Emilia møder fordomme, fordi hun er ung: ”Du kan da ikke håndtere et dødsfald”

Panelet i Dilemmaklubben er denne gang Klaus Søndergaard Hansen, Sarah Nicolajsen og Louise Brandstrup. Rikke Villum Jensen

Handler det om alder og erfaring? Eller er det personlige, menneskelige egenskaber, der gør os gode eller dårlige til at stå i følelsesmæssigt svære situationer? Det diskuterer Dilemmaklubben i denne udgave.

i dag kl. 10.00

Det gav et sug i maven på Emilia, da hun hørte sin kollegas bramfrie udsagn. At hun, fordi hun er ung, ville have svært ved at komme ud til et dødsfald – og agere hensigtsmæssigt i situationen.

”Det ramte mig virkelig, for det er ikke første gang, jeg har mødt holdningen – men jeg havde ikke regnet med det fra hende,” skriver hun til panelet i podcasten Dilemmaklubben med Malin om, hvordan det er at være ung og arbejde med mennesker.

”Også selv om det eneste, hun byggede det på, var min alder og min erfaring – ikke hvad jeg kommer med som menneske eller min modenhed. Det fik mig faktisk til at overveje at stoppe.”

Empati har ingen alder

Men er det alder og erfaring, der gør, at vi kan agere i svære følelsesmæssige situationer? Eller handler det meget mere om de egenskaber, vi bringer til bordet som mennesker, når vi skal håndtere det, der kan være svært at stå med? Hvad enten det er i plejen, i dagtilbuddet, på bostedet eller i ambulancen.

Som en del af panelet er social- og sundhedsassistent og fællestillidsrepræsentant Sarah Nicolajsen ikke i tvivl.

”For et par år siden havde vi en ufaglært hjælper, der var omkring 19-20 år. Hun var kommet ud til en hustru, der var afgået ved døden. Og jeg får at vide af lægevagten, da jeg kommer derud, at hun har været så fantastisk,” siger hun om sin ufaglærte, unge kollega, der simpelthen fik så meget ros.

”Han sagde, at der var en meget, meget sød ung pige derinde, der havde håndteret det så fantastisk. Det har ikke noget med alder at gøre, om man kan stå i det. Det handler om oplæring og om empati. Og jeg tror, at mange, der vælger det her fag, har det i sig.”

Lærer hver dag

Klaus Søndergaard Hansen, der er brandmand, men har kørt ambulance igennem mange år, tænker tilbage til, da han som ganske ung elev på 18 år, for første gang så et menneske, der var afgået ved døden.

”Jeg havde været ude hos hende med ilt dagen før, det gjorde man i ambulancetjenesten dengang, og dagen efter fik hun hjertestop. Jeg anede ikke noget, vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men alligevel mener jeg, at det handler om det, man kommer med.”

Man behøver altså ikke at have været i det i 25 år. På den anden side, lærer man noget hver eneste dag, understreger han.

”Min mor var sygehjælper, min far kørte ambulance, så det lå i familien. Samtidig synes jeg også, jeg er blevet bedre med årene.”

Det springende punkt

Paneldeltager Louise Brandstrup har også arbejdet med mennesker i hele sit arbejdsliv. Som ganske ung 20-årig som ufaglært i hjemmeplejen, i dag som pædagogmedhjælper i et børnehus.

”Når jeg i dag tænker tilbage på mig for 30 år siden, så syntes jeg, jeg kunne det hele. Men der er stadig ting i dag, hvor jeg tænker, der lærte jeg det. Man lærer hele livet. Som 20-årig ved man ikke alt. Og jeg ved ikke alt nu.”

Og negative kommentarer risikerer man også at få hele livet, mener Sarah Nicolajsen. Hvis ikke fra kollegerne, så fra de pårørende eller fra borgerne. Og måske er det netop det, man bliver bedre til med alderen, mener hun. At pytknappen simpelthen vokser med erfaringen.

”Man er nødt til at være lidt hårdhudet i vores fag, ellers kan man gå grædende hjem hver dag.”

Læs mere om uddannelse på foa.dk

Og her er pointen netop: Emilie er ikke stoppet efter den negative kommentar fra kollegaen, mener Sarah.

”Hvis man ikke kan klare mosten, så stopper man. Uanset om det handler om at håndtere et dødsfald, eller at få en negativ kommentar fra sin kollega,” siger Sarah Nicolajsen.

Det gør netop hele forskellen.

”Hun vil det, hun brænder for det. Ellers var hun stoppet.”

Skriv til os

Du kan høre hele podcastepisoden ved at trykke på linket her, abonnere på os der, hvor du plejer at høre podcast som Spotify eller Apple Podcast

Og husk, vi tager gerne dit dilemma op i podcasten næste gang. Du skal bare skrive til dilemma@foa.dk

Vi hjælper dig med formulere det og du kan være helt anonym. 

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler