Sladder kan dræne og ødelægge arbejdskulturen: Her er Dilemmaklubbens råd
Sladder på arbejdspladsen er svært at undgå, men det kan fuldstændigt ødelægge arbejdsglæden og fællesskabet. Panelet i Dilemmaklubben med Malin giver bud på, hvordan man kan tackle det.
12. januar
”Mine kolleger sladrer. Hvis der for eksempel er en, der har glemt at give medicin, så bliver der ikke talt med vedkommende. I stedet spreder det sig blandt kollegerne.”
Sådan lyder det fra Henriette i podcasten Dilemmaklubben med Malin. Panelet er enige: Sladder er hverdagskost på mange arbejdspladser, men det kan være både drænende og ødelæggende for arbejdsmiljøet.
”Når man har store grupper af mennesker samlet, så er der altid risiko for sladder – særligt hvis man mangler forståelse for hinandens arbejdsvilkår,” siger Annika Bæk Vind, pædagogisk leder i Børnehuset Grønttorvet i Valby. Hun mener, at sladder kan skabe en ’dem og os’-kultur.
Kan ikke holde det ud
Nikolai Lang Jensen, p-vagt i Københavns Kommune, genkender udfordringen:
”Det kan hurtigt udvikle sig til brok over ledelsen eller kolleger. Hos os er det under kontrol, men jeg kan ikke holde ud at høre på det. Hvis det sker, rejser jeg mig op eller går til min tillidsrepræsentant,” siger han.
For Monia Brøgger Stoltz, social- og sundhedsassistent og fællestillidsrepræsentant i Rudersdal Kommune, kan sladder være direkte energitærende:
”Man kan komme på arbejde med alle de gode intentioner og være i megagodt humør, og så hører man bare: ‘Har du hørt, at…’. Det dræner helt.”
Hun vurderer, at Henriettes arbejdsplads bærer præg af en usund kultur, hvor der mangler ledelse og anerkendelse.
”Det bliver en fejlfindingskultur, hvor man er i dårligt humør. Jeg kan lige se det for mig.”
Tal om elefanten
Hvordan kan man bryde en negativ kultur? Ifølge panelet kræver det åbenhed og dialog. Annika Bæk Vind er ikke i tvivl:
”Den eneste måde at komme sladder til livs på, er at tale om elefanten i rummet.”
Hun foreslår, at man taler konkret ind i situationen:
”Hvis nogen har glemt at give medicin, så tag en samtale om proceduren, i stedet for at det bliver en kaffemaskinesnak.”
Sådan får du selv et godt råd
I nyeste episode af Dilemmaklubben med Malin diskuterer panelet også:
-
Om ordblindhed skal deles med chefen.
-
Om det er ok, at en leder ofte beder den samme medarbejder tage nattevagten.
Hvis du selv har et sjovt, pinligt eller svært dilemma, kan du skrive til dilemma@foa.dk – anonymt, hvis du ønsker det.