Som barn drillede diktaten - først som 66-årig fik Kirsten hjælp til sin ordblindhed

Det blev hurtigt tydeligt for Kirsten Nielsen, at det med ord var svært for hende. 

Når diktaten i folkeskolen blev delt ud, vidste hun, at den ville komme tilbage med en masse røde streger. 

– Jeg havde mange fejl. Jeg byttede rundt på bogstaverne og var ikke så god til kommaer og den slags, fortæller hun.

Samtidig var det altid forbundet med en lille knude i maven, når der skulle læses højt for klassen. En disciplin, hun hurtigt lærte at snige sig udenom. 

Alligevel skulle der gå mere end 10 år, før Kirsten fandt ud af, at hun var ordblind. Og endnu 50 år, før hun fik nogle værktøjer til at håndtere de udfordringer, der hører med til diagnosen. 

Ingen hjælp at hente

I dag er Kirsten 69 år og social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Hjørring. 

Hun holder af sit fag og af kontakten med borgerne. Men gennem tiden har hendes udfordringer med ord blandt andet gjort det svært for hende at dokumentere. 

“Når jeg skriver ting ned, har jeg altid skulle tænke meget over det,” siger hun. 

“Hvis en borger for eksempel havde det skidt, kunne jeg sommetider have svært ved at finde de rigtige ord til dokumentationen.”

Det var ikke noget, der afholdt Kirsten fra at udføre sit arbejde. Det krævede bare større tankekraft og anstrengelser for hende end for mange af hendes kolleger. 

Derfor var det også en lettelse, da social- og sundhedsassistenten for tre år siden fik en håndsrækning, hun ikke kunne sige nej til. 

De bedste forudsætninger

Gennem indsatsen “Bedre til tal, ord og IT” blev Kirsten tilbudt et tre ugers forløb med fokus på hendes ordblindhed. 

Hele arbejdspladsen var blevet testet for at undersøge, hvem der havde behov for kurset. Og her var Kirsten en af dem. 

“Det var faktisk rigtig dejligt at få noget hjælp. Det er jo lang tid, jeg har gået uden,” siger hun. 

Under forløbet var der undervisning i at læse, stave og skrive, men også et stort fokus på værktøjer, der helt lavpraktisk kunne hjælpe kursisterne i hverdagen. 

Det var anderledes for Kirsten at være tilbage på skolebænken efter så mange år. Men for hende var der ingen skam i at tage hånd om sine problemer. 

“Jeg er ordblind, og det har jeg aldrig skjult. Det gælder jo bare om at give sig selv de bedste muligheder. Det var kurset her for mig,” siger hun.

“Spring ud i det”

Det er ikke fordi, at alt i Kirstens liv er blevet vendt på hovedet efterfølgende. Hverdagen i hjemmeplejen ligner stadig sig selv. 

Men social- og sundhedsassistenten har nu en større forståelse af, hvordan hun kan gribe dagligdagens små udfordringer an, så de bliver mindre energikrævende.

“Jeg har fået et indblik i, hvordan jeg lettest kan dokumentere. Og så er jeg blevet introduceret for en udvidet stavekontrol, som jeg er rigtig glad for,” siger Kirsten. 

Derfor har hun da også en klar opfordring til alle, som får et lignende tilbud stillet til rådighed. 

“Spring ud i det. Det er ikke skræmmende, og det har jo i hvert fald hjulpet mig,” siger hun.