Flere hensyn, færre fordomme: Hver tiende kollega har en psykisk diagnose
Flere FOA-medlemmer med psykiske diagnoser mistrives, fordi arbejdspladserne ikke er gearet til at rumme dem.
i dag kl. 11.02
En indre uro, rastløshed og en træthed, der bliver siddende hele dagen, fordi tankemylderet gør det næsten umuligt at falde i søvn.
Sådan kan en arbejdsdag se ud, hvis du lever med en psykisk diagnose.
En ny medlemsundersøgelse, som FOA har lavet, viser, at hvis du stiller ti af dine kollegaer på rad og række, vil mindst en af dem have en diagnose, som for eksempel ADHD, angst eller depression.
Men undersøgelsen peger også på, at mange af de FOA-medlemmer, som lever med diagnoser, ikke bliver rummet på arbejdspladsen.
Derfor har Fagbladet FOA sendt en rundspørge ud til alle FOAs 31 lokale fagforeninger for at undersøge, hvordan arbejdspladserne inkluderer medarbejdere med diagnoser.
Næsten alle FOAs lokale fagforeninger svarer, at de ser en stigning i antallet af henvendelser om mistrivsel på arbejdspladserne på grund af psykiatriske diagnoser.
Fagforeningerne svarer også, at arbejdspladserne ikke er gode nok til at tage de hensyn, der skal til for at inkludere og fastholde medarbejdere med diagnoser.
Om kilderne
Af hensyn til medlemmernes privatliv er navnene i artiklen ændret.
Redaktionen på Fagbladet FOA kender deres identitet.
For at blive klogere på, hvordan det kan se ud, når man ikke bliver rummet, har Fagbladet FOA talt med tre medlemmer, som alle lever med diagnoser.
Her fortæller de, hvordan diagnosen påvirker deres arbejdsliv:
Karen, 55 år. Social- og sundhedshjælperelev
I begyndelsen fortalte jeg ikke til nogen på min arbejdsplads, at jeg står på ventelisten til udredning for ADHD.
Jeg overhørte en samtale mellem to af mine kollegaer, hvor de talte om, hvor besværlige 'ADHD-tøser' er, og at de altid skulle have særlige behov. Det fik mig til at klappe i om mine egne udfordringer. Da jeg senere var til forventningssamtale, fik jeg at vide fra uddannelsesvejlederen, at hun var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare uddannelsen. Jeg manglede struktur og havde svært ved at håndtere uforudsigelighed.
På det tidspunkt kunne jeg ikke holde det hemmeligt længere. Jeg fortalte, at jeg var på venteliste til udredning for ADHD. Min uddannelsesvejleder lyste helt op og sagde: ”Ved du hvad, det kan jeg da godt se. Mit barn har også ADHD, og I har nogle af de samme træk.”
Jeg var så lettet.
Jeg fik blandt andet hjælp til at strukturere min arbejdsdag bedre. Vi aftalte også, at de skulle sige til, hvis jeg var på vej ud på et sidespor og irettesætte mig, når jeg lavede fejl. Nogle gange skal de forklare mig tingene flere gange, og det respekterer de fuldt ud.
Selvom jeg har det bedre nu, så ville jeg virkelig ønske, at flere vidste, at os med ADHD ikke har lyst til at være besværlige. Vi er heller ikke dumme, fordi vi skal have ting forklaret mere end en gang. Vi er mennesker med en diagnose. Vi er ikke vores diagnose.
På mit nye arbejde bliver man accepteret for den, man er. Jeg ved, vi er flere med diagnoser.
Mia, social- og sundhedshjælper
Mia, 25 år. Uddannet social- og sundhedshjælper. Er ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent
Jeg begyndte først på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Det gik godt, men så flyttede jeg til den anden ende af landet og skiftede praktiksted.
Jeg var ærlig fra begyndelsen af og fortalte min nye arbejdsplads om min ordblindhed, samt at jeg var ved at blive udredt for ADHD.
Det kom bag på mig, at der i min tre-måneders prøvevurdering stod, at alt ved mig var galt. De mente for eksempel ikke, at jeg var selvstændig nok. Det endte med, at min praktik blev forlænget.
Kort tid efter blev jeg indkaldt til endnu et møde, hvor jeg fik at vide, at jeg ikke kunne fortsætte i praktik hos dem.
Jeg begyndte i stedet på social-og sundhedshjælperuddannelsen, som jeg gennemførte. Efterfølgende er jeg blevet ansat i et hjemmeplejeteam, og jeg er begyndt på ADHD-medicin.
På mit nye arbejde bliver jeg accepteret for den, jeg er.
Jeg ved, at vi er flere med diagnoser. Min leder tilpassede faktisk min arbejdsplan, så jeg i begyndelsen kørte en fast rute, fordi jeg på det tidspunkt ikke kunne overskue det uforudsigelige.
Nu er jeg tilbage på skolebænken og i gang med at videreuddanne mig til social- og sundhedsassistent. Jeg har faktisk lige været til samtale med min uddannelseskoordinator, som kommenterede på, at det var imponerende, at jeg ikke havde særlig meget fravær på trods af min diagnose. Det er desværre en af fordommene om ADHD, som stadig eksisterer.
Jeg synes, det er synd, hvis nogen bliver valgt fra på grund af deres diagnose. En arbejdsplads burde kunne rumme alle slags mennesker.
Hvis jeg bare havde det en lille smule dårligt om morgenen, kunne jeg finde på at ringe og melde mig syg – bare for at slippe for det psykiske pres.
Julie, social- og sundhedsassistent
Julie, 20 år. Uddannet social- og sundhedsassistent
Da jeg begyndte i min første praktik, var lederen forstående og tog hensyn til mine diagnoser. Hvis jeg for eksempel havde rigtig meget angst, kunne jeg blive frataget de meget tunge borgere.
Men der gik ikke særlig lang tid, før det ændrede sig. Jeg fik kommentarer som: ”Du kan ikke få de nemme borgere hele tiden.” eller ”Du holder for mange pauser.”
Jeg begyndte at tage hjem fra arbejde med ondt i maven. Hvis jeg bare havde det en lille smule dårligt om morgenen, kunne jeg finde på at ringe og melde mig syg – bare for at slippe for det psykiske pres.
Det endte med, at jeg blev indkaldt til en fraværssamtale, hvor jeg havde virkelig svært ved at styre min vrede. Jeg var så fyldt op, fordi jeg følte, at hele forløbet havde været unfair. Jeg havde været ærlig fra begyndelsen, og de havde lovet at tage hensyn, men de gjorde det stik modsatte.
I halvandet år var jeg i praktik der, og når jeg kigger tilbage på det, så tror jeg ikke, de vidste, hvordan de skulle håndtere mine udfordringer.
I dag er jeg et sted, hvor jeg trives.
Viljen er der, ressourcerne mangler
Ifølge de tre medlemsberetninger mangler deres arbejdspladser ressourcer, viden og redskaber til at støtte medarbejdere med psykiatriske diagnoser.
Det kan Helle Andreasen nikke genkendende til. Hun er faglig sekretær i FOA Køge og arbejdede i ti år i hjemmeplejen, før hun blev politisk valgt. Her mødte hun også kolleger med diagnoser.
”Mit indtryk er, at mange, som har det svært på grund af en eller flere diagnoser, får meget energi af at være noget for andre. Så selvfølgelig skal der være plads til dem på arbejdspladserne.” slår hun fast.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Hun kan godt genkende billedet af, at arbejdspladserne ikke er rummelige nok. Men hun ser det ikke som et tegn på, at medarbejdere med diagnoser er uønskede. Snarere mangler arbejdspladserne ressourcer.
”Hvis en kollega har brug for at trække sig et kvarter to gange om dagen, og der i forvejen er underbemanding, så står lederen også i en rigtig presset situation.”
"Vi skal gøre det bedre"
At de lokale fagforeninger ser en stigning i henvendelser fra medlemmer, som har psykiatriske diagnoser, overrasker ikke fagpolitisk ordfører i FOA, Maria Klingsholm.
”Det er på ingen måde et problem, at vi ser flere med diagnoser, da de er mindst lige så gode medarbejdere som alle andre. Problemet er, at vi ser arbejdspladser, der ikke kan rumme dem, og det skal vi gøre noget ved,” siger hun.
DET VISTE UNDERSØGELSEN OGSÅ
En tredjedel af medlemmerne, der har en psykisk lidelse, diagnose eller udviklingsforstyrrelse, oplever i meget høj grad eller i høj grad, at diagnosen påvirker deres arbejdsliv.
Kun omkring halvdelen (48 %) oplever kun i mindre grad eller slet ikke, at arbejdet bliver tilpasset deres situation. Blandt dem der oplever, at arbejdet er blevet tilpasset, er fleksible arbejdstider, muligheder for at få fri til læge, og ændringer af arbejdsopgaver blandt de mest normale tilpasninger.
Kilde: Medlemsundersøgelse ved navn: ”Mistrivsel og psykiske lidelser, diagnoser og udviklingsforstyrrelser blandt FOAs medlemmer”. (2025)
Ifølge Maria Klingsholm er der en naturlig forklaring på, hvorfor nogle arbejdspladser halter bagud med inklusion. Det skyldes en blanding af borgere, som er blevet dårligere, kollegaerne er blevet færre, og generelt er arbejdspresset vokset. Men konsekvenserne ved den manglende inklusion af medarbejdere med psykiatriske diagnoser er dog alt for store.
”Det er ærgerligt, at vi står i en tid, hvor vi mangler kollegaer, også er der mennesker, der gerne vil vores fag, men som ikke bliver rummet på arbejdspladsen. Det kan vi ikke være bekendt.”
FOA arbejder derfor på tiltag, som skal klæde tillidsvalgte og lokale fagforeninger bedre på til opgaven.
”Det er et wake-up call, at så mange af vores medlemmer med diagnoser mistrives ude på arbejdspladserne. Det ville være tosset, hvis vi som faglig organisation ikke brugte den her nye viden om et udtryk for, at vi skal gøre noget anderledes,” afslutter hun.
