Hver syvende i ældreplejen er blevet overvåget: Det her skal du vide

iStock

Sommetider dukker sager op, hvor plejepersonale er blevet filmet på jobbet af borgere og pårørende. Men hvad siger reglerne egentligt? Og hvad kan man gøre, hvis man bliver udsat for det?

i dag kl. 09.42

At blive filmet og overvåget på sit job kan være enormt grænseoverskridende, og med jævne mellemrum dukker sager op, hvor eksempelvis plejepersonale eller pædagogisk personale er blevet video- eller lydovervåget af borgere eller pårørende.

I 2021 viste en FOA-undersøgelse, at hver syvende ansatte i ældreplejen var blevet overvåget på jobbet, og i tre ud af fire tilfælde stod pårørende bag overvågningen. Et flertal af de adspurgte fandt det krænkende.

Men hvad siger reglerne egentlig på området? Skal man finde sig i at blive overvåget?

Fagbladet FOA har spurgt chefjurist i FOA Ettie Trier Petersen.

  1. 1

    Må borgere eller pårørende overvåge dig?

    Borgere eller pårørende må ikke overvåge medarbejdere ved hjælp af skjult kamera.

    En borger må godt have overvågningsudstyr i eget hjem, men det skal skiltes, så medarbejderne er klar over, at der finder overvågning sted. Det står i den lov, der hedder TV-overvågningsloven.

    Borgere og pårørende må heller ikke lydoptage samtaler, de ikke selv deltager i. Det står i straffeloven.

    Hvis der er sat et kamera op i hjemmet, fordi de pårørende gerne vil holde øje med borgeren, kan man i første omgang forsøge at aftale med borgeren og de pårørende, at kameraet skal slukkes, når personalet udfører deres arbejde i hjemmet. Hvis en sådan aftale kan indgås, er problemet måske løst.

  2. 2

    Hvad gør jeg, hvis jeg bliver overvåget?

    Hvis du bliver overvåget af borgere eller pårørende, så sig fra med det samme. Gør din leder opmærksom på, at du er utryg ved at arbejde i et hjem, hvor der er opsat privat overvågning.

    Det er din arbejdsgivers ansvar, at du kan gå på arbejde i et trygt arbejdsmiljø. Det betyder, at det er ledelsen, som har ansvaret for og skal iværksætte tiltag, der kan forhindre, at du udsættes for uberettiget privat overvågning i forbindelse med arbejdet.

    Hiv samtidig fat i din arbejdsmiljørepræsentant, din tillidsrepræsentant og eventuelt din FOA-fagforening og gør dem opmærksomme på problemet. Overvågningen vil også ramme dine kolleger, der skal arbejde i hjemmet.

    FOA anbefaler, at arbejdsmiljørepræsentanten eller medarbejderne altid straks anmelder overvågning til Arbejdstilsynet og beder tilsynet vurdere det psykiske arbejdsmiljø og eventuelt give påbud til arbejdsgiver.

    Er du eller din arbejdsmiljørepræsentant i tvivl om noget i denne forbindelse, kan I få hjælp i jeres lokale FOA-fagforening.

  3. 3

    Hvad gør jeg, hvis overvågning gør mig syg?

    Desværre kan overvågning have en så voldsom psykisk belastning, at det medfører sygefravær. I det tilfælde skal det anmeldes som arbejdsskade, og der kan rejses krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.

    I en konkret sag fra 2022 afgjorde Arbejdsretten, at en gruppe medarbejdere ikke kunne nægte at arbejde hos en borger, hvor de blev overvåget.

    Hvis borgeren eller de pårørende nægter at fjerne overvågningen, skal din leder eller arbejdsgiver sætte noget andet i værk for at fjerne den psykiske belastning.

Hvis det ikke lykkes at få fjernet overvågningen, har FOA nogle anbefalinger til forskellige tiltag, arbejdsgiveren kan iværksætte for at det kan blive en smule mere trygt på at gå på arbejde på trods af overvågningen.

Det fortæller Jesper Syska Dragsbæk, som er arbejdsmiljøkonsulent i FOA.

Hvordan kan den psykiske belastning af at blive overvåget fjernes eller lindres?

  • To og to sammen hver gang

    ”Det kan give en tryghed, hvis man er to sammen hos borgeren, hvor overvågningen finder sted, for så er der et andet vidne, der forstår, hvad man laver i situationen.”

  • Klar drejebog for opgaverne

    ”Vi anbefaler, at arbejdsgiveren laver helt klare retningslinjer for, hvordan forskellige opgaver bliver udført, så alle udfører opgaverne på samme måde hos den specifikke borger. På den måde kan man altid henvise til instrukser. Det kan føles meget mekanisk, men man kan også nemt komme til at opføre sig mekanisk, når man ved, man bliver overvåget og er påvirket af det.”

  • En handlingsplan, inden det sker

    ”Noget af det vigtigste er, at man laver en handlingsplan på arbejdspladsen for, hvordan man vil håndtere det, hvis nogen opsætter overvågning, før det sker. Hvis det først bliver en diskussion efter, kan det føre til konflikter mellem kolleger internt – hvem kan håndtere det, og hvem kan ikke? Det kan jo være en dobbeltbelastning, hvis man både føler sig meget påvirket af at blive overvåget, men også føler sig set ned på af kollegerne internt.”

  • Konflikthåndtering

    ”FOA anbefaler også, at arbejdsgiver giver kurser eller klæder medarbejderne yderligere på til konflikthåndteringssituationer.”

  • Pårørendesamarbejde

    ”Som forebyggende element er pårørendesamarbejde essentielt. Det er ofte problemer med pårørendesamarbejdet, der udløser overvågningen, hvis overvågningen sker på baggrund af kritik af arbejdet.”


Fagbladet anbefaler