Snuskebasse og lille mus: Kollegaer er vildt uenige om brug af kælenavne

Når vi kalder borgerne for ven eller skat, så er det langt over grænsen.

Det mener Vibeke, der har skrevet til Dilemmaklubben med Malin og vil have et svar fra panelet om det er i modstrid mod hendes professionelle fremtoning på plejecenteret, når borgerne får kælenavne.

Har hun ret? Eller er hun snerpet, når hun mener, at vi risikerer forskelsbehandling i plejen, fordi vi bruger kælenavne?

God morgen hr.

Det kommer helt an på, den relation, der ligger bag navnene, mener Sophie Elmstrøm Teilmann og Naia Wandel Jacobsen, der begge underviser på SOSU H i København og har skrevet undervisningsbogen ’Mødet med Borgeren’, som bliver brugt i social- og sundhedsassistentelevers uddannelse.

”Kender du borgerens livshistorie? Ved du, at borgeren godt kan lide at blive tiltalt ’God morgen hr.’ Så kan det være ok,” siger Sophie Elmstrøm Teilmann og understreger, at det handler om intentionen og relationen bag ved kælenavnet.

”Ved du, at vedkommende sætter pris på det, er borgeren med på det og får vedkommende eksempelvis et smil på læben? Det skal du vide, før du kan bruge det,” spørger Naia Wandel Jacobsen.

Undgår at forholde sig

Men hvis du ikke har relationen. Hvis det bare bliver generisk, at du siger lille skat, ven eller mus, når du kommer ind ad døren hos borgeren. Så kan det nemt blive det modsatte, understreger Naia Wandel Jacobsen.

”Handler det om, at man ikke orker at lære vedkommende at kende. At man bare går ind og kalder alle for lille skat, måske endda for at undgå at lære vedkommende at kende. Så bliver det nedværdigende at bruge den slags navne.”

Og at bruge ordet ’lille’ ven, skat eller mus kan nemt blive nedværdigende.

”Det kan hurtigt signalere, at man taler til et barn eller en mindre person. Så man skal også hele tiden være opmærksom på ulighed i magtforholdet,” siger Sophie Elmstrøm Teilmann.

Hende den sure på stue 13

Det kan altså både være positivt med kælenavne, hvis relationen er der. Og det kan også være uprofessionelt. Kælenavnet kan styrke relationen, men den kan også forhindre, at den nogensinde opstår, fordi der bag et ’lille skat’ ligger, at plejepersonalet undgår at forholde sig. Og hvis navnene ligefrem bliver til øgenavne, kan det ende i forråelse, siger Sophie Elmstrøm Teilmann.

”For man kan hurtigt komme til at tale om hende den sure på stue 13. Der ligger en afstandtagen i den slags øgenavne. Og også når man bruger eksempelvis lille skat om alle.”

Og sådan må det aldrig blive.

”Relationen er grundlæggende. Man kan ikke lave personcentreret omsorg uden relationen. Uden at kende livshistorie og behov,” siger Naia Wandel Jacobsen.

Relationens tre faser

Og relationsdannelsen har flere faser.

Etableringen, hvor man tager sig tid, hilser, viser, at man er til stede, hvor man spørger ind til borgerens liv, ønsker og behov. Måske også bruger referencer, som pårørende kan give, hvis borgeren har demens.

Fastholdelse, hvor man som personale bliver ved med at tilbyde sig, holder aftaler, er troværdig, og følger med i, om borgerens behov udvikler sig i den ene eller anden retning.

Og afslutning. Både i det daglige, når man siger farvel og tak for i dag, så borgeren både ser sig set og hørt, føler at vedkommende har fået den hjælp, vedkommende skal have og at man ikke bare forsvinder. At man får formidlet tydeligt, at vi har 20 minutter og i den tid kan vi nå det.  Og i det store, hvis borgeren dør eller flytter.

”Det er vigtigt for borgeren i alle de her faser at føle sig set og hørt som et helt menneske. Ellers føler man sig ikke set som person, og så føler man sig heller ikke hjulpet,” siger Sophie Elmstrøm Teilmann.

Båret på hænder og fødder

Men hvad med forskelsbehandlingen, som lytteren Vibeke påpeger? Risikerer vi, at vi behandler fru Hansen, der er sød og charmerende, og som vi kalder søde skat, bedre end fru Jensen, som altid er sur?

”Som personalegruppe skal man være utrolig bevidst om, at alle har krav på samme omsorg og behandling. Man skal hele tiden tale sammen om relationerne. For det er helt naturligt, at en har en god relation til en borger, mens en anden måske har det til en anden.”

Og der, hvor det bliver forkert er, hvor lille fru Hansen bliver båret på hænder og fødder af alle medarbejdere, fordi hun er så sød, mens fru Jensen bliver glemt i hjørnet. Her er det grundlæggende spørgsmål, hvorfor fru Jensen er sur.

”Hvad står der bag adfærden? Har hun smerter? Eller er hun måske ensom?” spørger Sophie Elmstrøm Teilmann.

Humor er en del af faget

Og at alle ikke er med på sjov, er helt naturligt, mener Naia Wandel Jacobsen. Mens andre i den grad får en bedre dag af en sjov lille kommentar. 

”Man risikerer at fjerne det menneskelige, hvis man ikke tillader at der skal være plads til humoren i faget. Det lidt fjollede. Men igen: man skal være sikker på, at modtageren synes det er sjovt og hyggeligt.”

Og hvis ikke. Ja, så har Vibeke ret. Så er det uprofessionelt.