Hospice-ansatte frifundet for pligtforsømmelse: “Nu kan de endelig komme videre”

(Stockfoto) Lynghuset lukkede midlertidigt ned efter forløbet, men er siden genåbnet under navnet Lysningen.

Sagen trækker tråde tilbage til et forløb, der begyndte i 2023. Nu er tidligere medarbejdere på Lynghuset frifundet for grov forsømmelse af plejen af en 78-årig mand.

i dag kl. 15.08

Fire medarbejdere, der var ansat på det kommunale hospice Lynghuset i Højby, er onsdag blevet frifundet for anklager om pligtforsømmelse op til en ældre mands død i 2023. 

Det oplyser Retten i Holbæk til Ritzau.

De tidligere ansatte var tiltalt for grov forsømmelse af plejen af manden under hans indlæggelse på Lynghuset, blandt andet fordi de ifølge anklageskriftet ikke havde fulgt den behandlingsplan, som den 78-åriges læge havde lagt, skriver TV 2 ØST.

De har haft den her bekymring hængende over hovedet i urimeligt lang tid.

Nichlas Riise, formand i FOA Vestsjælland

Gennem sagen har de alle - ifølge Ritzau - nægtet sig skyldige - og nu har de altså rettens ord for, at de er frifundet. 

Ramt på fagligheden

I FOA Vestsjælland har man fulgt sagen tæt, og afgørelsen vækker da også glæde hos formand Nichlas Riise. 

“Det her er et endegyldigt punktum i et meget, meget langt forløb,” siger han.

“Nu kan de endelig komme videre og begynde at lægge sagen bag sig.”

Forløbet med den 78-årige begyndte allerede i slutningen af 2023. Det har altså strukket sig over mere end to og et halvt år. 

Og det har ifølge formanden haft konsekvenser for de tidligere medarbejdere på Lynghuset - både fagligt og privat. 

“De har haft den her bekymring hængende over hovedet i urimeligt lang tid. De fleste i det her fag går jo rigtig meget op i deres faglighed,” siger Nichlas Riise og fortsætter: 

“Så det kan skabe en enormt stor usikkerhed, når der pludselig bliver stillet spørgsmål til, om man er dygtig nok eller ligefrem har gjort noget ulovligt.”

En overraskende udvikling

I forbindelse med sagen blev de tidligere medarbejdere hjemsendt, mens de også fik en skriftlig advarsel fra kommunen. 

Men allerede tirsdag - før der faldt dom i sagen - skete der en overraskende udvikling på det punkt.

Det her bør være et wakeup call til kommunen og politikerne generelt.

Nichlas Riise, formand for FOA Vestsjælland

Kommunen valgte nemlig at annullere de skriftlige advarsler og undskylder derudover også for håndteringen af forløbet.

Det skrev kommunaldirektør i Odsherred Mette Touborg i et direkte brev til de involverede medarbejdere.

“Jeg er ked af de omkostninger, forløbet har haft for dig,” lyder det blandt andet i brevet ifølge Sjællandske Nyheder.

Mette Touborg tiltrådte som kommunaldirektør i april 2026. Siden har hun med egne ord "fulgt sagen tæt", og det har nu ført til en uforbeholden undskyldning fra kommunen.

En handling, som bifaldes af Nichlas Riise, som ellers tidligere har været ude og kritisere kommunens håndtering af sagen. 

“Endelig tager de ansvar for den her sag - og så oven i købet i et personligt brev. Ikke bare med en generel undskyldning i medierne,” siger han. 

Et wakeup call

Dog mener formanden for FOA Vestsjælland fortsat, at kommunen i kølvandet på forløbet vil tage et alvorligt kig på, hvordan lignende sager kan forebygges i fremtiden.

“Det her bør være et wakeup call til kommunerne landet over og politikerne generelt. Vi bliver nødt til at skabe nogle rammer om medarbejderne med tid og retningslinjer, så de trygt kan gå på arbejde.”

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk

Det var den 78-åriges egen læge, der efter dødsfaldet gik til politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed med en bekymring om forløbet. 

Det har dog senere vist sig, at manden døde af naturlige årsager og ikke som følge af den behandling, han modtog på Lynghuset.

Og nu er der altså sat endeligt punktum i sagen. 

Lynghuset lukkede midlertidigt ned efter forløbet, men er siden genåbnet under navnet Lysningen.


Fagbladet anbefaler