Seks måneder efter at Hemin Dilshad Saleh blev hjulpet til at flygte fra den retspsykiatriske afdeling i Slagelse, gør retten nu klar til at indlede sagen mod den 24-årige bandeleder og de i alt seks mænd, der ifølge anklageskriftet deltog i den planlagte og meget voldsomme aktion 19. november sidste år.
Retssagen indledes torsdag 7. maj ved retten i Næstved og løber over i alt seks retsdage. Undervejs skal fire social- og sundhedsassistenter, der var på arbejde den pågældende eftermiddag, optræde som vidner og fortælle om de dramatiske minutter.
Våben gemt i kage
Saleh var indlagt på den retspsykiatriske afdeling SL10 som surrogatfange, da en dengang 17-årig ung mand kom på aftalt besøg og smuglede en gasrevolver og en gaspistol - begge gemt i en kageæske - gennem sikkerhedsslusen og ind i besøgsrummet.
Her var to social- og sundhedsassistenter ved at dække kaffebordet til Saleh og hans gæst, da de to mænd pludselig pegede på de to medarbejdere med deres våben og greb fat i dem - og Saleh affyrede et enkelt skud.
Samtidig dukkede to andre medarbejdere op.
"Kom ikke nærmere, ellers skyder jeg. Hvis I rører på jer, skyder jeg," truede Saleh de to social- og sundhedsassistenter og vendte pistolen i retning af den ene medarbejders hoved og sagde noget, der lød nogenlunde således i følge anklageskriftet, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i:
"Hvis du trykker på alarmen, skyder jeg dig."
Derefter trykkede han pistolen helt op mod medarbejderens hoved og fortsatte:
"Jeg skyder dig."
Det varede kun få dage, før et par af de formodede medgerningsmænd blev anholdt. Det skete i Tyskland. Og i januar i år blev Saleh og en af de andre tiltalte anholdt i Spanien og udleveret til Danmark.
Indlagt uden politibevogtning
Mens bandelederen nu er tiltalt for at at flygte fra den retspsykiatriske afdeling, er den 17-årige og fem andre tiltalt for at have været med til at planlægge aktionen.
Derudover er alle syv tiltalt for blandt andet vold og trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste samt for ulovlig våbenbesiddelse.
Hemin Delshid Saleh var allerede på flugt, da han i oktober sidste år blev anholdt i Lyngby og varetægtsfængslet. Kort efter blev han indlagt på Bispebjerg Hospital under politibevogtning, og 24. oktober afgjorde en dommer ved Københavns Byret, at bandelederen skulle bringes i varetægtssurrogat på en psykiatrisk afdeling, når der blev en ledig plads. Kort efter blev han overført til afdeling SL10 i Slagelse - uden politiets bevogtning.
FOA: Handler om sikkerhed
FOA har fulgt sagen tæt, og forbundssekretær Maria Melchiorsen er tilfreds med, at den kommer for retten nu - og så kort tid efter, at domstolene har taget fat på arbejdet, efter at stort set set alle opgaver var sat i bero på grund af coronakrisen.
"Det er godt, der bliver taget hul på denne sag nu," siger Maria Melchiorsen.
Siden den dramatiske fangeflugt er der taget skridt til, at noget lignende ikke kan ske igen. En redegørelse fra Rigspolitiet har medført nye retningslinjer for indlæggelse, modtagelse og besøg, når det handler om patienter med banderelationer.
Blandt andet skal der tilkaldes en medarbejder fra et eksternt sikkerhedsfirma, når patienter med banderelationer modtages. Og besøgstilladelser skal anmodes senest tre uger før besøget, og afdelingen kan til enhver tid aflyse det uden begrundelse.
"Det skal være trygt og sikkert for dem at gå på arbejde. Derfor skal de her foranstaltninger bare være på plads."