Vestjysk sosu-oprører får plads i danmarkshistorien: ”Jeg ved ikke, hvor jeg fik modet fra”
Det begyndte som få kollegers frustrationer i Ulfborg – og endte som et landsdækkende oprør for ligeløn. Nu bliver deres og andre lavtlønnedes indsats genfortalt i bogen 'Kampe for retfærdighed'.
i dag kl. 09.30
I begyndelsen handlede det kun om nogle ganske få utilfredse social- og sundhedsansatte på Ulfborg Aktiv Center i Vestjylland.
De opdagede dog hurtigt, de ikke var alene. Først fik de opbakning fra deres kolleger i Holstebro Kommunes ældrepleje. Så stødte nabokommunerne til. Og til sidst var det hele riget, der bakkede op.
Alt sammen kulminerede med en demonstration foran Folketinget, hvor social- og sundhedsmedarbejdere fra alle hjørner af landet gjaldede med på de vestjyske oprøreres slagsang ’Nok er nok’.
”Det var megafedt. Folk kom og klappede os på skuldrene og var vilde med det, vi havde sat i gang,” mindes Jannie Holgersen, som dengang hed Pedersen og arbejdede som social- og sundhedshjælper på plejecentret i Ulfborg.
Særtilbud til medlemmer af FOA
Det er dem med de korteste uddannelser og laveste lønninger, der er hovedpersonerne i bogen 'Kampe for retfærdighed'. Ud over beretningen om oprørerne fra Ulfborg fortæller bogen også historien om tjenestepigernes, portørernes og pædagogmedhjælpernes kamp for en retfærdig løn.
Bogen er skrevet af Bent Gravesen, der ud over at være historiker har et indgående kendskab til både det politiske og fagpolitiske system – blandt andet som tidligere medarbejder på Christiansborg og i FOA.
Arbejdet med bogen begyndte, da FOA i kølvandet på Lønstrukturkomiteens arbejde – og parallelt med lønløftet til blandt andet social- og sundhedsmedarbejdere og pædagoger – havde brug for en historisk kortlægning af lønudviklingen blandt FOAs medlemmer.
FOA hyrede Bent Gravesen til opgaven og har også afholdt udgifterne til arbejdet. Bogen er udgivet af Forlaget Frydenlund.
Som medlem af FOA kan du få 15 procent i rabat, hvis du køber ’Kampe for retfærdighed’ direkte fra forlaget.
Rabatten bliver fratrukket prisen, hvis du køber bogen via nedenstående link og husker at oplyse, at du er medlem af FOA.
Uvirkeligt med plads i historien
Nu har Jannie Holgersen fået plads i danmarkshistorien.
Den protest, hun var med til at udbrede, har nemlig fået sit helt eget afsnit i den nye bog ’Kampe for retfærdighed’, hvor historikeren Bent Gravesen kortlægger de lavestlønnedes kamp for bedre forhold gennem de seneste 125 år.
I kapitlet ’Oprøret fra Ulfborg’ fortæller han om den ild, Jannie Holgersen og hendes kolleger antændte.
Lige fra de første spæde protester i Ulfborg i 2007 til afslutningen på de meget vanskelige forhandlinger om nye overenskomster i 2008, hvor parterne først landede en aftale med en pæn lønstigning efter både sammenbrud, strejker og lockout.
”Da det begyndte, håbede vi på et par dages strejke i Ulfborg. Så det blev meget, meget større, end vi havde regnet med,” siger Jannie Holgersen.
Frustration og vrede
I dag står konflikten stadig som et symbol på kampen for ligeløn og bedre vilkår i den offentlige sektor. Og Jannie Holgersen – der nu er 56 år, har uddannet sig til social- og sundhedsassistent og arbejder på Holstebro Kommunes Akut- og MTO-center – oplever det som ret ’uvirkeligt’, at hun nu er skrevet ind i danmarkshistorien.
”Men det er også fedt, at der stadig er fokus på det, vi kæmpede for i 2007,” siger hun og forklarer baggrunden for de frustrationer, der fik hende og kollegaen Jens Ole Pedersen på Ulfborg Aktiv Center til at reagere.
”Vi var frustrerede og vrede over at se gode, gamle kolleger – både uddannede og ikke-uddannede – flygte til fabriksjob på for eksempel Vestas, hvor de kunne tjene meget mere ved at arbejde som ufaglærte.”
”Den løsning var jeg aldrig selv fristet af, fordi jeg brændte meget for mit job. Men vores løn- og arbejdsvilkår var simpelthen for ringe.”
På det tidspunkt havde Jannie Holgersen aldrig før blandet sig i det faglige arbejde. Indtil hun altså fik nok.
”Her I Vestjylland er det måske nok sådan, at vi først gør noget, når der er blevet trådt længe på os,” som hun noterer med et stille smil.
Det kan godt være, der er brug for et lille oprør igen. Men det bliver kun med mig på sidelinjen. Jeg er færdig med at stå i front og undrer mig stadig over, at jeg gjorde det dengang. Jeg forstår stadig ikke, hvor jeg fik modet fra.
Jannie Holgersen, oprører fra Ulfborg i 2007
Den tredje kvindekamp
Da det hele var slut i 2008, var Jannie Holgersen ikke i tvivl om, at protesterne havde nyttet.
Hun blev da også citeret for, at hun havde været med til at sætte et stort fodaftryk – og at hun havde det som om, at hun havde været med i den tredje kvindekamp.
Den fornemmelse har hun stadig. Og det er ikke mindst som mor til tre døtre – den mellemste har endda arbejdet som uuddannet i ældreplejen i Holstebro – hun ser tilbage på sin kamp for en retfærdig løn.
”Jeg bliver stadig stoppet af folk, som kan kende mig fra dengang. Det sker også, at kollegerne og jeg taler om det og siger ’kan du huske dengang’. Og når pigerne minder mig om, hvad det var, jeg var med til at kæmpe for, bliver jeg stadig lidt stolt.”
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Brug for et nyt oprør
Det betyder dog ikke, at de social- og sundhedsansattes vilkår er blevet voldsomt meget bedre. I hvert fald ikke ifølge Jannie Holgersen.
“Når det gælder lønnen, er forholdene bedre i dag, men vi skal stadig kæmpe for den. På andre områder er vi nok ringere stillet end dengang. Der bliver sparet og sparet, og der mangler folk med en sosu-uddannelse. Jeg kunne virkelig godt tænke mig meget bedre normeringer og meget bedre forhold for eleverne.”
Jannie Holgersen er stadig vild med sit job. Vild med at gøre en forskel i et fag, hvor man ud over lønnen også får et lille smil fra en borger, der er glad for hjælpen.
Hun anbefaler også gerne unge mennesker at gå social- og sundhedsvejen. Men sørger også for at fortælle dem, hvad det kræver. Og at det er blevet hårdere.
”Fysisk kan jeg nok godt holde til at arbejde, til jeg kan gå på pension om 13 år. Men så længe holder jeg ikke. Den psykiske belastning er for høj. Det slider.”
Er der brug for en ny Jannie Holgersen i dag?
”Ja, det kan godt være, der er brug for et lille oprør igen. Men det bliver kun med mig på sidelinjen. Jeg er færdig med at stå i front og undrer mig stadig over, at jeg gjorde det dengang. Jeg forstår stadig ikke, hvor jeg fik modet fra.”
