Brandfolk og reddere presses psykisk: Nu kan ny hjælp være på vej
Kan den indsats, man har til veteraner med psykiske belastningsskader, bruges, når det gælder andre faggrupper blandt frontpersonalet? Det vil Københavns Kommune nu undersøge.
i dag kl. 10.22
PTSD og psykiske belastningsskader er ikke forbeholdt dem, der har været udsendt til krig, kriser og katastrofer.
Andre former for frontpersonale – for eksempel brand- og redningspersonale og beredskabsansatte – kan komme ud for de samme typer belastninger på jobbet.
Derfor har Københavns Kommune netop afsat omkring 300.000 kroner til at undersøge, hvordan veteranindsatsen i kommunen virker.
Min egen mentale rygsæk blev også fyldt på et tidspunkt for nogle år siden
Andreas Keil, beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester, Københavns Kommune
Samtidig vil man kigge på, hvordan indsatsen eventuelt kan udvides til for eksempel at omfatte reddere og andre ansatte i beredskabet samt politifolk og fængselsbetjente.
”Det ville give rigtig god mening at bruge den viden og erfaring, man har fra veteranerne omkring psykiske belastningsskader til andre former for frontpersonale,” siger Andreas Keil, der er Københavns Kommunes Beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester.
Kender det selv
Andreas Keil har selv været brandmand og redder i over 20 år – og desuden tillidsmand i FOA i en årrække – så han taler af erfaring i forhold til de psykiske belastningsskader, der kan følge med jobbet.
”Man er ude for rigtig mange dårligdomme, og oplever en del af de samme mekanismer inde i kroppen, som soldater også oplever, når de er på opgave. Derfor giver det sindssygt god mening at trække på de erfaringer, man har fra den nuværende veteranindsats,” siger han.
”Min egen mentale rygsæk blev også fyldt på et tidspunkt for nogle år siden, men heldigvis havde jeg en kone, som var opmærksom, og gode venner og familie, der så, at jeg begyndte at ændre adfærd.”
Hans omgangskreds kunne ikke længere få øje på den sociale og lattermilde person, de plejede at kende, fortæller Andreas Keil.
”Det gjorde, at jeg stoppede op og begyndte at bore i det og finde ud af, at det handlede om at være bevidst om alle de oplevelser, man får på jobbet,” siger han.
”Jeg kan efterfølgende se, at jeg havde en stressreaktion, og jeg fik heldigvis håndteret den. Men jeg ved fra første hånd, at nogle kommer meget længere ud, end jeg gjorde dengang. Også derfor vil jeg rigtig gerne støtte op om det her initiativ.”
Kan være i gang næste år
De omkring 300.000 kroner, der skal bruges på det kommende eksterne analysearbejde, skal som nævnt fordeles på to indsatser:
Dels skal de bruges på at analysere, hvordan det nuværende arbejde med veteranindsatsen i Københavns Kommune kan tilpasses og forbedres.
Veteranindsatsen
I Københavns Kommune bor knap 3.300 tidligere udsendte til krige, kriser og katastrofer.
En mindre del af veteranerne har brug for hjælp af forskellig art for at få hverdagen til at hænge sammen.
De kan få hjælp af kommunens veteranindsats, og det er den indsats, kommunen nu vil undersøge, om for eksempel tidligere politifolk, fængselsbetjente, reddere og andre ansatte i beredskabet kan få del i.
Indsatsen handler om:
- Råd og vejledning til at finde egnede job
- Hjælp med at håndtere psykiske belastningsskader og en guide til at finde akut hjælp
- Et overblik over forskellige netværk af ligesindede
- Hjælp med at behandle alkohol- og stofmisbrug
- Støtte, hvis udsendelsen har medført fysiske handicap
Kilde: Københavns Kommune
Og dels skal de bruges på at undersøge, hvordan den kan udvides og tilpasses til andre faggrupper, der også er ude for psykiske belastningsskader.
”Jeg tror, man kommer frem til, at det vil være en god model for flere faggrupper. På mig virker det i hvert fald som sund fornuft at gøre det,” siger Andreas Keil, der håber at kunne sætte penge af til de første nye initiativer til næste år.
FOA: Rigtig god idé
Også i FOA synes man umiddelbart, det er en god idé, at Københavns Kommune undersøger området for psykiske belastningsskader.
”Det er en rigtig god idé, hvis vi bevæger os hen mod, at for eksempel brand- og beredskabsfolk får en støtte, der kan sammenlignes med den, veteraner i Forsvaret får,” siger formanden for FOAs Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektor, Thomas Brücker.
"Jeg håber, at det viser sig at være en succes i København, og at andre kommuner bagefter følger trop. For problemerne findes i samtlige kommuner."
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
FOA har det seneste års tid arbejdet tæt sammen med Reddernes Udviklingssekretariat i 3F, Politiforbundet og Fængselsforbundet for at sætte yderligere fokus på arbejdsbetinget PTSD og andre belastningsreaktioner for mennesker ansat i højrisikojob.
Sidst i december arrangerede forbundene blandt andet en konference på Christiansborg om emnet.