Ankestyrelsen under massiv kritik:”Tilliden er suget ud af systemet”

”Vi oplever, at der sker en enorm svækkelse af retssikkerheden over for blandt andre de FOA-medlemmer, der kommer i klemme,” siger fagpolitisk ordfører i FOA Maria Klingsholm og håber på, at politikerne reagerer på den voldsomme kritik af Ankestyrelsens tilsyn. Lauge Høskuldsson Eilsøe-Madsen

Torsdag skal to ministre stå skoleret for at svare på de seneste måneders omfattende kritik af Ankestyrelsens tilsyn. Politikere fra både højre og venstre råber på forandringer, og i FOA fastslår man, at blandt andre syge FOA-medlemmers retssikkerhed er i fare.

i dag kl. 14.52

Ulovlige afgørelser. Mangelfuld sagsbehandling. Og alt for få tilfælde, hvor afgørelserne falder ud til borgernes fordel.

Det er bare et lille udpluk af den kritik, som Ankestyrelsens tilsyn er blevet mødt med i kølvandet på den beretning, Rigsrevisionen præsenterede først i juni. En beretning, som fik Statsrevisorerne til at hejse det røde flag.

”Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet er utilfredsstillende,” konkluderede statsrevisorerne og fortsatte:

”Tilsynet er præget af lange sagsbehandlingstider samt mangelfuld dokumentation og opfølgning, hvilket kan have betydet, at kommuner og regioner har udøvet en ulovlig praksis på socialområdet. Dette kan have store konsekvenser for den enkelte borgers liv og retssikkerhed.”

Statsrevisorerne påtalte også kvaliteten i Ankestyrelsens sagsbehandling og efterlyste flere sanktioner som eksempelvis tvangsbøder over for de kommuner, der administrerer i strid med loven.

Tæt på kassetænkning

Den massive kritik får nu et politisk efterspil. Det sker, når Sophie og Sophie – i skikkelse af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) samt indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde – torsdag skal møde i samråd for at besvare en byge af spørgsmål fra både højre og venstre side af Folketinget. 

Begge fløje peger på, at helt almindelige borgeres retssikkerhed er i fare, når Ankestyrelsens tilsyn i alt for høj grad læner sig op ad kommunale og regionale redegørelser og i alt for ringe grad sørger for at dokumentere de oplysninger, de læser dér. 

Borgernes vagthund

Ankestyrelsens tilsyn – eller borgernes vagthund, om man vil – har til opgave at føre kontrol med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, de er sat til at administrere. 

Det betyder, at tilsynet kan undersøge sager, tage sager op af egen drift eller efter henvendelser, og udtale sig, hvis en kommune eller region handler i strid med loven. 

Tilsynet sikrer dermed, at forvaltningen foregår lovligt, men blander sig ikke i det politiske skøn eller kommunernes prioriteringer.

”Tilliden er ganske enkelt suget ud af systemet. Det påfaldende er, at afgørelserne aldrig – eller i hvert kun sjældent – falder ud til borgerens fordel, og det betyder jo, at der er grund til at spekulere i, om der er tale om kassetænkning. Hvis det er tilfældet, er det virkelig alvorligt,” lyder det således fra Torsten Gejl, Alternativet.

Overfor Fagbladet FOA kalder han kritikken af Ankestyrelsens tilsyn for ’sønderlemmende’, og står det til ham og Alternativet, bliver Ankestyrelsens tilsyn hurtigst muligt erstattet af en forvaltningsdomstol, som vi kender det fra alle andre lande i blandt andet EU.

”Det vil betyde, at kommunerne dømmes, hvis de gør noget ulovligt, og hvis det sker, skal de nok holde op med at begå ulovligheder,” siger Torsten Gejl.

Skal jævnes med jorden

Liberal Alliances Katrine Daugaard tilslutter tankerne fra Alternativet. Hun tvivler også på, om det overhovedet nytter at reparere på systemet, som vi kender det i dag: 

”Jeg tror mere på, at vi jævner det hele med jorden og etablerer en domstol, hvor dommere med speciale i forvaltningsret bedømmer sager, og man kan udvikle en praksis,” siger Katrine Daugaard og beklager, at Ankestyrelsen i dag er blevet sagsbehandler for kommuner og regioner og optræder som deres ’forlængede arm’. 

”Der sker alt for mange lovbrud,” siger hun og efterlyser ligesom Torsten Gejl mulighed for at straffe kommunerne for deres lovbrud. 

Kun hver tredje sag undersøges

Formålet har Rigsrevisionens undersøgelse af Ankestyrelsens tilsyn har været at undersøge, om Ankestyrelsen fører et tilfredsstillende tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet.

Undersøgelsen dækker årene 2018-2024, og i den periode har tilsynet samlet afvist 1.114 sager på det sociale område og undersøgt 555 sager. Det svarer til, at kun hver tredje sag undersøges. 

På baggrund af undersøgelsen har statsrevisorerne kritiseret, at …

•    Ankestyrelsens tilsyn primært baserer sig på redegørelser fra kommuner og regioner. 

•    Tilsynet som udgangspunkt ikke indkalder dokumentation for indholdet i redegørelserne.

•    Tilsynet ikke lever op til deres egen forventede sagsbehandlingstid i mere end 50 procent af de sager, som de undersøger.

•    Tilsynet ikke automatisk følger op på afsluttede sager.

Læs mere her: https://www.rigsrevisionen.dk/revisionssager-arkiv/2025/jun/beretning-om-ankestyrelsens-tilsyn-og-brug-af-reaktioner-ved-lovbrud

Kilde: rigsrevisionen.dk 

Afviste at undersøge FOAs mistanke

I FOA er kritikken af Ankestyrelsens tilsyn ikke ny. Flere sager illustrerer, at syge FOA-medlemmer er kommet i klemme – som det eksempelvis var tilfældet med en social- og sundhedshjælper, der arbejdede som vagtplanlægger i hjemmeplejen i en østjysk kommune. 

Som følge af dårligt arbejdsmiljø var hun sygemeldt med angst, stress og tegn på depression, da hun i 2024 – efter halvandet års sygemelding – fik at vide, at hun ikke længere var berettiget til sygedagpenge. 

FOA klagede til Ankestyrelsen, som hele to gange underkendte kommunens håndtering af den konkrete sag og fastslog, at afgørelsen var i strid med reglerne. 

Til gengæld afviste Ankestyrelsen at undersøge FOAs mistanke om, at den pågældende kommune havde begået samme lovbrud over for andre borgere, og det var Diana Dittmer, socialrådgiver i FOA Randers, ikke glad for. 

I Fagbladet FOA kaldte hun det ’uheldigt’, at Ankestyrelsen afviste at begrunde sit afslag på at rejse sagen:

”De vender det blinde øje til,” sagde Diana Dittmer dengang. 

Som en hjemmedommer

Siden er der ikke sket mere i den konkrete sag, men i FOA ser fagpolitisk ordfører Maria Klingsholm sagen som et eksempel på, hvad kritikken af Ankestyrelsen handler om. 

”Set gennem vores briller er det her skandaløst. Vi oplever, at der sker en enorm svækkelse af retssikkerheden over for blandt andre de FOA-medlemmer, der kommer i klemme,” siger hun og beklager, at kommuner og regioner – som det er i dag – kan ’løbe om hjørner med lovgivningen eller i hvert fald gå lige til grænsen’.

”Det kan nærmest sammenlignes med, at dommeren har spillet på den fodboldkamp, han dømmer, og så sørger for, at hans hold kommer i finalen og vinder,” siger hun, før de to ministre torsdag redegør for, hvordan de vil håndtere kritikken. 


Fagbladet anbefaler