Efter drab: Her vil Region H Psykiatri skærpe sikkerheden

Region H Psykiatri vil nu gennemgå alle de 35 ambulatorier for, hvad der vil kunne øge sikkerheden. Det sker efter det tragiske drab på en 66-årig ansat på et psykiatrisk ambulatorium i Brøndby. Ritzau Scanpix/arkiv

Region H Psykiatri skærper nu sine procedurer for at forbedre sikkerheden ovenpå det overfald, der 21. juli dræbte en og sårede to andre medarbejdere. Men det er kun første skridt i en langt mere omfattende proces, der gælder hele Region H Psykiatri, fortæller vicedirektør.

14. august 2023

Medarbejderne skal gå sammen to og to også udenfor ambulatorierne – på ude- og fællesarealer – når der er højrisikopatienter.

Der skal være et forbedret samarbejde med politiet, når der er højrisikopatienter, der er efterlyst af politiet. Der skal være et større fokus på vedligeholdstræning, hvor medarbejdere træner konfliktnedtrappende dialog og metoder til at sænke konfliktniveau, samt afværgegreb, hvis der skulle ske det ulykkelige, at man bliver angrebet af en patient.

Og medarbejderne skal hver morgen gennemgå, om der kommer højrisikopatienter i løbet af dagen, og hvilken adgang de skal have til ambulatorierne.

Sådan lyder nogle af de sikkerhedsprocedurer, Region Hovedstadens Psykiatri har lavet ovenpå det overfald i Psykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej i Glostrup, der 21. juli 2023 dræbte en psykiater og sårede to medarbejdere, den ene særdeles alvorligt. En handlingsplan, Region H Psykiatri nu har sendt til Arbejdstilsynet ovenpå det strakspåbud, man her modtog 3. august, fortæller vicedirektør i Region H Psykiatri, Lone Bjørklund.

”Vi har fået påbuddet og gennemgået vores retningslinjer og vejledninger i forhold til om der er ting, vi kan gøre, så vi fremadrettet kan undgå at stå i så forfærdelig en situation,” siger Lone Bjørklund.

Gennemgår hele Region H Psykiatri

Og gennemgangen af vejledninger og retningslinjer på Brøndbyøstervej er kun første skridt, understreger hun. For der er nu igangsat et arbejde, hvor alle medarbejdere og ledere i Region H Psykiatri er involveret og kommer med deres input til, hvordan sikkerheden kan øges på lige præcis deres matrikel.

”Psykiatrien er spredt ud over lokationer, hvor vi modtager meget forskellige patienter. Vores bygninger er også meget forskellige. Nogle steder skal der måske kun låses en dør, andre steder bør indgangspartiet bygges om, eller det kan være, at der skal laves større tiltag, som kræver noget mere økonomi. Det er den dialog, vi er gået i gang med, og den tager vi meget seriøst og gennemlæser alle de forslag, der kommer ind. For det er supervigtigt, at vores personale har en oplevelse af, at de kan være trygge og sikre, og at man går på arbejde og kommer hjem igen. Man skal ikke gå på arbejde med livet som indsats.”

Det, der fungerer i Psykiatrisk Ambulatorium i Brøndby, er ikke det samme, der fungerer i et ambulatorium, hvor der eksempelvis kommer børn og unge, der har spiseforstyrrelser, understreger hun.

”Hvad det er for nogle tiltag, der skal til, er afhængig af, hvad det er for nogle patienter, der kommer. Det er slet ikke gjort med det her. Vi bliver nødt til også at se på, hvordan det ser ud på alle vores andre ambulatorier.”

Sikkerhed og åbenhed

Men, understreger Lone Bjørklund, der skal findes en balance, så man både er åben over for patienterne, og at det er sikkert for medarbejderne.

”Vi skal have en psykiatri, der er sikker for vores medarbejdere, og en psykiatri, der er åben og tilgængelig, så de patienter, der har brug for vores hjælp, også får det. Og det er hele det arbejde vi er gået i gang med, hvor vi involverer alle vores medarbejdere og alle vores ledere. Jeg kan godt forstå, at nogle af vores medarbejdere eller pårørende til medarbejdere, der er bekymrede om de nu kan være sikre. Og derfor er det så vigtigt, at vi har den dialog.”

Den vagt, der døgnet rundt har siddet i foyeren på Psykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej siden drabet, bliver siddende ind til videre. Lige som man lige nu ikke modtager højrisikopatienter, der er efterlyste af politiet på matriklen.

Afventer tilsynets tilbagemelding

”Nu venter jeg på, at Arbejdstilsynet kommer med deres tilbagemelding, og så må vi tage til efterretning, når vi har fået den,” siger Lone Bjørklund og understreger, at der i hele debatten om sikkerhed også er et andet afgørende hensyn.

”I hele debatten om sikkerhed og højrisikopatienter, er det virkelig vigtigt, at vi også husker på, at langt den største del af vores patienter ikke er farlige. Det er så vigtigt, at vi ikke kommer til at stigmatisere de mennesker, som bøvler med at have en psykiatrisk lidelse og som i forvejen har det svært med det. At vi ikke kommer til at tro, at alle mennesker, der har en psykisk sygdom, er farlige.”