Hver dag kører Kasper forbi stedet, han aldrig glemmer

Hver dag kører ambulancebehandler Kasper Vangsted den samme rute på vej til sit arbejde på stationen i Nørresundby. På ruten kører han forbi en landejendom, hvis syn altid får ham til at tænke tilbage på dengang i 2010.

”Der boede en gammel kvinde, som havde mistet sin mand. Da jeg blev kaldt derud, var hun gået op på loftet og havde hængt sig. Hver gang jeg kører forbi ejendommen, trigger det noget i mig. Jeg tænker på hende hver gang. Jeg kan ikke slippe det,” siger Kasper Vangsted.

Det er blot én af de historier, han fortæller, når snakken falder på de psykiske belastninger, arbejdet som ambulancebehandler gennem mere end 25 år har givet ham.

Et arbejde, der har kastet adskillige traumatiserende oplevelser af sig, som ryger i den mentale rygsæk, og som han for altid vil bære med sig.

Ændret adfærd og selvindsigt

Fra 2010 og et par år frem skete der noget med den i dag 50 år gamle ambulancebehandler. Han oplevede sig selv som mere og mere hidsig og opfarende. Han blev hurtigere sur, mere konfliktsøgende og skældte ud på alt fra sine børn og kolleger til hunde, husker han.

”Jeg blev en person, som jeg ikke plejede at være. Og jeg var blevet en person, som jeg i den grad ikke selv kunne lide.”

I den periode rejste han sig også op om natten og kiggede ud i mørket. Han hørte sin radio ringe med et udkald, selvom der slet ingenting lød. Nogle reaktioner, som var usædvanlige.

”Jeg gik hele tiden og havde en stressreaktion. Godt nok kun en lille en. Men der var aldrig hvile på noget tidspunkt. Så opnåede jeg en form for selvindsigt,” siger Kasper Vangsted med henvisning til, at han selv rakte ud til sin leder for at søge om et tilskud til psykologsamtaler tilbage i 2012.

Reflektionstid

Kasper Vangsted fik tilskuddet og var efterfølgende til to psykologsamtaler, som dog ikke gik så godt som håbet. Ifølge Kasper oplevede han sig selv og psykologen som ’et dårligt match’.

”Vi var meget forskellige. Det var en – forstå mig ret – ’almindelig’ psykolog, som normalt talte med ’almindelige’ mennesker. Og når der så kommer nogen som os ind, der har været i ekstreme situationer, kan det gå lidt skævt, og vi endte faktisk med at skændes,” siger han.

Forskelligheder til trods kom der faktisk noget godt ud af samtalerne. I hvert fald gik Kasper Vangsted derfra med nogle værktøjer, han kunne bruge til noget.

”Jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at reflektere over, hvad det var, der triggede mig. Hvorfor var jeg pludselig mere hidsig, mere konfliktsøgende og hurtigere til at skælde ud? Hvad var grunden til det? Jeg begyndte at se indad og tænkte, at hvis jeg ikke kunne gøre noget ved problemet, skulle jeg trykke på pyt-knappen,” siger han.

Reflektionstiden og efterfølgende samtaler med kollegerne, der – mere end psykologen – kunne relatere til Kaspers oplevelser, gjorde, at han i stigende grad kom tilbage til at være et menneske, som både han selv og menneskerne omkring ham brød sig om at være sammen med.

Stationssnakke

Netop samtalerne med kollegerne fra stationen prioriteres i højere grad end tidligere, pointerer Kasper Vangsted. Særligt inden for de seneste fem år er der virkelig sket noget, mener han.

”Folk er blevet bedre til at italesætte det, de har oplevet. Folk er meget mere åbne om, at de har været ude for ekstreme hændelser. Og fordi vi kan spejle os i hinanden, er det både en tryg og den mest gængse måde, vi læsser af på.”

Sådan har det dog ikke altid været. Kasper begyndte i ambulancetjenesten i 1998, og selvom de dengang godt nok snakkede om arbejdet, var det på en anden måde end i dag.

”Gennemsnitsalderen var ret høj, og jargonen var, at man ikke snakkede om det på en følelsesmæssig måde. Vi beskrev, hvad der var sket, og så var det det. Ingen delte, hvis de havde det ubehageligt. Det gjorde man bare ikke,” understreger han.

Flere tiltag på vej

Men der sker altså ting og sager for at skabe et rum, hvor det er okay ikke at være okay. For eksempel har de i Region Nordjylland nu tilknyttet en psykolog, som står til rådighed, uden at det koster hverken penge eller ekstra arbejde for dem, der ønsker et forløb. Kasper Vangsted har ikke selv benyttet sig af muligheden endnu, men byder tiltaget hjerteligt velkommen.

Psykologordningen i Region Nordjylland er et godt skridt på vejen, mener Kasper Vangsted og hans kolleger. Men han peger også på, hvordan man har gjort i Region Hovedstaden de seneste år, hvor et lille team af psykologer jævnligt besøger de enkelte redningsstationer.

Og så ønsker de sig også en kollegastøtteordning, hvor nogle i medarbejdergruppen får en videreuddannelse i at kunne tale med kollegerne om det, der indimellem er svært ved jobbet – et tiltag, der er ved at slå rod i Region Midtjylland. Alt sammen kan være med til at gøre det svære en lille smule nemmere.

Hvis du går med svære tanker, kan du søge hjælp på Selvmordsforebyggelse.dk.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning: 70 201 201. Den er åben alle årets dage fra klokken 11-05.