Ambulancebehandler: ”Vi ved aldrig, hvornår vi har fri”

Hvis der er en kørsel A eller en kørsel B, bliver den nærmeste ambulance altid sendt afsted. Sådan er reglen.

Men hvad hvis ambulancebehandlerne og paramedicinerne i den nærmeste ambulance er på vej hjem til fyraften? Ja, så må de fortsætte deres vagt og tage en tur mere. Det scenarie oplever ambulancebehandler Jacob Thaysen Raun på cirka hver anden vagt på Præhospitalet i Region Midt.

”Vi kan jo alle godt overskue et kvarters overarbejde, men hvis den ene ekstratur bliver efterfulgt af endnu en, så bliver det hurtigt en ond cirkel. Vi ved aldrig, om vi har fri om et kvarter eller om et par timer. Det er psykisk drænende,” siger Jacob.

En ny tur tager mindst en time

Jacob har base på ambulancestationen i Højbjerg, som ligger lige syd for Aarhus, men mange af de patienter, han og kollegerne kører ud til, skal afleveres på hospitalet i Skejby nord for Aarhus.

Det betyder, at han oftest kører de cirka 11 kilometer gennem midtbyen fra nord til syd, når han har afleveret dagens sidste patient. Og cirka hver anden gang når de ikke til Højbjerg, uden at alarmen lyder.

”Vi kan ikke køre en tur på under en time. Når vi først skal ud at hente en patient, behandle, køre vedkommende på sygehuset og hjem igen, tager det lang tid,” siger han.

Og så bliver vagten pludselig ekstra lang. En gang imellem kun ti minutter eller en halv time længere, fordi de bliver afløst. Andre gange længere end det. Især hvis én ekstratur bliver efterfulgt af endnu en.

Meget overarbejde

Manglen på ambulancepersonale har sat sine spor i Region Midt. Selvom Jacob og kollegerne egentlig dækker Aarhus Syd, må de køre ture til både Odder, Horsens og Skanderborg, hvis deres ambulance befinder sig nærmest ulykken.

Kollegamanglen gør også, at der bliver udbudt mange ekstravagter. Ingen bliver pålagt overarbejde – udover ekstraturene – men der er altid mulighed for at tage en ekstra tjans. Og det er der rigtig mange, der gør. Både for at få beredskabet til at hænge sammen på trods af manglende personale, men også fordi der er gode penge at tjene.

”Der er rigtig mange, der tager rigtig meget overarbejde. Der var især mange, der tog ekstravagter, da vi fik et særligt coronatillæg, hvor man virkelig kunne tjene gode penge. Men da den periode var overstået, var der et stykke tid, hvor folk var helt færdige med at tage ekstravagter. Mit indtryk var, at mange var brændt ud på det tidspunkt, samtidig med, at man fik et meget mindre beløb for overarbejdet,” siger Jacob.

Svært at forestille sig ambulancejob som 50-årig

Selvom der kan være gode penge at tjene ved at arbejde over, gør Jacob det ikke. For han vil ikke risikere at blive ramt af stress.

”Når man tager en ekstravagt, er det 12 timer ekstra, og det er jo en hel dag væk fra familien. Så det har jeg holdt mig fra med vilje for ikke at brænde ud. Jeg har ikke prøvet at brænde ud, men det er et fag, hvor der er pres på, og derfor passer jeg på mig selv ved ikke at arbejde unødigt over,” siger han.

Jacob er glad for sit arbejde, men tanker om fremtiden i faget fylder, fortæller han. Han har svært ved at se sig selv køre effektive nattevagter som 50-årig.

”Det er ikke så meget det med liv og død og blå blink. Det er mere arbejdspresset og arbejdstiderne, der gør det for mig. Især nattevagterne. For mig er det en begrænset periode, og jeg tror, det bliver hårdere, når man bliver ældre,” siger Jacob, som i dag er 36 år.

Han forestiller sig at fortsætte på det præhospitale område, når han er fyldt 50 år. Måske som instruktør eller på en vagtcentral.

Region Midt: Det er et vilkår i sundhedsvæsenet

Hos Præhospitalet i Region Midt kender man godt til problemet med, at ambulancepersonalet må arbejde over tid. Det fortæller vagtcentralchef, Tina Arentzen Bjerre.

”Vores dygtige ambulancepersonale står med en samfundskritisk opgave, hvor det nogle gange kan handle om liv og død. Vi vil alle gerne kunne regne med at have fri, når vi har fri, og det skal ambulancepersonalet også som hovedregel have. Så jeg har fuld forståelse for, at det er problematisk, at de ikke kan regne med at have fri til tiden,” siger hun.

”Men samme problem gælder også for en kirurg, der ikke er færdig med en operation, en sygeplejerske, der må blive på grund af travlhed, eller en ansat, der må blive på hospitalet, fordi en kollega ikke møder ind. Det er desværre et vilkår i sundhedsvæsenet. Men det er ikke optimalt, hvis det sker for ofte, og vi gør altid, hvad vi kan for at tage hensyn og for at undgå, at de arbejder over tid,” siger Tina Arentzen Bjerre.

Vagtcentralchefen har ikke selv tal på, hvor ofte det sker, at ambulancepersonalet må arbejde over tid, men hendes vurdering er, at det sker oftere i Aarhus end andre steder i regionen. Selv er hun fortaler for, at ambulancepersonalet kan blande deres vagttyper, så de kører både døgnvagter og effektive vagter.

”Generelt er de effektive vagter højere belastet end døgnvagterne. Derfor kunne man med fordel have begge vagttyper,” siger Tina Arentzen Bjerre.

I Aarhus Syd, hvor Jacob Thaysen Raun kører fra, kører de dog kun effektive 12-timers vagter.