Slut med at melde sig syg, når man har brug for en fridag: Hjemmepleje har reduceret fravær med simpel metode

Trivslen og den psykologiske tryghed er røget til vejrs, mens sygefraværet har gjort det modsatte, efter at de ansatte i hjemmeplejen i Ballerup Kommune har fået lettere ved at få fri.
22. maj
Som mange andre offentlige arbejdspladser har hjemmeplejen i Ballerup Kommune kæmpet med et højt sygefravær.
Et fravær, som lå på omkring 10-12 procent.
”Man rystede på fingrene, hvis der tikkede en besked ind kl. 06.47, for det betød, at en kollega havde meldt sig syg, og så skulle vi løbe hurtigere,” fortæller Johnny Kjeldsen, social- og sundhedshjælper og arbejdsmiljørepræsentant i Ballerup Hjemmepleje.
Den slags dage gik Johnny Kjeldsen ikke stolt hjem fra arbejde.
”Når man skal løbe 200 kilometer i timen, skal man skynde sig gennem plejen og har ikke tid til at snakke med den ensomme borger. Men det problem oplever vi ikke længere,” siger han.
Medarbejderne med på råd
For snart tre år siden valgte hjemmeplejen i Ballerup Kommune nemlig at tage kampen op mod sygefraværet.
”Den beslutning har vi taget 117 gange før, men denne gang gik vi aktivt til værks og satte det som målsætning, at sygefraværet skulle ned på fem procent,” fortæller Johnny Kjeldsen.
For at nå den målsætning blev der udarbejdet en handleplan, og her blev medarbejderne taget med på råd.
Det endte med at blive en handleplan på seks punkter, som blev vedtaget af det lokale MED-udvalg.
Handleplan for forebyggelse af sygefravær og højne fremmøde
|
Hvornår er man syg?
Et af punkterne på handleplanen var at lave en definition af, hvornår man er syg, og hvornår man har brug for en fridag.
Til et oplæg for medarbejderne præsenterede en af teamleder nogle af de begrundelser, medarbejderne var kommet med, når de havde lagt sig syge.
På listen stod blandt andet:
”Min hund har fået hvalpe, så jeg kan ikke komme på arbejde.”
”Min mor er kommet på hospitalet, så jeg kan ikke komme.”
”Jeg er træt og har ikke sovet så godt.”
På baggrund af det blev det diskuteret, hvad der skal til, før man sygemelder sig.
”Det, vi havde brug for, var at eliminere mandags- og fredags-sygedage. Korttidsfravær er svært at planlægge ud fra, og det går ud over trivslen, arbejdsmiljøet og borgerne, fordi vi skulle løbe hurtigere,” siger Johnny Kjeldsen:
”Men det er klart, at hvis man er syg, skal man blive hjemme – vi arbejder med borgere, der har et svækket immunforsvar. Vi har ikke brug for helte, der tager to Panodiler og møder ind med influenza.”
Forebyg sygefraværet
I forbindelse med projektet "Forebyggelse af sygefravær i ældreplejen" har FOA og Kommunernes Landsforening lavet podcasten "Ses i morgen - veje til mere trivsel og mindre fravær"
I de fire afsnit møder man blandt andet med ledere og medarbejdere fra Rudersdal, Ballerup og Høje Taastrup Kommuner, som fortæller om deres erfaringer med at skabe mere trivsel og mindre fravær.
Fridag uden sygdom
Hvor man tidligere lagde sig syg, når man havde brug for en afspadseringsdag, fordi man tit ville få et nej – kan man nu få fri uden diskussion.
En løsning som kræver, at medarbejderne udviser den samme fleksibilitet, som de forventer af deres ledere.
”Hvis jeg vil have fri, kræver det, at en kollega, som ellers har fri, er villig til at tage min vagt. En anden gang er det så mig, der kommer ind på min fridag, hvis en kollega har brug for at holde fri," siger Johnny Kjeldsen:
"Den løsning har bundet os sammen som kollegaer og reduceret sygefraværet markant.”
Fleksibiliteten stiller ekstra krav til teamleder, teamkoordinatorer og planlæggere, fordi vagtplanen nogle gange skal ændres gentagne gange.
”Men belønningen er, at trivslen og den psykologiske tryghed er tårnhøj. Vi undgår sladder om, hvorvidt folk lyver sig syge – vi tror på hinanden,” siger arbejdsmiljørepræsentanten.
Hjælper hinanden
Det er ikke kun en klar skelnen mellem, hvornår man melder sig syg, og hvornår man tager en fridag, der har været med til at reducere sygefraværet.
Det samme har sammenholdet mellem de ansatte.
I Ballerup Kommune har man siden 2021 arbejdet i medstyrende miniteams på seks-otte personer, som dækker et geografisk område og veksler mellem de samme borgere.
På mange måder er det, vi har gjort, himmelråbende banalt. Det behøver ikke være kompliceret for at virke.
Johnny Kjeldsen, social- og sundhedshjælper og arbejdsmiljørepræsentant i Ballerup Hjemmepleje
I miniteamet arbejder man ud fra devisen: Kæden er ikke stærkere end det svageste led. Hvis én sakker bagud, tilbyder de andre deres hjælp.
Miniteamet holder ugentlige møder med teamlederen.
”Vores teamleder er en løvemor, som har lært os at sætte ord på, hvordan vi har det. Det giver en intimitet, og vi har lært hinanden rigtig godt at kende,” siger Johnny Kjeldsen.
Til mødet gennemgår man, hvad der er af udfordringer hos borgerne og hos en selv. Har man eksempelvis ondt i ryggen, kan man bytte med hinanden, hvis man har en tung borger, så man ikke ender med en sygemelding.
”Vi passer godt på hinanden og hjælper hinanden gennem dagen. Jeg siger lidt i spøg, at jeg gerne vil have, at folk udvikler FOMO (red. ”fear of missing out” eller på dansk ”frygten for at gå glip af noget”) de dage, de har fri. Det er måske lidt ambitiøst,” griner han.
Kæmpe faldt i fraværet
De nye tiltag har haft en tydelig effekt: I 2024 var sygefraværet samlet set i hele hjemmeplejen nede på 5,9 procent.
”I mit team har vi ikke haft sygefravær siden marts, og vi har ikke brugt eksterne vikarer i tre år. Et andet team har ikke brugt vikarer i 30 dage – vi er på forskellige stadier, men bevæger os alle i den rigtige retning,” fortæller Johnny Kjeldsen.
Johnnys team yder de andre team i hjemmeplejen i Ballerup bistand, så de også kan komme med på vognen. Han har også været med ude og holde oplæg for andre kommuner og deltaget i møder med Kommunernes Landsforening.
”På mange måder er det, vi har gjort, himmelråbende banalt. Det behøver ikke være kompliceret for at virke," understreger han:
Men det kræver faste og fleksible medarbejdere, en teamleder der kan få enderne til at gå op og nogle medarbejderambassadører, som husker at have fokus på den positive fortælling.”