"Det er ikke min sorg": Hvad gør du, når døden kommer helt tæt på

Bliver døden nogensinde hverdag? Mød fire stærke stemmer, der fortæller, hvordan de arbejder med døden tæt på. 

"Hvis du øver dig i at tænke, at det ikke er din sorg, så bliver det nemmere"

"Første gang et barn, jeg passede, døde, lagde jeg mærke til, hvor hurtigt dødsstiv­heden indtrådte. Det var vildt – jeg syntes faktisk, det var fysisk ubehageligt at røre ved så stift et barn dengang. Man kunne godt tro, at det ofte sker, at børn dør på vores ­afdeling, men i løbet af mine 27 år her, er det færre end 10 af dem, jeg har passet, som er døde.

’Godt, det ikke er mig’. Det hviskede en hospitalspræst, vi havde, altid til sig selv, inden han gik ind på en stue for at tale med forældrene til et dødeligt sygt barn. Det lyder ikke ret sympatisk, men hvis man øver sig i at tænke den tanke, at det ikke er min sorg, så bliver det nemmere at være i rummet med de her dybt ulykkelige mennesker, som er ved at miste det dyrebareste, de har.

Hvis det er et barn med en medfødt hjertefejl, hvor lægerne har prøvet alt muligt, og man kan se, barnet har det skidt, så kan det faktisk være en god ting, at barnet dør. Forældrene har været der på første, anden, tredje, fjerde måned og er ved at blive slidt i stykker. Det er en meget kort historie, forældrene får om deres barn, og selv om det er utrolig trist for dem, så er døden ­måske ikke så skidt endda.

Det kan være svært at arbejde i et rum, hvor man kan mærke så meget uro og ængstelighed. På den ene side er der nogle fortvivlede forældre, som har en masse spørgsmål, og på den anden side er der en masse praktiske opgaver, som skal løses. Hvis man bare kunne dele sig i to, ville det være meget nemmere."

Henriette Ghimire, sygehjælper på Børnehjerteintensiv Afdeling på Rigshospitalet, 54 år

”Det må ikke føles som en fabrik”

"Det mest udfordrende ved det her job, er de små kister. Jeg kan huske, vi kremerede et barn, som var på min egen datters alder. I sådan en situation kan man godt mærke, at man ikke er helt død indeni. Jeg forestiller mig altid, at dem, vi kremerer, ligger fredfyldt i kisten med armene over kors. Det er ikke sikkert, det er rigtigt, men det er sådan, jeg tænker det.

Vi sørger for at gøre tingene med respekt og med fingerspitzgefühl. Det må ikke føles, som om vi arbejder på en
fabrik. Jeg tror noget af det, der hjælper os til, at det ikke føles som en fabrik, er, at vi en gang imellem har det, vi kalder overværelser, hvor pårørende kommer og ser kisten køre ind i ovnen. Det husker os på, hvad det egentlig er, vi arbejder med.

Hvis der er en med en fødselsdato, som er tæt på min, bliver man mindet om sin egen dødelighed. Jeg ved også, at jeg vil kremeres, når jeg dør. Sådan tror jeg, de fleste krematører har det. Alternativet er at blive jordbegravet, og den proces der sker, når man er lagt i jorden, synes jeg ikke lyder særlig tiltalende. Jeg ved jo godt, jeg er død og kan være ligeglad, men alligevel."

Claus Holbøl Jørgensen, krematoriebetjent på Bispebjerg Krematorium, 51 år

"Det er ikke fordi, man ikke må blive ked af det i det her job"

"Det er alt det, der opstår omkring et dødsfald, som gør mig våd i øjenkrogen. En børnefamilie, hvor en mor, en far eller et barn er død. Det er levende mennesker, der reagerer, og jeg tænker, det lige så godt kunne have været en af mine nære.

Jeg så en død mand første gang, da jeg havde været ansat under en uge. Det var en afdød, der skulle flyttes over i kisten – dengang havde Falck en aftale om at hjælpe bedemanden i private hjem. Han havde nok ligget et stykke tid, for da vi begyndte at flytte rundt på ham, kom en grim lugt ud af hans mund. Det er det, jeg bedst husker fra den dag. Den lugt slog mig helt ud.

Jeg synes nærmest, det er ligskænding at skulle genoplive en 93-årig. Døden indtræffer naturligt på et eller andet tidspunkt, når man er over 90. Der er bare nogle regler, vi skal følge som ambulancebehandlere. Heldigvis har de nogle steder regler for, at beboerne ikke nødvendigvis skal genoplives, når de dør.

Det er ikke fordi, man ikke må blive ked af det i det her job. Man må gerne vise, at man bliver berørt af oplevelserne. Og hvis vi har været udsat for noget særligt alvorligt, får vi også tilbudt psykologhjælp. Sådan har det ikke altid været. Engang var der en tendens til, at man slet ikke måtte vise, at man blev berørt. Sådan er det heldigvis ikke længere."

Iver Sørensen, ambulancebehandler ved Præhospitalet Base Randers Nord, 67 år

"Først gang bankede hjertet og tankerne hamrede afsted"

"Første gang jeg som portør skulle køre en seng med en afdød over i sygehuskapellet, tænkte jeg ’Hvad nu, hvis vedkommende rejser sig op?’ Jeg kunne mærke varmen, der steg op ad halsen og helt op over ørerne. Hjertet og tankerne hamrede afsted. Og så lige pludselig en dag har du vænnet dig til det.

Folk reagerer forskelligt, når de mister. Nogle er vrede og skælder ud på den døde. Jeg har endda engang oplevet en pårørende slå på den døde i frustration. Nogle kaster sig ned på jorden og græder højlydt, når de ser deres afdøde familiemedlem. Jeg kan da godt mærke, at der sker noget med mig, når jeg har med berørte pårørende at gøre, men jeg har aldrig grædt med dem.

Da jeg selv fik børn, kunne jeg også mærke, at jeg tænkte lidt ekstra over nogle ting. Selen i barnevognen skulle ikke være for løs, og vindueskarmen var fastspændt sikkert. Og selvfølgelig skal de have lov til at klatre i træer, de skal bare ikke gøre det i en ­hættetrøje. Nogen vil nok synes, jeg er paranoid. Jeg mener bare, jeg passer lidt på, fordi jeg har set det ske. Børn er døde på den måde.

Jeg har da også gjort mig store tanker om, hvad der skal ske med mig. Der er et papir med min underskrift, hvor der står, jeg skal strøs ud over åbent hav. Jeg kan godt lide havet og åen, men nu må man jo ikke sprede aske i vandløb. Det kunne jeg jo godt tænke mig, at man måtte. Jeg elsker at gå langs åen, se og høre vandet."

Daniel Kunz, obduktionstekniker på Sygehus Lillebælt, 44 år