Generationsclash på arbejdet: De unge misforstår Majas humor - og hun misforstår deres

Panelet består denne gang af Louise Brandstrup, Klaus Søndergaard Hansen og Jógvan Ditlevsen. Lauge Høskuldsson Eilsøe-Madsen

I denne uges Dilemmaklubben med Malin handler det om humor på arbejdet – der kan faldet helt, helt skævt. Men er de unge for sarte? Eller er humoren faktisk for grovkornet?

03. september

Kender du det, når en joke falder til jorden? De andre kigger på dig uden at sige noget, og stilheden bliver rungende.

Sådan oplever Maja det indimellem, når det handler om humor på arbejdet. Hun har en fornemmelse af, at de yngre og ældre medarbejdere ofte rammer ved siden af hinanden. Det fortæller hun i den nyeste episode af Dilemmaklubben med Malin.

Et eksempel var en borger med Parkinson, der havde svært ved at få maden til at blive på gaflen. Maja jokede med, at det da var godt, det ikke var en drink – for så ville det være et stort spild.

”Jeg er sindssygt obs på, at det ikke går over grænsen. Men vores arbejde kan godt være lidt barskt følelsesmæssigt, og hvis vi ikke kan bruge humor, så kan det være svært at være i. Jeg føler nogle gange, at vores arbejde i ældreplejen kræver en lidt grovkornet humor en gang imellem,” forklarer hun.

Det er uden tvivl humoren, der gør, at man også overlever i et job, hvor bagsiden af medaljen i den grad er der.

Klaus Søndergaard Hansen, brandmand i Hovedstadens Beredskab

Galgenhumor som redskab

For brandmand Klaus Søndergaard Hansen fra Hovedstadens Beredskab er humoren helt afgørende.

”De ville da falde døde om, hvis de kom med mig på arbejdet. Det er næsten lidt pinligt,” siger han med henvisning til de yngre generationer.

Han oplever, at de unge ofte har en anden tilgang, men understreger samtidig, at humor er nødvendig:

”Det er uden tvivl det, der gør, at man også overlever i et job, hvor bagsiden af medaljen i den grad er der.”

Som brandmand bærer man på mange oplevelser – livskriser, vold og tragedier. Ifølge Klaus er galgenhumor nogle gange den eneste måde at klare det på:

”Man har bare rigtig meget i rygsækken af alle mulige mærkelige ting. Og det må de unge også forstå. Samtidig med at vi selvfølgelig skal forstå dem.”

Plads til forskellig humor

Også social- og sundhedsassistent Jógvan Ditlevsen kender udfordringen.

”Jeg prøver selv at være meget transparent, når jeg laver en joke, der måske kan være lidt på grænsen, og siger, at det altså er en joke.”

Han mener, at forskellighed er uundgåelig: Vi har forskellige grænser, generationer og former for humor. Men der skal være plads til alle.

”Men jeg mener også, at der skal være plads til, at vi laver en joke, der kan være lidt spydig.”

For pædagogmedhjælper Louise Brandstrup er humor helt uundværlig.

”Jeg personligt ville aldrig nogensinde kunne være i den her verden uden humor. Det er en meget stor del af min personlighed. For at være i svære ting.”

Hun synes ikke, Maja skal skrue ned for sig selv. Tværtimod mener hun, at humoren er det, der gør arbejdet til at bære.

Var den for meget? Ikke ifølge panelet i Dilemmaklubben.

Spørgsmålet er: Hvad synes du?

Skriv til os

Dilemmaklubben med Malin er en podcast om alle de sjove og svære dilemmaer, der er forbundet med at arbejde i omsorgsfag.

Der er intet, der er for småt, for stort, for plat eller alvorligt, så skriv til os på dilemma@foa.dk, hvis du går og grubler over noget.

Du kan være helt anonym og vil hjælper med at skrive det.


Fagbladet anbefaler