Her er sygefraværet raslet ned: Få deres gode råd

På Bornholms Hospital har de knækket koden til at mindske sygefravær. Så meget, at det er faldet med 22 procent. Deres hemmelighed? Omsorg – ikke kun for patienterne, men også for hinanden.
14. februar
På Bornholms Hospital har de knækket koden til, hvordan færre medarbejdere bliver nødt til at trække stikket.
”Når vi har så meget omsorg for patienter, som vi skal have, så er vi også nødt til at vende blikket indad.”
Sådan siger Lene Winther Grøndahl, sygefraværskoordinator på Bornholms Hospital, om en udfordring, der findes på alle arbejdspladser: Ansatte der må sygemeldes.
Gennem de seneste år har forskellige tiltag reduceret sygefraværet med 22 procent – det svarer til 3,5 færre fraværsdage per fuldtidsmedarbejder. Med 12,9 sygefraværsdage om året er hospitalet nu blandt de hospitaler i Region Hovedstaden med det laveste fravær.
Succes at have det godt i kroppen
En af dem, der mærker forandringen, er Lonni Fonnesbek Due, der er social- og sundhedsassistent, tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant på Bornholms Hospital.
Hun oplever, at ansatte inden for sundhedsområdet fokuserer meget på at være omsorgsfulde overfor andre. Men det gør også, noget andet vigtigt bliver glemt.
”Det er en succes for os, når vores patienter har det godt. Men succesen er jo også, at vi går hjem og føler, at vi har været med i vores krop,” siger Lonni Fonnesbek Due.
Som jeg også siger til mine kollegaer. Det er i dag, vi har travlt, så i dag er det vigtigt, at vi snakker sammen.
Lonni Fonnesbek Due, social- og sundhedsassistent, tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant på Bornholms Hospital
Der skal tænkes på alle
Bornholms Hospital har givet deres sygefraværspolitik en overhaling ved at bruge en helt bestemt model, der bygger på syv forskellige principper.
Det er en vedholdende indsats, for sygefraværet påvirker alle - den sygemeldte, kollegaerne og lederen, mener Lene Winther Grøndahl. Hun peger på at et kig på sygefraværspolitikken er et godt sted at begynde:
”Sygefraværspolitik handler oftest kun om, hvad lederen skal gøre i forhold til den, der er sygemeldt. Men den politik vi har lavet, handler lige så meget om kollegaerne, der er tilbage.”
Åben snak
To andre vigtige greb, som har gjort en stor forskel på Bornholms Hospital, er at tage fat om problemet, inden det vokser sig stort, og at sikre en tilbagevending, hvor alle ansatte er tænkt ind. Derfor er Lenes arbejde også med et forebyggende mål for øje.
Og Lonni Fonnesbek Due og hendes kollegaer kan godt mærke, at tingene har ændret sig:
”Vi snakker meget mere åbent om tingene. For det er svært nok at være syg i sig selv, men hvis du både er syg og også tænker på alle dem, der skal arbejde ekstra på grund af det, så har man pludselig også fokus på dem, der er på arbejdet. Det forkorter ens fravær, hvis man føler, at man er anerkendt af sin arbejdsplads og af sine kollegaer.”
Derfor har det også været et afgørende redskab at ”skole” medarbejderne i dagpengeregler, medarbejders pligter under sygemelding og alt andet der knytter sig til en sygefraværsperiode.
”Der kan godt være en berøringsangst, den kan ledere også have. Hvad må jeg spørge min sygemeldte medarbejder om? Hvad må jeg ikke spørge om? Det er faktisk lidt overset, det der med også at klæde vores medarbejdere og repræsentanter på.” forklarer sygefraværskoordinator Lene Winther Grøndahl.
De syv principper
Bornholms Hospital arbejder med 'de syv principper for god praksis for organisatorisk sygefraværsindsats', som er udarbejdet af Ulrik Gensby, forskningschef ved Team Arbejdsliv.
- Arbejdspladsen er aktivt involveret i arbejdet med sygefravær, det kan ses i adfærd og handlinger hos alle på arbejdspladsen.
- Ledere og tillidsvalgte har viden om, hvordan man forebygger sygdom og håndterer sygefravær.
- Lederen (eller en tillidsvalgt) kontakter den sygemeldte tidligt og er støttende.
- Arbejdspladsen tilbyder opgaver eller arbejdstid, der passer til medarbejderens arbejdsevne, så vedkommende kan vende tilbage efter sygdom på en god og sikker måde.
- Sygefraværet håndteres med hensyn til, hvordan det påvirker kollegaer og ledelse, både under fraværet og ved tilbagevenden.
- Der er en tydelig fordeling af roller og ansvar for at koordinere indsatsen mod sygefravær på forskellige niveauer i organisationen.
- Ledere og tillidsvalgte kommunikerer efter behov, og med medarbejderens samtykke, om læring og opfølgning.
Kilde: Ulrik Gensby
Drik en halv kop kaffe
Ifølge Lonni Fonnesbek Due kan man sætte rigtig mange ting i gang oppefra og nedefra, men succeskriteriet for at det lykkes, er at man samarbejder om tingene.
Derfor kommer hun også med råd til, hvordan man selv kan bidrage til det hele på sin egen arbejdsplads.
”Gå væk fra din opgave to minutter, drik en halv kop kaffe, sig hej til din kollega i to minutter og gå så ind igen. For så er hovedet ryddet lidt op, og så går man ind på ny,” siger Lonni Fonnesbek Due.
Så hvis der er tre ting, Lonni Fonnesbek Due mener, det er værd at huske på, på en travl vagt, er det: Kommunikation med hinanden, koordinering og mikropauser.
”Som jeg også siger til mine kollegaer. Det er i dag, vi har travlt, så i dag er det vigtigt, at vi snakker sammen.”