Hvis du vil være her, må du tabe dig: Caroline fik ultimatum af sin leder
Må man blande sig i kollegaens vægt? Må lederen? Nej, lyder det rungende svar fra panelet i Dilemmaklubben. Kun hvis man betragter vedkommende som nær ven, kan en bekymring være på sin plads.
i dag kl. 18.57
Da Caroline var ung, fik hun et grænseoverskridende ultimatum af sin leder: Hvis hun ville fortsætte i sin stilling efter sin læretid, skulle hun tabe sig.
Stillingen gik til hendes veninde, og Caroline endte med helt at skifte branche. I dag arbejder hun i ældreplejen som social- og sundhedsassistent. Alligevel har oplevelsen sat sig i hende. Og selv om kommentarer, hun har fået på arbejdet siden, slet ikke er i samme liga som dengang, falder der nogle gange bemærkninger, som er både sårende og grænseoverskridende.
Må man blande sig?
”De kan virke uskyldige, men er utroligt sårende. Da jeg for eksempel skulle have udleveret ny uniform, og jeg bad om en størrelse større, end jeg oprindeligt troede, fik jeg kommentaren om, hvorvidt det ikke var den forkerte vej at gå.”
Derfor spørger hun panelet i podcasten Dilemmaklubben med Malin, om det er helt ok at ytre sig om kollegernes kroppe, når man er på arbejde. Og især om lederen må.
Kun mellem venner
”Nej,” lyder det kontante svar fra pædagogmedhjælper Louise Brandstrup.
Men hvad hvis det angår bekymringer for sundheden?
Nej, lyder svaret. Medmindre man er venner.
”Jeg har kolleger, som er mine bedste venner, så det ville ikke være som kollega, men som ven. Men det kræver, at man er så tæt,” mener Louise Brandstrup og understreger, at så skal det være kærligt ment. En kommentar om udseendet er aldrig ok.
”Nej. Jeg synes, det er et skråplan,” lyder det også fra Sarah Nicolaisen, som er social- og sundhedsassistent og fællestillidsrepræsentant. Medmindre det altså handler om sikkerhed, eksempelvis i brandvæsenet.
”Sådan noget som vægt og hvordan man ser ud, det skal man ikke blande sig i.”
Kommentaren om størrelsen på uniformen var ren provokation, mener hun.
”Man ved godt, hvordan man ser ud, og hvad man skal gøre og ikke skal gøre – enten at tabe sig eller tage på.”
Kaninens mad
Men Klaus Søndergaard Hansen, brandmand i Hovedstadens Beredskab, må indrømme, at dilemmaet rammer et ømt punkt.
”Vi har en særlig arbejdskultur. Vi har snakket om det før. Det er godt, at ikke alle hører, hvad der bliver sagt bag murene hos os.”
For her får alle en kommentar med. Spiser man råkost, er det kaninens mad. Tager man på, får man også et par ord med på vejen.
Vi er alle i samme båd. Og hvis jeg selv har taget på, og jeg har taget et stykke chokolade, så joker jeg med, at nu får jeg skældud af Stine derhjemme.
Klaus Søndergaard Hansen, brandmand
”Men det gælder jo os alle sammen. Vi er alle i samme båd. Og hvis jeg selv har taget på, og jeg har taget et stykke chokolade, så joker jeg med, at nu får jeg skældud af Stine derhjemme.”
I brandvæsenet er der fastlagt træningstid, hvor alle træner sammen. Det er en skal-opgave og ikke bare sundhedsfremme.
”Der er fysiske krav til jobbet. Han skal kunne redde mig ud, hvis det er,” siger han.
Samtidig kender de hinanden bedre end på andre arbejdspladser, fordi de er sammen 24 timer ad gangen. Alligevel kan han godt få lidt dårlig samvittighed over de kommentarer, særligt en af hans kolleger får en gang imellem.
”Det er med fuld kærlighed og respekt, og jeg elsker at være sammen med ham. Men vi kan være efter ham, når han har en milliard undskyldninger for ikke at træne.”
Det blev jeg ked af
Men Louise Brandstrup mener også, at Caroline bliver nødt til at sige fra over for de grænseoverskridende kommentarer.
”Man kan ikke kontrollere andre mennesker. Men man kan kontrollere sine egne grænser. Og det kan være, hun skal øve sig i at sige fra, når andre siger det.”
Måske skal hun øve sig i at sige, at det blev hun ked af. Eller at hun ikke vil finde sig i det. Eller noget andet, der fungerer for hende.
”Fik jeg det at vide af en kollega bare én gang, så ville det være sådan en ting, jeg tænkte på hele tiden i min kommunikation.”
Men det handler også om, hvor stor psykologisk tryghed der er på arbejdet, mener Sarah Nicolaisen. Og at det startede på et tidspunkt, hvor hun måske ikke var så tryg, for det er man aldrig, når man er meget ung på arbejdsmarkedet.
”Hvis det allerede startede som 17-årig, så ville det også have påvirket mig utrolig meget.”
Skriv til os
Husk at lytte til flere episoder af Dilemmaklubben, send den videre til din yndlingskollega og skriv, hvis du har et dilemma, panelet skal diskutere i en af de kommende episoder.
Skriv til dilemma@foa.dk. Husk at du kan være helt anonym, og vi hjælper dig også med at formulere det.
