Intet rekrutteringsproblem her: Plejepersonalet har i gennemsnit 12 års anciennitet

Der mangler faglærte i sundhedsvæsenet. Det er svært at rekruttere og fastholde medarbejdere i ældreplejen og på hospitalerne. Folk flygter fra velfærdsfagene.

Sådan lyder velkendte svadaer fra landets politikere.

Men det problem har de ikke på Regionshospitalet Neurocenter Hammel. Tværtimod. Her er gennemsnitsancienniteten 12 år for plejepersonalet og 16 år for ergo- og fysioterapeuter.

Det på trods af at Danmark ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sidste år slog rekord i jobskifte, hvor næsten en million danskere fik nyt arbejde.

”Folk forlader ikke stedet, når de først er kommet indenfor,” griner Pia Hansen, som er social- og sundhedsassistent, og som selv har været fast inventar i 13 år.

”Jeg tror, det er, fordi vi bruger rigtig meget tid på at lære hinanden at kende, fordi det er et arbejde, hvor man giver rigtig meget af sig selv. Der er plads til at komme på arbejde og sige, at man har en øvdag. Vi kan sagtens sige højt, hvis vi synes, at en patient er rigtig svær at trænge igennem til. At man bliver usikker på sin egen faglighed eller er bange for, at det er en selv, der gør noget forkert. Og så snakker vi åbent om det,” siger hun.

Små, faste teams

På Neurocentret tager de sig af de patienter, som er blevet ramt af en hjerneblødning, en blodprop i hjernen eller på anden måde pludseligt har fået vendt deres liv på hovedet.

På ti afsnit, som er inddelt efter patienternes funktionsniveau, får de rehabiliterende behandling og træning. Fra de hårdeste ramte – de intuberede – til dem, der snart kan komme hjem og klare sig selv.

I hvert team er personalet sat sammen tværfagligt med en sygeplejerske, en social- og sundhedsassistent, en ergoterapeut og en fysioterapeut. I Pias team har de gjort meget for at nedbryde faggrænser.

”Social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker administrerer medicin på lige fod. Og hvis vi skal lave mundstimulationsøvelser, som nogle patienter skal lave, inden de kan spise, så laver ergoterapeuten en beskrivelse af, hvordan man gør, men det kan lige så godt være mig, der udfører dem.”

”Vi har nogle helt klare aftaler, om hvornår en opgave er frigivet. Det er den faggruppe, der har ekspertisen, der skal sige go, før andre må overtage,” siger Pia.

På Pias afsnit er de 70 medarbejdere til ti patienter. På en aftenvagt er de som regel fem eller seks i plejen og en eller to terapeuter.

”Så det er nogle andre normeringer, vi har end i det kommunale,” siger Pia, som selv har en fortid i ældreplejen i Aarhus.

”Men vi har patienter, der på grund af konfusion og adfærd kan trække 1 til 2 personaler, fordi vi skal sikre, at de ikke forvolder skade på sig selv eller på os eller forlader stedet,” siger Pia.

Nogle patienter tror, de er på arbejde eller ombord på et skib, fortæller hun. Derfor gør de meget ud af være tydelige omkring, hvor patienten befinder sig.

”Man kan godt kan gå hjem fra en arbejdsdag og tænke, at man ikke har talt en eneste relevant sætning med en patient, som måske er i øst og vest. Nogle gange bruger vi mest tid på at signalere ro. At få forklaret, at vi er her på hospitalet, og her skal vi blive lidt,” siger Pia.

Men når så patienten er i bedring, bruger Pia og kollegerne tid på at observere. Hvordan klarer patienten at bage en AMO-kageblanding? Hvordan går det med at spille et brætspil eller åbne et pilleglas? I hvilken rækkefølge bruger han eller hun sæberne i badet?

Den slags hverdagsting er gode til at observere ud fra. Og så handler det om, fortæller Pia, at personalet er nødt til at kende til patientens fortid for at vide, hvad de skal arbejde hen imod, og hvad de kan forvente. For er det en patient, som aldrig selv har brugt tid i et køkken, kan man ikke forvente, at de kan følge en simpel AMO-opskrift. Men er det en, som før sin sygdom har kokkeret meget, er det en anden sag.

Og når det går fremad, og patienterne er i bedring, er det en god dag på jobbet for Pia.

”At gå hjem fra arbejde og mærke, at noget er lykkes. At en connection er skabt. At jeg kan mærke, at jeg har været med til at få skabt ro for patienten, som så bedre kan holde ud at være i sin egen krop. Det er det, der er det bedste ved mit job,” siger hun.