Carolyne fra 'Helt Sort': Her er de kulturchok, der mødte hende i den danske ældrepleje

”Når vi plejer vores ældre i Uganda, går vi all in. Vi har ingen plejehjem, så plejen foregår i hjemmet, og vi hjælper med alt. I det samfund er det en ære at blive gammel, fordi middellevealderen ikke er særlig høj. Så når du er gammel, skal du give slip på alt, og du forventer, at dine efterkommere og naboer gør alting for dig.

Når folk fra den kultur kommer til Danmark, vil de stadig tænke på den måde. De skænker kaffe op til borgerne, skærer deres mad ud og hjælper dem med alt og mere til. Men hvis de er nysgerrige på, hvordan tingene fungerer her i Danmark, opdager de, at det er en misforståelse af den danske tilgang til ældrepleje.

I Danmark handler det om at bevare borgernes færdigheder så længe som muligt, for hvis vi gør alt for dem, risikerer de at miste deres selvstændighed.

Intentionen for dem har aldrig nogensinde været, at patienten eller borgeren skal blive dårligere og miste deres færdigheder. Tværtimod kommer medarbejderen med anden etnisk baggrund bare med et kæmpe omsorgsgen.”

”I starten var det var en kæmpe udfordring for mig at komme til tiden. Jeg fungerer efter det, jeg kalder emotionel tid. Men her i Danmark kører vi på mekanisk tid. Det vil sige, at her er klokken 8, når klokken er 8 og ikke en halv time senere.

Det virker måske nemt for nogen, men at skulle tilpasse sig den ændring krævede en hel aflæring af noget, jeg har haft indbygget i mig siden min opvækst. Og jeg fik også mange pegefingre. Især når jeg hentede mine børn fra børnehaven lidt senere, end jeg skulle. Ups.”

”Ordet ’hyggeracisme’ er efterhånden blevet ret almindeligt. Jeg forstår ikke, hvordan man kan sætte ’hygge’ og ’racisme’ sammen. Det er jo to modsætninger?

Selv er jeg blevet bedre til at italesætte det, når nogen siger noget, som gør mig ondt: Når du kommer med denne her ’hyggeracistiske’ kommentar, som du måske ikke en gang tænker over kan såre, så sætter det en lavine af tanker i gang hos mig.

Det har taget mig rigtig, rigtig mange år at nå hertil, men det er meget befriende, at jeg kan sige det og stoppe det, mens det foregår. Når jeg siger fra over for racisme, oplever jeg, at folk tager det pænt og undskylder. Der er også nogle, der er ligeglade, og fred være med det. Men jeg bliver nødt til at starte et sted, hvor jeg siger: Tænk dig om, inden du får sagt et eller andet, der gør en anden person ondt.”

”Jeg var engang på en arbejdsplads, hvor alle var irriteret på en kollega, som brugte tid på at bede fem gange dagligt på grund af sin religion. Det viste sig så, at kollegaen faktisk havde forhandlet løn og aftalt, at der blev regnet en halv time fra, som kunne frigives til at bede. Men det var der ikke så mange, der vidste, så irritationen blev bare større og større.

Men vi er pressede i vores fag, så jeg var nødt til at italesætte den store elefant i rummet, som religionen er. Jeg gjorde det med åbenhed og nysgerrighed: ’Wow, jeg beundrer, at du står så meget fast i din tro.

Jeg er selv kristen, og jeg står fast i det. Der er bare den udfordring, at det tidspunkt, du skal bede på, nogle gange clasher med, at vi har travlt. Er der nogle måder, vi kan løse det på?’ Så sagde hun: ’Ja, det er der faktisk.’ Så nogle gange kan det godt betale sig, at vi tør italesætte problemerne på en ordentlig måde for at få et sundt arbejdsmiljø.”

”Under min første praktik som social- og sundhedshjælper oplevede jeg, at mange svarede tilbage på engelsk, når jeg talte dansk til dem.

Det var frustrerende. Især fordi jeg fik at vide, at det var vigtigt at lære sproget, når jeg kom til Danmark. Jeg gik på sprogskole og arbejdede frivilligt på et plejecenter for at blive god. Alligevel følte jeg, at jeg ikke blev taget alvorligt på grund af min accent.

Jeg er heldig, at jeg har sprogøre. Jeg taler seks sprog, og jeg er god til dansk. Men jeg havde engang en kollega, der måtte opgive sit job, fordi hun ikke kunne gøre sig forståelig nok. Øv, tænker jeg – det er trist, for vi mangler kolleger som hende.”

”Vi fortæller ikke til nogen, hvis det virke­lig var noget møg at komme ud ad døren om morgenen. Også selv om alt var kaos, og vores børn kastede med havregrøden og gemte sig, så snart vi skulle gå. Og selv om vi råbte af vores ægtefælle og truede hinanden med skilsmisse.

Hvis jeg skulle aflevere mine børn i børnehaven i Uganda, havde jeg åbent sagt til pædagogen, at vi havde haft en skidt morgen, og at møgungerne var billigt til salg. Men nej, det gør vi ikke i Danmark.

Det er lige før, der kunne komme en underretning, hvis pædagogen lige tænker: ’Hvordan er det, de snakker med hinanden? Det er nok også derfor, børnene er helt umulige!’ ”

”Jeg kan huske, at jeg studsede meget over måden, man hilser på i Danmark: ’Hvordan går det?’ ’Det går godt,’ svarer man. Og det er så det.

Når jeg møder nogen i Uganda, spørger jeg: Har du noget nyt? Og så forventer jeg faktisk, at du fortæller mig, hvad der sker i dit liv af både godt og ondt. Så da jeg rejste til Danmark, kom jeg med den tilgang.

Hvis folk spurgte mig, hvordan det gik, var jeg ærlig og snakkede løs om, hvor dårligt det gik. Men jeg kunne mærke på folk, at det kunne de ikke håndtere: ’Vi kender ikke hinanden, og nu kommer du med alle dine personlige udfordringer og problemer?’

I Danmark er der så mange lag. Du har bekendte, venner og tætte venner. Og det er måske kun de tætte venner, du snakker åbent med.

Jeg kommer fra en kultur, hvor vi løser hinandens problemer og opdrager børnene sammen. Der er det meget almindeligt, at mine naboer blander sig i, hvis mit barn gør noget uartigt. I Danmark derimod skal du virkelig have taleret, hvis du skal opdrage på andres børn.”