På Skejby Sygehus har man indført hjernepauser: "Vi har ikke tid til at lade være"

Dartskiver, bolde og yoyoer er noget, man typisk ville finde på et fritidshjem.

Men siden januar har det også været fast inventar på neurologisk sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Det hele begyndte med den årlige temauge for sygehusets arbejdsmiljørepræsentanter, hvor temaet i år var ‘hjernepauser’.

Hjernen er som et batteri, blev der forklaret under et oplæg. Den er fuldt opladet, når man møder ind om morgenen, og bliver drænet i løbet af dagen.
Men sætter man den i stikket på den rigtige måde i løbet af dagen, er der stadig strøm på, når man kommer hjem til familien.

”Det var jo ikke fordi, vi ikke kunne finde ud af at holde pauser, men spørgsmålet var, om de pauser, vi holdt, havde den rette effekt,” fortæller Karina Krause Halvorsen, arbejdsmiljørepræsentant og social- og sundhedsassistent på neurologisk sengeafsnit.

Hader puslespil

Hver arbejdsmiljørepræsentant fik til opgave at udvikle et koncept for, hvordan deres afdeling kunne holde de bedste hjernepauser.

Karina Krause Halvorsen lavede tre aktivitetskasser:

• den store hjernepause (20 minutter) her er der dartskiver og bolde
• den lille hjernepause (5 minutter) hvor der er sudoku og puslespil
• mikrohjernepausen (1 minut) hvor der blandt andet er en yoyo

”Der er jo forskel på, hvordan man bedst kobler af. Jeg er glad for fingergejl, hvor man skal flytte på ting. Omvendt ville jeg få lyst til at kyle en yoyo væk, hvis jeg skulle gå med den. Og efter 30 år på plejehjem hader jeg alt ved puslespil,” griner Karina Krause Halvorsen.

Kommet for at blive

Hvad der startede som en forsøgsuge, er nu blevet en integreret del af arbejdsdagen.

”Alle er gået all in, for de kan mærke, at det virker. Selv min leder går nu rundt med en yoyo i lommen,” siger Karina Krause Halvorsen.

Initiativet har skabt bevidsthed om, at hjernen tager pauser, når den har behov for det. Derfor skal man tage det i opløbet, før batteriet er helt fladt.

”Det er uhensigtsmæssigt, hvis ens hjerne tænker ‘Nu kan jeg ikke mere’, mens man sidder med en patient, der lige har fået besked om, at der er fundet en hjernetumor,” forklarer Karina Krause Halvorsen.

Hun forstår godt, at det for andre kan se mærkeligt ud, hvis en kollega sidder og løser sudoku, mens andre løber stresset rundt, men det skyldes ikke dovenskab. Vedkommende har bare brug for en pause for at kunne tænke klart igen.

”Vi er oppe imod folk, som siger, at det har vi ikke tid til, men faktisk har vi ikke tid til at lade være. Andre arbejdspladser gør det også, og der er evidens for, at det gør folk mere effektive, fremmer trivsel og nedbringer sygefraværet,” siger hun.

Hensyn til patienterne

På afdelingen har man drøftet, hvordan man skaber en kultur, hvor der er plads til hjernepauser, samtidig med at man fremstår professionel.

”Vi sidder i et kontor med glasvægge, så patienterne kan se os. Hvad vil de tænke, hvis vi står derinde og griner og spiller bold og yoyo? Vi skal gøre det på en måde, så vi også tager hensyn til dem, der er indlagt,” forklarer Karina Krause Halvorsen.

Derfor er aktiviteter, der kræver bevægelse, rykket til et andet rum, mens de små hjerneudfordringer står i glasburet, hvor man kan sidde og ‘dimse’ med noget, men få det til at ligne, at man laver noget vigtigt på computeren.

Til glæde for alle

Initiativet med hjernepauser har været i gang siden januar, så det er for tidligt at måle den præcise effekt. Men det er tydeligt, at det ikke blot er en døgnflue.

”Vi er en blandet flok med både småbørnsforældre og nogle på min egen alder. Vi rammer både behovet for at have overskud til familien, når man kommer hjem og behovet for at have nok energi til at blive længere på arbejdsmarkedet,” siger 52-årige Karina Krause Halvorsen.

Hun håber, at andre arbejdspladser også vil sætte hjernepauser på skemaet.

”Det kunne være spændende at prøve det på en arbejdsplads, hvor medarbejderne er ved at gå ned med stress. Der tror jeg virkelig, man ville kunne se en effekt med det samme,” siger hun.