Charlotte fik brystkræft af natarbejde: “Jeg troede ikke, det ville ramme mig”

Efter 25 år som nattevagt fik social- og sundhedshjælper Charlotte Kirkeskov Jensen konstateret brystkræft – en sygdom, hun nu har fået anerkendt som arbejdsskade. Hendes historie sætter fokus på det helbredstjek, alt for få natarbejdere får tilbudt, selvom loven kræver det.
24. juli
Charlotte Kirkeskov Jensen fik bekræftet sine værste anelser, da hun i foråret 2023 kontaktede sin læge for at få undersøgt sit højre bryst.
Den nu 59-årige social- og sundhedshjælper fra Dronninglund i Vendsyssel havde kræft.
”Jeg var bange i de dage, jeg ventede på svar af biopsien. Det var præcis det resultat, jeg frygtede,” husker hun i dag, hvor hun efter et forløb med 12 kemo- og 15 strålebehandlinger er kræftfri.
Men hun er ikke vendt tilbage til sit job som nattevagt.
Det var nemlig mere end 25 år med natarbejde i Sæby og Frederikshavn, der gjorde hende syg.
Rammer kun naboen
Derfor var der en arbejdsmedicinsk læge, der på det kraftigste frarådede hende at genoptage sit hidtidige arbejde.
Og det var også derfor, at hun sidste år fik anerkendt sin brystkræft som en arbejdsskade. Eller som det blev formuleret i den sjældne afgørelse, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) traf på baggrund af en vurdering i Erhvervssygdomsudvalget.
”Din sygdom i form af højresidig brystkræft (er) i overvejende grad forårsaget af tilbagevendende natarbejde som social- og sundhedshjælper.”
Det er velkendt, at der kan være en sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft. Men Charlotte Kirkeskov Jensen har stadig svært ved at forstå, at det skulle gå så galt.
”Jeg har altid elsket at være nattevagt. Jeg vidste da godt, det kunne påvirke mit helbred. Men jeg er nok typen, der tænker, at den slags kun rammer naboen og ikke mig selv,” siger hun.
Derfor kan natarbejde give brystkræft
Flere studier har vist, at kvinder, der arbejder om natten, i højere grad rammes af brystkræft end andre. Især efter mange år med fast natarbejde. Resultaterne fortæller blandt andet, at
- natarbejde forstyrrer kroppens biologiske ur, hvilket kan påvirke hormoner og immunsystem negativt
- natarbejde hæmmer produktionen af melatonin, som er et hormon, der beskytter mod kræft
- natarbejde kan også betyde øget produktion af østrogen, som er forbundet med højere risiko for brystkræft
Kilder: WHO/IARC (International Agency for Research of Cancer) m.fl.
Meget få tilbydes lovpligtigt tjek
I lovgivningen er der taget højde for den risiko, der kan følge med fast natarbejde. Således er arbejdsgiverne forpligtede til at tilbyde helbredtjek til ansatte, når de starter i et job med mindst 300 timers natarbejde om året.
Men der kan være langt fra lovens indhold til virkeligheden på arbejdspladserne. Det illustreres blandt andet i en medlemsundersøgelse, FOA har foretaget.
Ny aftale om gravide og natarbejde
Den fortæller, at tæt på tre ud af fire medarbejdere med fast natarbejde – 71 procent – ikke blev tilbudt helbredstjek, inden de startede i jobbet.
Og flere end hver tredje – 38 procent – er heller aldrig blevet henvist til det regelmæssige helbredstjek, arbejdsgiverne ifølge loven skal tilbyde dem mindst hvert tredje år.
Skal være en fast rutine
Resultatet viser dog også, at en del med fast natarbejde – tæt på 30 procent af dem, der rent faktisk bliver tilbudt løbende helbredstjek – siger nej til at deltage. Og det er Maria Klingsholm, der er fagpolitisk ordfører i FOA, ikke glad for.
”Vi ser meget gerne helbredstjek af faste natarbejdere som mere end et tilbud. Som det er i dag, kan det jo være svært at tvinge medlemmer til at tage imod noget, de ikke har lyst til, så derfor bør arbejdsgiverne i langt højere grad indarbejde det som en rutine. Det skal være noget, man bare gør,” siger Maria Klingsholm og fortsætter:
”I dag er ingen af os i tvivl om, at asbest er farligt. Det er derfor, vi regulerer dét område med stram lovgivning. Men det her er også farligt, og det bør arbejdsmarkedets parter tage alvorligt,” siger hun.
Kun få tilfælde anerkendes som arbejdsskade
Brystkræft anerkendes sjældent som arbejdsskade, viser statistik fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Siden 2005 har man her afsluttet 942 sager, hvoraf 769 er blevet afvist, mens man i 173 tilfælde har anerkendt brystkræft som en arbejdsskade.
Tallene viser, at risikoen er størst for ansatte i ’sundhed & socialvæsen’, der udgør 63 procent af dem, der får brystkræft anerkendt som arbejdsskade. De øvrige fordeler sig på 12 andre faggrupper.
Tallene fra AES handler om brystkræft generelt og afslører altså ikke i hvilket omfang, sygdommen skyldes natarbejde. Fælles er, at alle har haft fast natarbejde mindst en gang om ugen i mere end 25 år.
Brystkræft som følge af natarbejde er ikke del af erhvervssygdomsfortegnelsen, derfor bliver anmeldelser behandlet individuelt i Erhvervssygdomsudvalget.
Kilde: AES
Lavede egen model i Sæby
I Vendsyssel oplevede Charlotte Kirkeskov Jensen ikke helbredstjek som ’en fast rutine’. Hun mindes, at hun i måske et enkelt tilfælde fik tilbuddet, og hvis hun selv nævnte det, fik hun at vide, at hun var velkommen til at gå til sin egen læge.
”Jeg var nattevagt i godt 25 år, og selvom jeg virkelig er B-menneske, lærte jeg hurtigt, at jeg ikke egnede mig til fem, seks eller syv nætter i træk. Sidst i sådan et forløb sov jeg dårligt og skulle bruge mange kræfter på at blive mig selv igen,” fortæller Charlotte Kirkeskov Jensen.
På plejehjemmet i Sæby var hun ikke den eneste i teamet, der havde det på den måde. Og omkring årtusindeskiftet fik de lov til at lave en vagtplan, hvor de højest arbejdede tre nætter i træk.
”Det fungerede faktisk fint,” siger Charlotte Kirkeskov Jensen.
Skal håndteres som asbest
Siden 2013 er har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) anbefalet netop den model. Og den anbefaling appellerer fagpolitisk ordfører i FOA Maria Klingsholm til, at alle benytter.
”Lokalt kan man aftale flere end tre nattevagter i træk, men når nu videnskaben har kortlagt, at der kan være en sammenhæng, er det dumt ikke at passe på både nuværende og kommende medarbejdere,” siger hun og vedgår, at mange natarbejdere – også blandt FOAs medlemmer – trives fint med et vagtskema med fem eller syv nattevagter i træk.
”Det er korrekt. Men når først sygdommen opstår er det jo svært at ændre noget med tilbagevirkende kraft. Og her er det en sygdom, der måske først rammer efter 10, 20 eller 30 år.”

Er færdig som sosu-hjælper
Godt to år efter at Charlotte Kirkeskov Jensen blev syg, har hun definitivt opgivet at vende tilbage til sit fag som social- og sundhedshjælper.
Behandlingen har nemlig givet hende en række senfølger – lige fra vedvarende føleforstyrrelser og smerter i fingre og fødder til næsten kronisk træthed og kognitive udfordringer – og med bistand fra FOA Frederikshavn og forbundets arbejdsskadeteam i København er hendes sag nu afsluttet med en godtgørelse på en kvart million kroner og en løbende, månedlig udbetaling frem til hendes pension om otte år.
”Jeg er ked af, at det landede på den måde. Jeg synes jo, at jeg har forsøgt at passe på mig selv. Derfor føles det også ekstra bittert, at det gik, som det gjorde,” siger hun og afbrydes af ægtefællen Henning.
Han er malermester og kan med sit lune humør sætte kemi og arbejdsmiljø i perspektiv.
”Vi er sgu et kønt par. Charlotte har kemohjerne, og jeg har malerhjerne. Det er faktisk en rigtig god pointe at se på, hvordan vi herhjemme har håndteret alle de der asbest-problemer.”
FOA-medlemmer og natarbejde
Seks procent af FOAs medlemmerne har fast natarbejde, mens yderligere seks procent har skiftende arbejdstider med natarbejde, viser en FOA-undersøgelse blandt 3.151 FOA medlemmer, heraf 256 med natarbejde.
55 procent haft mere end 300 timers natarbejde indenfor 12 måneder.
Undersøgelsen viser, at:
- 71 procent ikke fik tilbud om helbredsundersøgelse inden de startede med natarbejde. 38 procent har ikke fået tilbud om regelmæssige helbredsundersøgelser.
- Hvert andet medlem med natarbejde modtager tilbud om regelmæssige helbredsundersøgelser, af dem har 22 procent takket ja.
- 88 procent af dem, der har fået udført en helbredsundersøgelse, svarede nej til, at undersøgelsen blev fulgt op af deres leder.
Kilde: FOA