Et mere lykkeligt arbejdsliv? Fire generationer giver svaret

Hvad skaber lykke på arbejdet? Og er der forskel og fællesnævnere på tværs af generationer? Fagbladet FOA har i anledning af FN's Internationale Lykkedag spurgt medlemmer i forskellige ender af arbejdslivet.
20. marts
På tærsklen til et langt arbejdsliv står Oliver Rønde Madsen på 21 år. Han er netop blevet færdigudlært ejendomstekniker på Lysningen – en kulturinstitution i Viborg.
Det er særligt det at kunne gøre en forskel og blive anerkendt for det, der gør ham lykkelig.
"Jeg synes, jeg gør en forskel, og jeg føler, at den forskel gør, at man er lykkelig," siger han.
LÆS OGSÅ Kan man være lykkelig på arbejdet? Forsker peger på fire vigtige ting
"Jeg kan jo mærke, at det gør én glad at tage på arbejde, når man ved, at man dagen før har fået et kram, et knus eller en anden form for taknemmelighed fra nogen, der er glad for det, man har lavet."
Men for Oliver handler det også om at værne om kroppen, så den kan holde til de mange kommende år:
”For at have et godt arbejdsliv, skal man passe på sig selv og passe på sine kollegaer, indtil man skal på pension en dag. Så når man er færdig, ikke er helt færdig.”
Fornyelse gør, at man ikke går død
Lasse Bøjgaard Sand er 25 år og arbejder som husassistent på Forsorgshjemmet Østervang for udsatte borgere i Aarhus.
”Kontakten med dem, man hjælper. Det er lykken for mig,” siger han.

Og så handler det også for Lasse om ikke at gro fast.
”Jeg tror, det er vigtigt, at man fornyer sig hele tiden, for borgerne bliver også anderledes. De bliver mere og mere udsat. Så at man hele tiden laver om i de systemer, man har, og prøver at forny sig gør, at man ikke går død i det gamle,” siger Lasse.
Tillid, frihed – og godt selskab
Janne Eriksen på 57 år er pædagogisk tovholder i Forfatterhuset på Nørrebro i København.
”Der, hvor jeg er allermest lykkelig, er, når jeg samler mine børn. Det er bare det, jeg brænder allermest for. Det er et godt selskab, ” fortæller hun.

For Janne er friheden til at have indflydelse på sit arbejde også vigtig.
”En stor grad af frihed er jo også tillid til, at det kan jeg godt klare. Og det samme har jeg jo i forhold til mine kollegaer. Jeg har jo også tillid til, at de er kompetente og ved, hvad børnene har brug for”, siger Janne.
Gode kolleger er lykken
Nina Olskær på 64 år har netop sagt farvel til arbejdsmarkedet og er gået på efterløn. I alt har hun arbejdet 40 år i Københavns Kommune – i 30 af dem var hun rengøringsassistent i vuggestuen Duetten. Sidste år modtog hun Kongens Fortjenstmedalje for sin indsats.

Fortjenstmedaljen var en stor ære for Nina, men lykken på jobbet er gjort af gode relationer, mener hun:
”Alle mine kollegaer har været virkelig glade for, at jeg har modtaget medaljen. Lykken har jo også noget at gøre med ens kolleger. Selvom der har været mange forskellige kolleger igennem årene, synes jeg, at jeg har haft et rigtig godt forhold til dem, jeg har arbejdet sammen med. Så der har man jo også en vigtig relation.”