Praktik 2026: Fagbladet FOA dækker velfærdens vigtigste spørgsmål. Vil du med på holdet?
Som praktikant på Fagbladet FOA kommer du tæt på de mennesker, der får velfærden til at fungere – men som sjældent står i centrum i medierne. Du dækker deres arbejde, udfordringer og dilemmaer – og viser, hvordan politiske beslutninger mærkes på arbejdspladserne.
i dag kl. 14.50
Fagbladet FOA skriver om det vigtigste i vores velfærdsstat: De medarbejdere, der passer vores børn, plejer vores ældre, kører vores ambulancer og gør rent, når alle andre er gået hjem.
Det er deres udfordringer, drømme, glæder, bekymringer og dilemmaer i arbejds- og privatlivet, du kommer til at arbejde med som journalistpraktikant på Fagbladet FOA.
Så hvis du har lyst til at påvirke velfærdsdebatten med din journalistik, er engageret, idérig og ambitiøs, er det måske dig, vi leder efter som ny journalistpraktikant på Fagbladet FOA.
Hos os lærer du det journalistiske håndværk, så det sidder på rygraden. Du kommer til at skrive hurtige nyheder, fængende reportager og brugbare guides.
Du bliver god til at vejlede læserne i kompliceret stof, og du kommer til at have et enormt kendskab til den målgruppe, din journalistik rammer.
Hos os kommer du altså hele vejen rundt i journalistikken og dens genrer, når du viser konsekvenserne af de politiske beslutninger, der bliver truffet på Christiansborg ved at tale med dem, der skal leve med dem.
Har du lysten, kan du også prøve kræfter med at lave video, pressearbejde og indhold til sociale medier.
Del af et ambitiøst hold
Som praktikant på Fagbladet FOA får du fast base på redaktionen.
Samtidig bliver du del af en større afdeling med i alt 30 dygtige og hjælpsomme kolleger – herunder en anden journalistpraktikant. Vi arbejder med alt lige fra webkommunikation og sociale medier over presse til grafisk design.
Vi er seriøse og ambitiøse – og elsker at have det sjovt undervejs. Vi vægter sammenhold og sparring og går op i, at du får dine idéer i spil. Du får grundig feedback, interessante læringsdage og hjælp til at forløse det, du vil med din journalistik.
Som praktikant hos os kan du også få erfaring fra den anden side af bordet ved at være nogle måneder i FOAs presse- og SoMe-afdeling. Vi sætter os sammen i begyndelsen af dit praktikforløb og taler om, hvad du gerne vil i løbet af de 12 eller 18 måneder, du er hos os.
Alt det praktiske
Praktikmesse den 13. april: Du kan selvfølgelig møde os på praktikmessen i Odense, hvor redaktionschef Josephine Vedel-Susaa, praktikantvejleder Julia Friis Jørgensen og vores dygtige praktikanter Rigmor Ginnerup Kelsen og Cecilie Lynghøj Storgaard vil svare på alle dine spørgsmål.
Samtaler i uge 17: Vi glæder os til at møde dig i samtaleugen.
Søg os på praktikmatch, og book en tid til samtale og rundvisning på redaktionen med redaktionschef Josephine Vedel-Susaa og praktikantvejleder Julia Friis Jørgen på juli@foa.dk eller 31 68 94 42.
Har du spørgsmål? Hvis du overvejer, hvordan det mon er at være i praktik på Fagbladet FOA, så tøv ikke med at ringe eller skrive til Julia Friis Jørgensen på ovenstående, eller til vores fremragende journalistpraktikanter Rigmor Ginnerup Kelsen på 53 57 93 16 eller Cecilie Lynghøj Storgaard på 53 51 66 98.
Det siger vores praktikanter
”Jeg kunne skrive langt og længe om, hvorfor man skulle vælge at blive journalistpraktikant på Fagbladet FOA.
Først og fremmest har det været både lærerigt og spændende at få lov til at møde de mennesker, der holder velfærden i gang. Jeg har været land og rige rundt, hvor jeg har fået lov til at dække alt fra et plejehjem, der fejrer pride til Poul Nyrup Rasmussen, der hylder social- og sundhedsansatte.
Selvom man på Fagbladet FOA skriver til en klar målgruppe, begrænser det sjældent den type historier, man kan lave og genrerne spænder bredt. Jeg har arbejdet både med video og tekst, og har prøvet kræfter med mange forskellige historier. Og selvom jeg nogle gange har følt, at jeg var på dybt vand, har der altid været hjælp at hente - og aldrig er jeg blevet mødt med løftede pegefingre, hvis noget ikke gik som planlagt.
Som praktikant på Fagbladet FOA bliver du behandlet på lige fod med alle andre på redaktionen. Aldrig er jeg mødt på arbejde med følelsen af, at jeg ”bare” var praktikant, og mine input er altid blevet set og hørt.
Sidst men ikke mindst er Fagbladet FOA et virkelig rart sted at være. Der er altid grin på gangene, søde kollegaer og ikke mindst gode praktikantvejledere, der altid sørger for, at man har det godt. Man er heldig, hvis man bliver journalistpraktikant på Fagbladet FOA. Jeg tog i hvert fald gerne et år til.”
- Cecilie Lynghøj Storgaard, journalistpraktikant fra RUC
”Som journalistpraktikant på Fagbladet FOA har jeg arbejdet med alt fra historier om iranske social- og sundhedshjælpere, der risikerede at miste deres arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, til historien om Dimitrije Jensen fra Bachelorette – socialpædagogen, der besvimede under en roseceremoni.
Og alt muligt derimellem.
Fagbladet FOA har en klart defineret målgruppe, men det betyder ikke, at man låses fast i bestemte typer historier. Inden jeg begyndte, forestillede jeg mig, at fagbladsjournalistik ofte handlede om arbejdsskader og løn. Men det er kun en meget lille brøkdel af det, som Fagbladet FOA beskæftiger sig med.
Jeg har haft ekstremt stor frihed til at udvikle og gennemføre mine egne idéer, og der er gode muligheder for at komme rundt i landet og møde nogle af dem, der holder store dele af velfærden i Danmark i gang. Samtidig er der altid erfarne, søde og hjælpsomme kollegaer, man kan sparre med undervejs.
Hvis man lander hos Fagbladet FOA, er man meget heldig. Du bliver set og behandlet på lige fod med alle andre. Fagbladet FOA er en virkelig sød, sjov og tryg arbejdsplads. Det betyder meget, når man skal gøre sig sine første erfaringer som journalist.”
- Rigmor Ginnerup Kelsen, journalistpraktikant fra DMJX
Vi søger to praktikanter
Du bliver del af et praktikantmiljø, der består af i alt to praktikanter, der hænger tæt sammen både fagligt og socialt. Vi søger to nye journalistpraktikanter, der kan begynde 1. august 2026.
Du kan altid ringe eller skrive, hvis du vil møde os eller har spørgsmål:
Praktikantvejleder Julia Friis Jørgensen, 31 68 94 42, juli@foa.dk
Redaktionschef Josephine Vedel, 50 53 01 93, jved@foa.dk
Chefredaktør Casper Dall, 27 20 93 12, cada@foa.dk
Du er også velkommen til at kontakte vores nuværende journalistpraktikanter: Cecilie Lynghøj Storgaard, 53 51 66 98, cest@foa.dk og Rigmor Ginnerup Kelsen, 53 57 93 16, rike@foa.dk.
Vi glæder os til at møde dig!