"Skal vi alle sammen drukne?" Sådan hjælper du små børn med at forstå de store klimaspørgsmål

Forestil dig, at du som pædagogisk ansat – eller forælder – går en tur langs Søerne i København sammen med nogle børn i børnehavealderen.

Her står der en bænk med utroligt lange ben og et sæde så højt oppe, at man ikke umiddelbart kan sætte sig.

Bænken er udført for at sætte fokus på klimaforandringer og stigende vandstande.

Et af børnene spørger, hvorfor bænken er så høj.

Hvad svarer du?

En af dem, der kan hjælpe dig med at tænke over det, er professor Ditte Winther-Lindqvist fra DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

Hun har igennem de seneste tre år arbejdet med projektet ’Verdensomsorg’. Sammen med forældre, ledere og pædagogisk ansatte har hun undersøgt, hvordan bæredygtighed og naturhensyn finder vej til pædagogikken – uden at børnene bliver ramt af angst for fremtiden.

”Vi har været meget opmærksomme på, at vi passer på børnene i alt det her. Derfor har der også været bred opbakning fra forældrene, for de har været glade for, at det er blevet taget op på denne her måde, hvor det har været baseret på omsorg og ikke på at skræmme,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Find de gode ting

For det nytter ikke noget at fortælle børn, at de risikerer at drukne i oversvømmelser, og at dyrearter er ved at uddø. Man skal fokusere på alle de gode ting.

”Det er vigtigt, at også små børn intuitivt og følelsesmæssigt forstår, at vi er forbundet med naturen, og at det er naturen, vi lever af, og at naturen giver tilbage,” siger hun.

I arbejdet med verdensomsorgen har børnehusene i Humlebæk og Kokkedal deltaget. De har blandt meget andet bygget insekthoteller i deres udeområder og spist årstidens danske fødevarer.

”Æbler vokser her i Danmark og skal ikke transporteres hertil. Derfor spiser børnene dem om efteråret i stedet for appelsiner. På den måde viser vi dem med handling, hvordan vi passer på naturen,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

”For det er jo ikke synd for børnene, at de ikke får appelsiner. Det er jo bare os i de ældre generationer, der har lært, at vi skal kunne vælge fra alle hylder. Men det er ikke en menneskeret og ikke synd for nogen, at man ikke kan det.”

Børnene gennemskuer det

Verdensomsorg trækker også på sorgforskning, fortæller Ditte Winther-Lindqvist.

”Det er vores indskydelse, både i forhold til død og sorg, at vi har lyst til at fjerne bekymringen fra børnene. Men det, man ved fra forskningen i sorg, er, at børnene gennemskuer det, når vi taler udenom,” siger hun.

”Vi skal selvfølgelig skåne børnene, men de skal også være en del af den virkelighed, vi lever i.”

Det, der gør emner som krigstrusler, den amerikanske præsident og klimaforandringer vanskelige at tale med børn om, er, at vi også selv som voksne mennesker oplever frygt og afmagt.

Når det gælder klimaforandringerne, er der også mange – ofte stærke – holdninger, og det er forskelligt, hvordan forældre og pædagogisk ansatte tackler dem på det personlige plan.

Nogle gør utroligt meget i det daglige, andre bliver rent lavpraktisk nødt til at have to biler, men skammer sig over det. Og atter andre er bedøvende ligeglade eller har nærmest opgivet og lever videre, som de altid har gjort.

Så det kræver også refleksion fra de voksne, inden de finder ud af, hvordan de skal give børnene verdensomsorg i hverdagen.

”Det her felt er ret vanskeligt, for det får os til at føle alt muligt ubehageligt. Derfor er det også en farlig samtale i en personalegruppe eller med forældre – på en helt anden måde, end når det for eksempel handler om at håndtere sorg,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

”Mange fortalte også, at det var rigtig hårdt at være med i projektet. Det pædagogiske personale tog overvejelserne med hjem, og dermed overskred det grænsen mellem det private og det professionelle.”

Pas også på dig selv

Derfor skal de voksne også huske at passe på sig selv.

”Vi skal være meget opmærksomme på at opsøge de gode nyheder om klimaet. Ellers tror man bare, at det hele er meget værre, end det er. Objektivt har vi lavet mange fornuftige tiltag i Danmark de seneste år, men hvis de negative historier får magt til at definere hele området, mangler vi det håb og den optimisme, vi har brug for for at være sammen med børnene i det,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet fra indledningen:

Hvad svarer du det barn, der spørger, hvorfor bænken ved Søerne er så høj?

Der er mange muligheder, mener Ditte Winther-Lindqvist. Men i dette tilfælde ville hun nok nøjes med at sige noget i retning af: ’Sikke en sjov bænk, hvordan mon vi kommer derop?’

På den måde ville det komme til at handle om noget andet – og ikke noget, som er for abstrakt for et lille barn at forstå og bekymre sig om.