Fuck mand! Jeg har begået en fejl
En fejldosering af medicin fik stor betydning for social- og sundhedsassistenten Rikke. Lige siden har hun levet med en angst for at begå nye fejl.
27. marts 2023
Ind i bilen. Ud af bilen. Overtøj af og overtøj på.
Det er sommeren 2020, og en ny arbejdsdag i den udekørende hjemmepleje er begyndt. Alle kolleger er pressede, og det er den korte tid til de mange besøg, der presser dem. Denne dag viser sig at blive helt afgørende i Rikkes tilværelse.
Hun laver en fejl, der får stor betydning for både hendes arbejds- og privatliv. Og som får hende til at føle skyld og skam i en grad, som hun aldrig har oplevet før.
Sådan forklarer den i dag 45-årige Rikke. Hun er social- og sundhedsassistent og har arbejdet i faget i over 20 år.
Handlingslammelse
Det er på et besøg hos en ældre borger, at hun ved en fejl kommer til at give for meget insulin, og da hun opdager det, bryder hendes verden sammen.
”Jeg opdager først fejlen, da jeg er ved næste borger, fordi jeg er logget ind og tjekker oplysningerne om borgeren på telefonen. Der går det op for mig, at jeg har set forkert på en seddel og givet for meget insulin til borgeren. Jeg tænker bare: ’Fuck mand! Jeg har lavet en fejl’.”
Rikke føler sig handlingslammet og har svært ved at tænke klart. Hun føler sig presset af tanken om de borgere, som forventer, at hun kommer til dem, og derfor fortsætter hun på sin formiddagsrute og ringer først bagefter til sin teamleder.
”Jeg fortsætter på en form for autopilot. Jeg er i chok, for jeg ved udmærket godt, at borgeren kan have fået det rigtigt dårligt eller i værste fald er død,” siger hun.
Sygemeldt efter fejl
Borgeren bliver hentet i ambulance og indlagt. Blodsukkeret er heldigvis fint, forklarer Rikke. Men oplevelsen sidder i hende. Hun sover ikke i de efterfølgende dage, og hun skammer sig.
Ét spørgsmål kan hun ikke få ud af hovedet: Hvordan kunne det ske? Hun møder ikke på arbejde dagen efter, selvom hun har vagt.
Rikke bliver i stedet sygemeldt efter fejlen, og hun vender aldrig tilbage til hjemmeplejen.
”Det var, som om klappen gik ned for mig. Det blev aldrig det samme igen. Jeg fik ingen krisehjælp, men blev bare bedt om at møde på arbejde. Det kunne jeg ikke,” siger Rikke.
Ramt på fagligheden
Følelser som skam og skyld fylder stadigvæk, og hun fortæller, at perioden efter fejlen var den værste, hun har oplevet i alle de år, hun har været i faget.
Hun begyndte at tvivle på, om hun overhovedet skulle arbejde med mennesker igen. For hun følte sig ramt både på sin faglighed og sin forståelse af sig selv.
Rikke er et opdigtet navn, og redaktionen kender hendes rigtige identitet. Hun ønsker at være anonym, da skammen over det, der er sket, er altoverskyggende. Hun forklarer også, at dele af hendes inderkreds og nye kolleger ikke ved, hvad hun har lavet af fejl, og hun ønsker, at det forbliver sådan.
Hun fortæller, at hun hver dag lever med en angst for at begå nye fejl. Der er gået to år, og Rikke fortæller også, at hun trods alt har fået det bedre med tiden. En gang imellem kommer angsten snigende. Det er særligt ved håndteringen af medicin, at den blusser op, eller ved faglige diskussioner med kollegerne, forklarer hun.
Blev i faget
At angsten er blevet mindre, kan i høj grad tilskrives Rikkes nye arbejdsplads, mener hun. I dag arbejder hun på et plejecenter et sted i Jylland, og her oplever hun en helt anden arbejdskultur.
”Der er bedre plads til at begå fejl, fordi holdningen er, at vi skal lære af vores fejl. Hvis jeg kommer til at tælle forkert ved medicindoseringen, så siger sygeplejersken, at hvis man ikke begår fejl, så lærer man ikke noget, og det giver mig en helt anden tryghed.”
Rikke understreger, at hun ikke har lavet store fejl siden hændelsen med insulinen, men at hun nu generelt forsøger at dobbelttjekke alt. Ikke mindst når det gælder medicindosering.