Efter Bios-skandale: Region undgår alligevel udbud

Det skabte vrede, da Region Syd i efteråret sidste år luftede muligheden for at sende ambulancedriften i udbud igen. Det har regionen nu droppet at gøre, og det er en glædelig nyhed, mener paramediciner Peter Brøndum. Det giver plads til at arbejde med arbejdsmiljøet.
23. januar 2023
Ambulanceredderne i Ambulance Syd i Region Syddanmark kan ånde lettet op. De undgår nemlig at skulle gennem den udbudsrunde, som regionen ellers luftede som en mulighed tilbage i efteråret sidste år. I stedet fortsætter hjemtagelsen med Ambulance Syd bag rattet i 10 år fremad.
Kun Trekantområdet, som lige nu driftes af det Falck-ejede Responce, sendes i udbud. Det besluttede regionsrådet endeligt i dag den 23. januar efter indstilling fra regionens præhospitale udvalg.
”Det er dejligt, at vi slipper for det. Nu har vi sikkerhed for de næste 10 år. Nu er det ’bare’ alt det andet, der skal fikses. Lønnen og arbejdsmiljøet,” lyder det fra paramediciner, Peter Brøndum.
Bliver i faget. For nu
Tidligere har Fagbladet FOA beskrevet, hvordan redderne i Ambulance Syd var rasende over udsigten til muligvis at skulle i udbud igen, da regionen meldte ud, at den overvejede det.
Med kaosset fra Bios-skandalen i baghovedet var meldingen om en mulig ny udbudsrunde så rystende for Peter Brøndum, at han dengang sagde, at han overvejede at forlade faget.
”Men som det er lige nu, bliver jeg, hvor jeg er. Det er jo det her, jeg kan – som jeg er god til og glad for,” siger han i dag.
”Men hvis arbejdsmiljøet fortsætter med at være meget belastet, og jeg ikke føler, at nogen gør noget for at passe på os, så må vi se.”
På vej i rigtig retning
For selvom han og kollegerne undgår udbuddet, er der flere problemer, der skal løses. For eksempel belastningen på døgnvagterne, som regionen ifølge sin strategi for ambulancetjenesten også vil se på.
”Det lyder jo helt åndssvagt at sige, at vi bliver slidt op af at køre effektivt 12 timer på 24 timer hvert fjerde døgn, men sådan er det,” siger Peter Brøndum, som dog ikke har den store tiltro til, at problemet løses med et snuptag:
”Det er jo en sisyfosopgave, for lige meget hvordan vi vender og drejer det, er vi for få ansatte.”
Han glæder sig dog over, at der den seneste tid er kommet mere fokus på ambulancepersonalets arbejdsmiljø. Førhen har regionen kun kigget på responstider i Excel-arket på regionskontorerne, mener Peter Brøndum, men ændringerne er på vej.
Debriefing er for nyligt blevet systematiseret, blandt andet med DUSA-spørgeskemaer. DUSA står for ’Du Står ikke Alene’ og skal forebygge traumereaktioner.
”Jeg har altid sagt, at nogen skal passe på os, som passer på alle andre. Og spørgeskemaerne er rigtig gode, fordi nogle bliver fanget i dem. Især dem, som tror, de kan klare alting selv. Og det er jo vildt positivt, at det går den vej,” siger Peter Brøndum.
Region: Vi vil ikke eksperimentere
Bente Gertz (S), som er formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, sagde på regionsrådsmødet mandag eftermiddag, at hun og resten af udvalget ikke ønsker at eksperimentere med det beredskab, som er kommet op at stå i Ambulance Syd ved at sende driften i udbud.
En udbudsrunde kan potentielt have ødelæggende konsekvenser for reddernes arbejdsmiljø, mener hun, og derfor opfordrede hun regionsrådspolitikerne til at stemme for en fortsat hjemtagelse af ambulancedriften for at skabe 'ro og stabilitet'.
”Det har været så vigtigt at sende det budskab til Ambulance Syd, at vi forsætter ti år ud i fremtiden, fordi de har skabt et godt arbejdsmiljø,” sagde Bente Gertz.
Bios-skandalen kort fortalt
I 2015 overtog Bios ambulancedriften i Syd- og Sønderjylland. Men hurtigt gik det galt. Vagtplanerne hang ikke sammen, og responstiden blev for høj. Derfor blev Bios pålagt en bod, som selskabet ikke ville betale, fordi man mente, at Falck ”hamstrede” reddere.
I juli 2016 blev Bios begæret konkurs, og regionen overtog driften. Frem til 2019 blev sager om manglende løn til reddere behandlet. I alt blev der godkendt bagudrettede krav for godt 47 millioner kroner.
Samtidig blev det afsløret, at Falck havde kørt en kampagne mod Bios ved ”at formidle negative historier om Bios til presse og medarbejdere,” som Konkurrencerådet skrev, da det fældede dom. I alt har Falck betalt 152,5 millioner kroner i et forlig indgået af Region Syddanmark, Bios’ hollandske ejer og konkursboet efter Bios i Danmark.