Særlig app giver Sandie overskud i hverdagen:”Det er fantastisk, at man har udviklet det her til os”

I 14 år har Sandie Randrup arbejdet som social- og sundhedshjælper i Hjemmeplejen Midtthy i Thisted Kommune. Som ordblind har hun altid været åben om sine udfordringer. Nu har hun fået et værktøj, der gør hendes – og hendes kollegaers - hverdag lettere.
07. april
”Jeg synes, at det er fantastisk, at man har udviklet det her til os, som døjer med nogle svære ting,” fortæller Sandie Randrup, der er social og sundhedshjælper hos Hjemmeplejen Midtthy.
Sandies ’svære ting’ er hendes ordblindhed. Mere konkret hendes læse- og forståelsesevner.
Men Sandie har fået hjælp. Hun, og hendes kollegaer i Thisted Kommune, har nemlig fået stillet værktøjet ’AppWriter’ til rådighed.
En app, der giver mulighed for at få tekster læst op, for at indtale hvad der skal skrives (også kaldet tekst-til-tale), og så indeholder den en stor ordbog med en masse fagudtryk, som de ansatte bruger dagligt.
”Jeg bruger den mest til at få læst op. Der er en knap, jeg kan trykke på, og så kan jeg markere alt det, jeg vil have læst op,” forklarer Sandie.
Har gjort en stor forskel
Opgaven med at dokumentere har førhen fyldt meget hos Sandie. Men her har appen gjort en stor forskel:
”En A4-side eller en bog kan jeg ikke læse ligesom alle andre. Jeg skal sidde og sige hver evig eneste ord. Så for den del, har appen hjulpet mig så meget,” siger Sandie.
Som en bonus hjælper AppWriter også Sandie med at bruge køretiden nyttigt.
"Når jeg kører mellem borgerne, sætter jeg AppWriter på. Så får jeg faktisk brugt min køretid på, at den læser højt for mig, hvad der står. Og er der noget, jeg er i tvivl om, har jeg mulighed for at sætte den i gang igen."
I Thisted Kommune har man i samarbejde med medarbejderne udviklet en fagordbog til programmet, hvilket har gjort det lettere for både ordblinde og tosprogede ansatte at holde styr på fagudtryk, stednavne eller andre ord, som er særlig relevante for medarbejderne.
For elever og nye medarbejdere
Social- og sundhedsassistent Inge-Louise Korsgaard lægger ikke skjul på, at AppWriter, og udbredelsen af den, er blevet hendes hjertebarn. Hun har også været med i den gruppe, der har lavet ordbogen.
Det har givet mig mere overskud i mit arbejde.
Sandie Randrup, Social- og sundhedshjælper i Hjemmeplejen Midtthy i Thisted Kommune
Hun ser især mange fordele ved appen for de elever, der er tosprogede, er ordblinde, eller dem, der kommer med specialpædagogisk støtte (SPS).
"Det giver meget mere gåpåmod til eleverne, når de har fanget ideen i det."
En af de elever, hun har arbejdet med, blev endda superbruger af programmet, efter hun fandt ud af, hvor meget det kunne hjælpe hende.
"Jeg implementerer det til alle de elever, jeg kan komme i nærheden af, hvor jeg kan se, at det giver god mening," fortæller Inge-Louise.
Overskuddet er kommet tilbage
Koordinator i Social- og Seniorsekretariatet i Thisted Kommune, Anette Larsen, fortæller, at AppWriter tilbydes medarbejdere der arbejder indenfor ældre- og træningsområdet - heriblandt SOSU-elever.
"Vi testede AppWriter for at finde ud af, om tale-til-tekst-funktionen i programmet, var noget alle medarbejdere skulle bruge. Men vi er kommet frem til, at det ikke giver lige god mening for alle," siger Anette Larsen.
Kommunen har derfor valgt at have særligt fokus på kommende medarbejdere og social- og sundhedselever, når AppWriter skal spredes.
Og det har bragt meget positivt med sig.
"En af succeshistorierne er en flersproget elev, som var meget tæt på at droppe ud af uddannelsen. Men personen endte med at gennemføre og klare sig sindssygt godt, fordi hun fik det her understøttende værktøj, til blandt andet fagordsforslag,” fortæller Anette Larsen.
Selvom AppWriter ikke har givet Sandie Randrup mere tid hos borgerne, har værktøjet gjort en stor forskel for hende.
"Det har givet mig mere overskud i mit arbejde,” slutter Sandie.