Skæld ud og hån af TikTok lukker døren til børns digitale liv:Sådan holder du fast i deres tillid til dig

’Er det ikke bare noget pjat med den der video, du sidder med på skærmen?’

Når voksne mister følingen med, hvad der sker på børns skærme, er det delvist deres egen skyld.

I hvert fald hvis de – som i eksemplet ovenfor – glemmer at tage det, børnene går op i på skærmene, alvorligt. På lige fod med klassiske kreative og fysiske udfoldelser.

Det mener Andreas Lieberoth, som er lektor ved DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.

”Hvis børn ikke føler, vi er interesserede eller tager det alvorligt, når de viser os noget, mister de tilliden til, at de kan komme til os, hvis de oplever noget ubehageligt i den digitale verden,” siger han.

Og har man først mistet den tillid, kan det være svært at vinde den tilbage.

”Så vil børnene tænke: ’Du plejede at sige, at det, jeg kiggede på, var noget, kineserne havde skabt for at overtage min hjerne, og nu vil du pludselig gerne vide, hvad der foregår?’”

Børn ved, hvad der foregår

Det er, når børnene er omkring 8-9 år, at det selvstændige digitale liv begynder at opstå. Og typisk holder børn op med at lytte til voksne, når det handler om skærme, i 13-14 årsalderen.

”Det handler ikke om, at man som voksen skal være ekspert i Roblox eller TikTok, men om at vise børnene, at de har en viden om de her medier, der er relevant,” siger Andreas Lieberoth.

”Man skal gå ind på de præmisser, der er, og lade være med at snakke om det, som om det er noget vanvittigt noget, der foregår på deres skærm."

Vær nysgerrig

Hvis forældre og andre omsorgspersoner udviser nysgerrighed og oprigtig interesse i børnenes digitale liv, bliver døren ved med at ”stå åben”, som lektoren siger.

”Når man ser på grooming-sager, er det meget sjældent, at de unge ofre har inddraget deres forældre. Det er et udtryk for, at voksne ofte hverken er velkomne eller opfattes som kompetente i den digitale verden,” siger Andreas Lieberoth.

”De regner ikke med, at vi kan eller vil hjælpe dem, og det bunder i dårlige oplevelser, hvor de har oplevet at blive begrænset i ting, de opfatter som positive på en skærm.”

Selv har Andreas Lieberoth haft held med, at døren i nogen grad stadig står åben til hans 11-årige datters digitale liv.

For ganske nylig tog hun for eksempel fat i ham, da hun havde brug for at bearbejde de nyheder, der kom i forbindelse med USA’s angreb på Iran, og det kunne lyde, som om hele verden var på vej i krig.

Omvendt har han ikke meget succes med at være en del af hans niårige søns skærm.

Det er med til at understrege, at det ikke på nogen måde er nemt at håndtere for forældre, mener han. Og at ingen børn naturligvis er ens.

Forbundet med skam

En stor del af forældrenes usikkerhed skyldes også det syn, der er opstået omkring brugen af skærme.

”Alle har en mening om skærme, og ’skærmsundhed’ er blevet en ting i en stærkt ladet debat. Derfor har vi fået opbygget en skam, hvor det at overlade børn til en skærm er det modsatte af at være gode forældre, og det har gjort en del skade,” siger Andreas Lieberoth.

”Det gør, at forældre bliver nødt til at stoppe sig selv i den naturlige reaktion, der ligger i at se negativt og affærdigende på digitale ting.”

Han understreger igen, at der ikke er nogen gylden regel for skærmtid og -brug i forhold til forskellige aldre.

”Men studier viser, at den autoritære stil, hvor forældre er meget firkantede overfor deres børns skærmbrug og vil have ret i alt, hvad der har med det digitale liv at gøre, virker klart dårligere end den demokratiske og myndiggørende forældrestil,” siger han.