Regioner får kritik:Ambulancer står ofte stille

Regionerne selv peger på mangel på ambulancepersonale som årsag til, at driftskrav ikke overholdes.
18. februar
I 2023 blev 460.000 ambulancer sendt ud til akutte hændelser.
Men alt for ofte er ambulancerne slet ikke til rådighed – primært på grund af mangel på personale.
Det fremgår af en ny rapport fra Rigsrevisionen, der blandt andet har undersøgt den såkaldte driftstid, som viser, hvor meget ambulancerne reelt er tilgængelige.
Konklusionen er klar: Ingen af de tre undersøgte regioner lever op til kravet om, at ambulancer maksimalt må være ude af drift i 0,5 procent af tiden. Det stempler Rigsrevisionen som "ikke tilfredsstillende".
Kritikken skal tages alvorligt, siger formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner Karin Friis Bach fra Radikale Venstre til Berlingske.
"Der er for få ambulancereddere, og det er svært at få besat alle stillinger. Men vi arbejder hele tiden med at udnytte ressourcerne bedst muligt," siger hun til avisen, hvor hun også giver udtryk, at akutberedskabet generelt er stærkt.
Store regionale forskelle
I dag driver regionerne tilsammen omkring 60 procent af ambulancerne, mens private leverandører står for resten. Men der er store regionale forskelle på, hvor ofte ambulancerne er ude af drift.
I Region Hovedstaden er regionens ambulancer ude af drift i tre procent af tiden.
I Region Midtjylland er det i syv procent af tiden.
Og værst ser det ud i Region Nordjylland, hvor regionens ambulancer i gennemsnit ikke er til rådighed i 11 procent af tiden.
Flere elever skal afhjælpe problemet
I Region Nordjylland forsøger man at løse udfordringen ved at øge antallet af elever.
Det fortæller direktør i Den Præhospitale Virksomhed, Peter Larsen, til TV2 Nord.
”Alle regioner kæmper med at tiltrække arbejdskraft. Det er et strukturelt problem. Der er desværre et meget begrænset antal ledige ambulancereddere, som vi kan rekruttere, både lokalt og nationalt.”
”Derfor har vi valgt at gå en anden vej. Vi har skruet voldsomt op for elevtallet, for det er den stabile vej til at få flere hænder på området,” siger Peter Larsen til tv-stationen.
Uændret kvalitet
Der er ikke sket væsentlige ændringer i kvaliteten målt på regionernes responstid for de mest akutte hændelser siden 2021.
Der er ingen fælles standarder for kvalitet og effekt specifikt for ambulancedriften i de fem regioner. Der er dog krav om, at alle regioner skal opstille mål for responstiden og løbende følge, om målene opnås.
I 2023 opfyldte alle regioner deres mål for responstid for de mest akutte hændelser.
I samme år kom hjælpen i de enkelte regioner frem til de mest akutte hændelser inden for 15 minutter i mellem 89 procent og 97 procent af tilfældene.
Kilde: Rigsrevisionen