Op til 20.000 kroner ekstra:Endnu en kommune hæver lønnen

Forrest fra venstre ses Jannie Hagbo, medlem af politisk ledelse i FOA SOSU, Chanette Dupont, fællestillidsrepræsentant og Trine Græse, borgmester i Gladsaxe Kommune. De tre øvrige er repræsentanter for BUPL. Pressefoto / Gladsaxe Kommune

Efter lønnen i årevis har haltet efter nabokommunerne, får den nu et nøk opad.

i dag kl. 09.11

Op mod 20.000 kroner ekstra om året.

Det er, hvad social- og sundhedsassistenter, -hjælpere, sygehjælpere og plejehjemsassistenter i Gladsaxe Kommune kan se frem til, efter FOA SOSU i sidste uge indgik en ny aftale med kommunen.

Ifølge Jannie Hagbo, medlem af FOA SOSUs politiske ledelse, er aftalen tiltrængt.

”Gladsaxe har haltet langt bagefter lønmæssigt, og vi har længe sagt, at det skader både fastholdelsen og rekrutteringen. Vi er glade for, at kommunen nu prioriterer området og sætter penge af,” siger hun.

Ingen har endnu set lønløftet på lønsedlen, da første udbetaling af de nye tillæg falder med juli-lønnen. Da aftalen gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar, kan social- og sundhedspersonalet se frem til syv måneders tillæg i én løn.

”Aftalen er blevet godt modtaget, men folk har jo endnu ikke kunnet mærke, at lønnen stiger. Men der er da forhåbentlig nogen, der får en lidt sjovere sommer,” siger fællestillidsrepræsentant Chanette Dupont.

Flere nye tillæg

Konkret består aftalen af flere nye tillæg.

Alle faglærte ansat på sosu-overenskomsten får et ’Gladsaxe-tillæg’ på omtrent 10.000 kroner årligt.

Social- og sundhedsassistenter med to års uafbrudt ansættelse får et anciennitetstillæg på 10.000 kroner oveni.

Samme beløb kan social- og sundshjælpere, sygehjælpere og plejehjemsassistenter opnå, men vejen til tillægget er anderledes.

Her indføres en såkaldt kompetencestige i tre trin, som medarbejderne kravler op ad efter gennemførte kurser.

Derfor er det afgørende, at medarbejderne har ledelsens opbakning til at tage de nødvendige kurser, fastslår Chanette Dupont.

”Det må ikke ende med, at man ikke kan komme afsted på grund af bemandingen. Så falder hele idéen til jorden,” siger hun.

Jannie Hagbo bakker op og understreger, at FOA vil følge netop dén del tæt:

”Vi har givet håndslag med kommunen på, at en snak om relevante kurser skal prioriteres i MUS-samtaler, og at folk skal have reelle muligheder for at bevæge sig op ad stigen. Og hvis man allerede har gennemført kurser, skal man selvfølgelig allerede op ad stigen og modtage tillæg for det.”

Samtidig er det vigtigt at bemærke, at løn selvfølgelig ikke kan stå alene.

Jannie Hagbo, FOA SOSU, politisk ledelse

Et skridt i den rigtige retning

Selvom der er tilfredshed med aftalen, skal aftalen ifølge Jannie Hagbo og Chanette Dupont ses som ”et skridt i den rigtige retning”, fordi lønnen fortsat vil være lavere end i nabokommunerne.

”Samtidig er det vigtigt at bemærke, at løn selvfølgelig ikke kan stå alene. Her tænker jeg på den gode trivsel og et godt arbejdsmiljø. Alt har betydning, når vores medlemmer skal vælge arbejdsplads fremover, hvor vi kigger ind i en årrække med kæmpe mangel på faglærte kolleger,” siger Jannie Hagbo.

I alt bliver lønnen i Gladsaxe Kommune løftet med 20 millioner kroner årligt. Udover ansatte på sosu-overenskomst får kommunens pædagoger også del af de ekstra lønkroner.

Ifølge kommunen vil omkring 1.000 medarbejdere få mellem 10.000 kroner og 20.000 kroner ekstra om året plus pension.

Målet er at være en attraktiv arbejdsplads med dygtige og veluddannede medarbejdere, lyder det fra borgmester Trine Græse i en pressemeddelelse.

”Men ligesom andre kommuner har vi også udfordringer med at rekruttere og fastholde vores medarbejdere på især børne- og ældreområdet. Derfor vil jeg gerne takke mine samarbejdspartnere fra BUPL og FOA for, at vi nu har en aftale i hus om at give nogle af vores dygtige medarbejdere på disse områder et lønløft,” siger borgmesteren.


Fagbladet anbefaler