Freja er for ung til respekt, men gammel nok til at knokle:”Jeg føler mig ikke velkommen”

Til min ansættelsessamtale blev jeg som noget af det første spurgt, ”om jeg ikke var for ung til at blive social- og sundhedsassistent", og "om jeg ikke bare skulle starte med at tage social- og sundhedshjælperuddannelsen". Jeg er 19 år.

Da jeg begyndte på skolen, blev jeg spurgt, "om jeg ikke var for uerfaren og ung til at begynde som assistent". Deres spørgsmål blev begrundet med, at de nu også skulle til at lære mig om livet – og livet som voksen – og derfor skulle jeg nok også forvente, at jeg ville komme bagud i undervisningen.

Da jeg begyndte i min første praktik, var jeg spændt - jeg glædede mig meget. Nu skulle jeg endelig ud at vise, hvad jeg kunne, og lave det, jeg brænder for. Men jeg blev mødt af en "du kan da ikke være ret gammel"-bemærkning, og før jeg kunne nå at reagere, kom der en kommentar om, at jeg "nok ikke kunne have så meget erfaring endnu".

Det var, som om min alder alene satte en barriere for, hvad jeg kunne opnå, og jeg fik indtrykket af, at det var min alder, der var den eneste indikation for, om jeg kunne være kompetent i mit arbejde.

Hvad er det for en måde at blive mødt på? Jeg følte mig endnu en gang ikke velkommen, og hvordan kunne min alder sætte en stopper for det?

De unge mennesker i folkeskolen får nærmest trukket erhvervsuddannelserne ned over hovedet. De bliver fortalt, at vi mangler dem i sundhedsfaget, og at social- og sundhedsskolen er vejen frem. Alligevel viser en undersøgelse fra Danske SOSU-skoler, at hver 7. elev på hovedforløbet falder fra inden for tre måneder og oftest i første praktik. Kan det komme bag på nogen?

Jeg elsker mit fag og mit arbejde, men jeg kan godt forstå, hvorfor især mange unge ikke føler sig velkomne i branchen. Jeg følte mig ikke selv særlig velkommen, og jeg skal være ærlig og indrømme, at tanken om at give op og sige "tak for denne gang" har strejfet mig mere end én gang.

På mit praktiksted arbejdede der to andre unge kvinder på min alder i ufaglærte stillinger. En dag sad vi og snakkede, og jeg spurgte nysgerrigt, om de også havde oplevet den samme form for modstand, som jeg havde – særligt på grund af vores alder.

Det havde de ikke.

"Vi skal jo bare gøre vores arbejde og gøre, hvad de siger", sagde den ene.

Okay – så jeg er for ung til at få den respekt, jeg ønsker, men jeg er gammel nok til at knokle for dem?

Og det er lige præcis dér, problemet ligger.

Og det er lige præcis dér, problemet ligger.

Der er en forventning om, at vi unge skal være taknemmelige for overhovedet at få lov til at være her – men uden at blive behandlet med respekt, hørt eller taget seriøst.

Vi skal finde os i nedladende kommentarer, i ikke at blive inddraget, i at blive set som "for unge" til at kunne noget – men gamle nok til at tage de tunge vagter og dække hullerne i vagtplanen. Det hænger ikke sammen.

Jeg har ikke valgt denne uddannelse for at få et "nemt job" eller "en sikker fremtid". Jeg har valgt den, fordi jeg brænder for at gøre en forskel for dem, der har brug for mig – og fordi jeg drømmer om et arbejde med mening.

Vi er ikke bare hænder, der skal fylde hullerne i vagtplanen.

Hvis branchen vil have os unge, så må den også begynde at tage os seriøst – som dem, der skal føre faget videre. Som mennesker, der har noget at bidrage med.

Det er ret ironisk, at vi på den ene side bliver lokket med flotte kampagner og politikere, der taler om, hvor vigtige vi er – og på den anden side bliver vi mødt med mistillid og ligegyldighed, så snart vi træder ind ad døren.

Hvis vi virkelig er så vigtige for fremtidens sundhedsvæsen – hvorfor bliver vi så behandlet som en belastning fremfor en investering?

Jeg har ikke brug for, at nogen lærer mig, hvordan man bliver voksen. Jeg har brug for, at nogen tror på, at jeg er kompetent nok til at være her, og at jeg med den rette støtte og respekt kan vokse i mit fag.

Så, hvis vi virkelig skal gøre noget ved manglen på arbejdskraft i sundhedsfaget, så er vi nødt til at begynde med arbejdsmiljøet og kulturen overfor eleverne. Det kan ikke forventes, at unge bliver, hvis de hele tiden bliver mødt med mistro og nedladenhed. Og vi kan ikke lokkes med flotte ord, hvis virkeligheden er det stik modsatte.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk