Cykler i frostgrader – men arbejdstøjet holder ikke Jill varm
Social- og sundhedshjælperen Jill Møller Andersen har arbejdet i hjemmeplejen i 14 år - og problemer med arbejdstøjet er ikke noget nyt, fortæller hun.
i dag kl. 13.45
Sne, slud, sol, regn og frost.
I al slags vejr springer social- og sundhedshjælperen Jill Møller Andersen op på cyklen for at køre ud til borgere i Odense, som har brug for hjemmehjælp.
Men det er ikke uden udfordringer.
Bukserne er papirtynde, og vi får hverken hue, handsker, eller overtræksbukser stillet til rådighed
Jill Møller Andersen, social- og sundhedshjælper
Særligt i vinterhalvåret oplever Jill, at hendes uniform ikke kan holde hende varm, mens hun er på arbejde.
“Det er så koldt. Vi cykler jo både i frostgrader og sne,” fortæller hun.
Må selv betale for ikke at fryse
Når kulden melder sig, har Jills udleverede arbejdstøj indtil nu bestået af et par polyester-bukser, en t-shirt, en vest og en cardigan. Derudover har hun en jakke, hvor der kan tilføjes ekstra foer i form af en fleecetrøje og et sæt regntøj.
Men det dækker ikke behovet, mener social- og sundhedshjælperen.
“Bukserne er papirtynde, og vi har indtil nu hverken fået hue, handsker, eller overtræksbukser stillet til rådighed,” siger hun og tilføjer:
“Selv med mine egne handsker på er mine hænder sommetider så kolde, at de gør ondt.”
Derfor har Jill set sig nødsaget til at købe ekstra tøj, så hun kan holde varmen på sine ture rundt til borgerne.
Skiundertøj, handsker, hue, overtræksbukser og vinterstøvler er blandt de ting, som hun selv har betalt for.
“Det bliver jeg desværre nødt til, ellers bliver jeg helt forfrossen,” siger hun.
“Men det bliver jo mange penge i det lange løb.”
Social- og sundhedsassistenten vurderer, at hun har brugt mellem 1500 og 2000 kroner på tøj og sko til arbejde om året.
Medlemmer har problemer med at tilpasse tøj
I en ny medlemsundersøgelse fra FOA svarer 65 procent af social- og sundhedsassistent og -hjælperne, at de ikke har mulighed for at tilpasse deres arbejdstøj til årstiderne.
Samtidig svarer 39 procent, at de har været nødsaget til at bruge deres private tøj, fordi deres arbejdstøj ikke kunne tilpasses.
Odense Kommune: “Vi er helt enige”
Hos Odense Kommune er man enig i, at “medarbejdere på cykelruter skal kunne passe deres arbejde uden at fryse.”
Det oplyser de i et skriftligt svar til Fagbladet FOA.
“Muligheden for at få vintersæt har sådan set hele tiden været der, men udgiften har ligget hos den enkelte arbejdsplads. Det, har vi konstateret, var en uhensigtsmæssig model, da ikke alle arbejdspladser gjorde brug af muligheden,” skriver chef for Udkørende grupper 1 i Odense Margrethe Olsen og tilføjer:
“Derfor har vi gjort det klart, at de cyklende medarbejdere er berettiget til et vintersæt og besluttet, at udgiften dækkes centralt."
Jeg har været i hjemmeplejen i 14 år, og vi har frosset i alle årene
Jill Møller Andersen, social- og sundhedshjælpere
Det har kommunen blandt andet oplyst til hjemmeplejens ledere i en mail, som blev sendt ud den 6. januar.
Et vintersæt består af et sæt skiundertøj, en hjelmhue og et sæt vandtætte handsker.
Det skal dog først bestilles og har en leveringstid på cirka fire hverdage, oplyser kommunen.
“Bedre sent end aldrig. Men…”
Jill glæder sig over udsigten til at få udleveret varmere arbejdstøj.
“Det er da en dejlig ting. Men hvis jeg skal kunne holde varmen, er der også et behov for nogle overtræksbukser, siger hun:
“I sidste uge cyklede jeg rundt i vores regnbukser, og jeg hundefrøs, selvom jeg havde mit eget skiundertøj inden under arbejdstøjet.”
Samtidig ærgrer social- og sundhedshjælperen sig over, at indsatsen kommer på bagkant af det vilde vintervejr, der har været i landet de seneste uger.
I det hele taget undrer Jill sig over, at det først er nu, der bliver taget fat i problemet fra kommunens side.
“Jeg har været i hjemmeplejen i 14 år, og vi har frosset i alle årene," siger hun og tilføjer:
“Bedre sent end aldrig. Men det er godt nok længe, man har været om det.”
Læs mere på foa.dk
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk