Senest har hun arbejdet med et 27 år gammelt traume: Sådan debriefer krisepsykologen

”I gamle dage var det mere op på hesten, ellers kunne man ikke være i det her fag. Nu er det at have en høj faglighed også at være i stand til at sætte ord på det, der påvirker eller belaster en,” siger krisepsykolog Lise Stampe Møller-Jørgensen.

Siden 2023 har hun tre dage om ugen arbejdet hos Akutberedskabet i Region Hovedstaden. De resterende to dage er hun på Rigshospitalets Krisepsykologiske afdeling.

Både Lise Stampe Møller-Jørgensen og hendes kollega prioriterer løbende at være til stede ude på Akutberedskabet i Region Hovedstadens store base i Hvidovre tidligt om morgenen.

På den måde når de både dem, der har været på vagt om natten, og dem, der møder ind klokken 6.30.

”Vi gør det for at skabe synlighed og for at gøre det let for redderne at komme til os. Jeg er også tit med dem ude til hændelser, så jeg ved, hvad de snakker om, når jeg har samtaler med dem,” forklarer hun.

Alle samles

En af psykologernes opgaver er at afholde debriefinger, som typisk sker en uge efter en voldsom hændelse. Her samles alle de involverede – fra den, der modtog opkaldet på 112, til dem, der tog imod patienten på traumecenteret.

Ofte er man mellem 10-20 personer i rummet.

Til debriefingen bliver hændelsesforløbet gennemgået kronologisk, og man har mulighed for at stille hinanden spørgsmål og få afklaret uklarheder.

”Jeg oplever det som et meget anerkendende rum. Folk er vældig gode til at passe på hinanden,” siger Lise Stampe Møller-Jørgensen. 

Ikke for meget blod

Til en debriefing deltager der altid to psykologer. En, der styrer slagets gang og får kortlagt forløbet, og en, der holder øje med, om nogen udviser alvorlige psykiske efterreaktioner på hændelsen, som de skal have bearbejdet individuelt.

Det er også psykologernes opgave at styre detaljeringsgraden af det, der bliver fortalt.

”Vi skal jo ikke ud i noget sekundær traumatisering, hvor nogen, der ikke fysisk var ude ved hændelsen, får nogle detaljer, som de ikke behøver at få. Vi skal ikke høre om mængden af blod, der drev ned ad væggen. Alle skal kunne holde ud at være der,” fortæller hun.

Hændelser, der sætter sig fast

Har man været udsat for noget voldsomt, kan der være lyde, lugte og synsindtryk, som fylder hjernen. Det er en normal reaktion på en unormal situation, som hjernen skal have tid til at bearbejde.

”Men hvis man to-tre uger efter stadig har flashbacks og undgåelsesadfærd – det kan være, at man undgår at køre de steder, hvor hændelsen fandt sted – så er der grund til at få et individuelt forløb hos mig eller min kollega,” fortæller Lise Stampe Møller-Jørgensen.

Det er ikke kun nye hændelser, der fylder hos de ansatte. Senest har Lise Stampe Møller-Jørgensen arbejdet med en 27 år gammel hændelse, som stadig martrede en medarbejder.

”Tit er de hændelser, der sætter sig fast, nogen hvor man kan identificere sig med den tilskadekomne eller de pårørende. Det kan både være den enkelte hændelse, der fylder, men det kan også være, at man i en periode har kørt til den samme type alvorlige hændelse, at man har set mange hængninger eller mange døde børn,” forklarer hun.

Kæmpe respekt

Lise Stampe Møller-Jørgensen oplever, at de ansatte er gode til at få ventileret, hvordan de har det, for det er blevet legalt, at ingen mennesker kan klare alt.

”Det er vigtigt, at man trives både på arbejdet og derhjemme, og at man ikke skal sende familien væk, fordi man har brug for ro. Vi vil gerne fastholde de ansatte, så de kan lære de næste generationer op, for det er guld værd,” siger hun.

For Lise Stampe Møller-Jørgensen har de sidste to år været en øjenåbner til et kæmpe maskineri.

”Jeg har den allerstørste respekt for det arbejde, de udfører. Det er nogle meget voldsomme sanseindtryk, de bliver udsat for. Jeg håber, at andre regioner lader sig inspirere af den psykologfaglige støtte, vi tilbyder de ansatte,” understreger hun.