Er du travl, eller er du omsorgstræt? Her er tre tegn at være opmærksom på
Kvalme, udmattelse, en pludselig ligegyldighed over for borgeren - eller en overinvolvering - kan alle være tegn på, at du bør stoppe op. For du kan være omsorgstræt. Bliv guidet til, hvornår du skal reagere, hvis arbejdet bliver for meget.
i dag kl. 13.44
Emilie har kvalme. Trykken for brystet. Hun føler konsekvent, at hun ikke gør det godt nok, og at hun kan gøre det bedre. Som om hun tager tingene lidt for meget på rutinen.
For det er jo mennesker, hun som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen har med at gøre, og som hun normalt elsker at arbejde med. Bare ikke på det seneste.
Sådan skriver Emilie til panelet i Dilemmaklubben om hendes ambivalente følelse af både at elske og hade sit arbejde. Det giver hende så dårlig samvittighed, at hun har endnu sværere ved at slippe arbejdet, når hun endelig har fri.
Der var nogle, der sagde om sig selv, at de pludselig blev ligeglade med krummer på bordet eller pletter på borgerens tøj.
Sara Lei Sparre, seniorforsker hos VIVE, Det Nationale Analyse- og Forskningscenter for Velfærd
”Det er så underligt for mig, for jeg holder virkelig meget af de borgere, jeg kommer hos, og er normalt rigtig glad for mit job.”
Blackout på motorvejen
Mange af de symptomer, Emilie døjer med kan være tegn på omsorgstæthed, mener et enstemmigt panel i podcasten, som alle understreger, at hun skal passe på sig selv og stoppe op.
Både Clara Foverskov, Carolyne Kaddu Rasmussen og Louise Brandstrup i panelet har nemlig selv erfaringer med stress. Og det kan gå helt galt.
”Jeg blackouttede på motorvejen,” siger Carolyne Kaddu Rasmussen.
Clara Foverskov nåede at fange det i opløbet, mens Louise Brandstrup fik det så dårligt, at hun stadig døjer med følgevirkninger.
Du kan høre deres samtale i podcasten her.
En altoverskyggende følelse
Symptomer på udbrændthed skal tages alvorligt, mener Sara Lei Sparre, der er seniorforsker i VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som sammen med tre kollegaer har undersøgt netop omsorgstræthed i ældreplejen baseret på blandt andet en større interviewundersøgelse.
Undersøgelsen involverede både social- og sundhedshjælpere og -assistenter, sygeplejersker og terapeuter.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
”Det er typisk en kombination af flere faktorer, der går igen. Men en altovervejende følelse, hos dem vi talte med, var en oplevelse af utilstrækkelighed,” siger Sara Lei Sparre.
Utilstrækkeligheden udsprang af en kombination af udfordringer og rammer på arbejdspladsen, såsom tidsknaphed, udfordrende rutiner, for få medarbejdere og svære relationer med borgere eller pårørende.
”Særligt modsatrettede krav i kombination med tidsknaphed og svære situationer med borgere kan risikere at føre til omsorgstræthed,” siger hun.
Ligesom Emilie, var medarbejderne, der blev interviewet i undersøgelsen, ikke trætte af at yde omsorg. Men de fortalte om en udmattelse og en splittelse mellem mange forskellige krav.
Men hvornår skal du som medarbejder stoppe op, trække vejret, tænke dig om og eventuelt gå til lægen?
Sara Lei Sparre giver et bud på, hvornår advarselslamperne bør blinke.
-
1
Intens træthed og kvalme
Mange af dem, Sara Lei Sparre og hendes medforfattere talte med, havde fysiske tegn på udbrændthed. Det kunne være intens træthed eller søvnproblemer.
”De fortalte enten om at være helt udmattede. De var så udmattede, at de ikke engang følte sig udhvilede efter at have sovet. Mange fortalte også om ikke at kunne sove, når de skulle sove, selv om de var trætte. I stedet lå de og vendte og drejede sig.”
Mange fortalte også om hjertebanken, åndedrætsbesvær og kvalme.
-
2
Humørændringer
En del fortalte også om humørændringer, som de ikke kunne kende fra sig selv. Ofte viste tegnene sig i deres privatliv først, senere bredte følelsen sig så til resten af deres liv.
”Det kunne være vrede eller irritation, frustration og mange gange også en tendens til at være mere grådlabil. De fortalte om, at de havde langt lettere ved at blive væltet, end de havde normalt,” siger Sara Lei Sparre og fortæller om nogle få, der endte med at få decideret psykiske lidelser som stress og depression.
-
3
Over- eller underinvolvering
En adfærdsændring, flere fortalte om var en overinvolvering. Altså at du lader sig sluge helt op af sit arbejde med borgerne.
Men mange talte modsat også om, at de blev handlingsorienterede frem for personcentrerede. At de altså fokuserede på at få løst opgaven inden for en tidsramme, frem for på den person der sad foran dem.
”Det er en form for distancering, som medarbejderen skaber for at kunne være i det. Altså at man overfokuserer på de rammer, der er sat for en i systemet.”
Distancen kan i sidste ende resultere i en forråelse, for eksempel ved at du undgår at reagere på tegn og behov hos borgeren, fordi du ikke magter det. Altså en form for ligegyldighed over for borgeren, der viser sig i en nedsat omhyggelighed og undgåelse af arbejdsopgaver.
”Der var nogle, der sagde om sig selv, at de pludselig blev ligeglade med krummer på bordet eller pletter på borgerens tøj. Eller de så det hos deres kolleger - at de ikke gjorde de samme ting, som de plejede,” siger Sara Lei Sparre.
Det sværeste for de medarbejdere, Sara Lei Sparre og hendes forskerkolleger har talt med, er, at de ved, hvad der fagligt og menneskeligt skal til. Lige som Emilie i Dilemmaklubben.
"Men de har simpelthen ikke rammerne til at gøre det."
Og det er det, der menes med begrebet moralsk stress.
At der er flere modsatrettede krav, du som medarbejder ikke kan honorere. Og hvis du hele tiden oplever ikke at kunne gøre det, du ved er rigtigt, risikerer du at ende med omsorgstræthed. Det kan for eksempel være overholdelse af tid samtidig med faglige krav og menneskelige hensyn.
”Medarbejderne kunne ikke imødekomme alle de krav, og så endte de med at gå på kompromis med faglige og menneskelige hensyn, hvilket udløste stress. Den kan så ende med at blive mere eller mindre kronisk,” lyder det fra forskeren.
Ikke et minut til at hjælpe
Sara Lei Sparre nævner en social- og sundhedshjælper, der beskriver en situation, hvor hun giver en borger medicin og kan se, at borgeren har tabt noget på gulvet. Borgeren kan ikke selv samle genstanden op, men social- og sundhedshjælperen har kun ét minut, så hun gør det ikke. I stedet siger hun, at han må vente på hendes kollega, for hun har 10 minutter.
”Det har hun det ekstremt dårligt med. Men hun bliver på en måde tvunget ud i det.”
Sådan var der flere, der beskrev episoder meget detaljeret, hvor de ikke rakte i situationen.
”De ved det godt. De føler sig ekstremt fastlåste og på mange måder giver de omsorg på trods. De skal prioritere, hvad der er vigtigst hele tiden i helt umulige situationer.”
