert trin man når længere ned, bliver symptomerne værre, og man får det dårligere.
Efter Jacob Mark er begyndt at kunne genkende sine symptomer, samtidig med at han ved, hvad der trigger ham, har han siden sin sygemelding været mere i kontrol. En kontrol der handler om balance.
”Jeg havde to dage i valgkampen, hvor jeg mærkede symptomer. Efter de to dage tog jeg to dage fri, og så var det væk. Det handler om at leve balanceret. Jeg kan godt have fem dage med interviews. Det stresser mig ikke. Men jeg kan ikke tage tre dage i træk med debatter. Så bliver jeg slidt.”
Han ved dog, at på trods af at han er nået til et sted, hvor han kan håndtere det bedre, er han ikke i mål endnu.
”Det bedste er, hvis man ikke når derud, hvor man har det skidt. Og det er det, jeg arbejder efter.”
Vil du vinde et signeret eksemplar af Jacob Marks ’Fartblind’? Så hop ind på Fagbladet FOAs Facebookside og deltag.
Stress i tal
- Over halvdelen af FOAs medlemmer i meget høj, høj eller nogen grad føler sig stressede. Det er særligt udbredt blandt daginstitutionsansatte samt ansatte i ældreplejen og ydermere særligt blandt yngre medlemmer.
- Flertallet peger på, at arbejdet er den primære stressårsag.
- Både arbejdsmiljøet og graden af indflydelse på opgaveløsningen har betydning for, om medlemmerne føler sig stressede eller ej.
- Jo mere stressede medlemmerne er, des større en andel overvejer både at søge væk fra arbejdspladsen samt helt at skifte fag eller branche.
Kilde: FOAs arbejdsmiljøundersøgelse 2022
