Sådan kommer du igennem årets pollensæson

Der er pollen i luften. Colourbox

Foråret er officielt begyndt, og det samme er pollensæsonen. Derfor deler sundhedsfaglig rådgiver fra Astma-Allergi Danmark hverdagstips til, hvordan du bedst kommer igennem årets pollensæson.

04. marts

En uendelig kløe i øjet. Din næse er måske hudløs, fordi du pudser den så ofte, da den er tilstoppet. Eller du nyser og har måske også har hoste. 

Det kan godt lyde som en forkølelse. Men hvis du har disse symptomer på samme tidspunkt hvert år, bør du overveje, om det kan være pollenallergi.

Generelt har Danmark fået et lunere klima. Det betyder, at træer og buske får tidlige forårsfornemmelser, og de begynder derfor at frigive pollen tidligt på året.

Derfor har Fagbladet FOA talt med Christine Højer Eriksen, der arbejder som sundhedsfaglig rådgiver hos Astma-Allergi Danmark. Hun giver gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dette års pollensæson.

  1. 1

    Lav en individuel behandlingsplan hos lægen

    ”Hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig.”

    Det siger Christine Højer Eriksen. Hun fremhæver, at det er individuelt, hvor kraftigt man reagerer på pollen, og derfor er det også forskelligt hvilken slags medicin og mængder, der er bedst. 

    Derfor er det vigtigt, at du opsøger din egen læge, og får lavet en behandlingsplan for din pollenallergi, så du kommer bedst igennem sæsonen.

    Hvis du har symptomer, men ikke ved, hvad de skyldes, så er det også vigtigt med udredning.

  2. 2

    Tjek dagens pollental

    Det kan være en stor hjælp at tjekke dagens pollental, så du ved, hvornår det kan være en god idé at undgå eller minimere udendørsaktiviteter.

    Du kan downloade appen 'Dagens Pollental', hvor du kan se det aktuelle pollental og en pollenvarsling for pollen fem dage frem. 

  3. 3

    På med solbrillen

    Solen behøver ikke at skinne for, at du kan tage solbriller på.

    Med solbriller kan du både se smart ud samtidig med, at de skærmer dine øjne for pollen.

  4. 4

    Strategisk udluftning

    Hold gerne døre og vinduer lukket i dagtimerne. Der er mest pollenstøv i dagtimerne, da der er mest sol og varme.

    Derfor anbefaler Christine Højer Eriksen, at du lufter ud i enten de tidlige morgentimer eller sene aftentimer, for det er generelt her, at der er færrest pollen i luften.

  5. 5

    Tørretumbleren er din ven

    ”Hvis du hænger vasketøj til tørre i gårdhaven, indsamler det en masse pollen,” siger Christine Højer Eriksen. 

    Selvom det er skønt med vasketøj, der har tørret i den friske luft, er det alligevel bedst at bruge tørretumbleren, når det er pollensæson.

  6. 6

    Vask dine lokker

    Du kan vaske dit hår hver aften, inden du lægger hovedet på puden, anbefaler Christine Højer Eriksen.

    På den måde undgår du at falde i søvn med det pollenstøv, som dit hår har indsamlet i løbet af dagen.

  7. 7

    Find rengøringsmidlerne frem

    Når pollensæsonen er på sit højeste, er det fristende at gemme sig indenfor. Men det betyder ikke, at dagligstuen eller soveværelset er et pollenfrit-område.

    Derfor er det en god idé at lave en grundig, ugentlig rengøring, så du kan minimere antallet af pollen, der har sneget sig med ind.

  8. 8

    Evaluér din pollensæson

    Det er en fordel, hvis du efter hver pollensæson evaluerer, om behandlingen har været effektiv og tilstrækkelig, eller om der er plads til forbedringer. Christine Højer Eriksen siger:

    ”Det er en god idé, at man efter en endt pollensæson overvejer, om man fik den rigtige medicin og en korrekt mængde. Hvis ens behandling skal justeres, er det en god idé at kontakte sin læge, så man kan optimere sin behandlingsplan til næste sæson.” 

    Du kan læse mere om pollenallergi her. 

Det skal du være opmærksom på

  •           På denne tid på året er det primært el og hassel, der frigiver pollenstøv.

  •           Elm-, birk- og græspollensæsonen starter først senere på foråret, men du kan med fordel nu tale med din læge om, hvornår du skal begynde at forebygge og behandle din allergi med medicin som næsespray, øjendråber, tabletter og inhalatorer.

  •      Nogle har krydsallergi. Det betyder, at du godt kan have allergi overfor birk, men også reagere på pollen, der kommer fra el og hassel. 

  • Hvis du har en mistanke om, at du eller dit barn har allergi, skal du kontakte din egen læge.


Fagbladet anbefaler