Nu får ambulancepersonale mere i løn for skæve vagter:”Det har været et kæmpe ønske”

Forlænget weekendtillæg, højere tillæg for at arbejde aften og nat, overtidsbetaling ved døgnvagter og bedre rammer for hvile. Det er nogle af punkterne i ny arbejdstidsaftale for ambulancepersonale.
28. marts
Fra 1. april træder en ny og forbedret arbejdstidsaftale i kraft for ambulancepersonalet i regionerne.
Det betyder blandt andet, at man får weekendtillæg fra lørdag morgen klokken 8, og at tillægget for arbejde mellem klokken 17 til 06 på hverdage stiger med knap 10 kroner pr. time.
Det har været et kæmpe ønske fra kollegerne.
Fritz Christian Kjær, paramediciner og fællestillidsrepræsentant
Pengene kommer fra lønstigninger, der blev aftalt ved overenskomstfornyelsen på det offentlige område i 2024.
I FOA fremhæver sektorformand Thomas Brücker, at det er ambulancepersonalets 'egen' aftale, som ikke deles med andre faggrupper eller forbund.
"Vi har i mange år sagt, at tillæggene for at arbejde på skæve tider har været for dårlige. Med vores egen arbejdstidsaftale kan vi nu bruge ’vores penge’, som vi selv gerne vil."
"Og derfor har det for eksempel været muligt at hæve tillægget for at arbejde aften og nat med næsten 30 procent," siger han.
Mere simpelt og retfærdigt
Med den nye aftale er det også lykkedes at gøre reglerne "mere simple og retfærdige" ifølge Thomas Brücker:
"Hvis du arbejder i tidsrummet 19 til 07, så får du kompensation uanset hvilken type vagt, det er. På den måde undgår vi diskussioner med arbejdsgiver om, hvornår andet og tredje skift starter."
Også paramediciner og fællestillidsrepræsentant i Ambulance Syd, Fritz Christian Kjær, er glad for den nye aftale.
”Det har været et kæmpe ønske fra kollegerne, at når man er væk fra familien for at arbejde på skæve tidspunkter, så er det noget, man kan se på lønsedlen,” siger han og tilføjer:
"Men det allerstørste er, at vi nu har vores egen arbejdstidsaftale, som vi ikke skal dele med en masse andre faggrupper i andre forbund, som intet har at gøre med det præhospitale arbejde. Nu kan vi præge den i den retning, vi ønsker og tror på."
Herunder kan du læse, hvad der konkret ændres med den nye arbejdstidsaftale.
-
1
Højere tillæg
Tidligere blev weekendtillæg givet fra lørdag klokken 17 – fremover fås tillægget fra lørdag morgen klokken 8.
Tillægget er på 69,79 kroner pr. time.
Det betyder, at en 12 timers effektiv vagt i weekenden nu giver et tillæg på 837,46 kroner, mens en døgnvagt i weekenden giver et tillæg 1.196,37 kroner.
Derudover bliver det såkaldte forskudttidstillæg, der gives på hverdage fra klokken 17 til 6 næste morgen, fremover hævet med 9,16 kroner pr. time, så det er på 41 kroner. Og som noget nyt gives tillægget også i tidsrummet 6 til 8 fredag morgen.
Endelig er der en forbedring af det såkaldte holddriftstillæg, som medfører, at man for alle timer fra 19 til 07 optjener 3 timers frihed pr. 37 timers arbejde.
-
2
Overtidsbetaling på døgnvagter
På en døgnvagt er der fortsat 12 timers pligtigt arbejde.
Men som noget nyt får du et tillæg på 451 kroner udover din sædvanlige løn for alle de timer, du arbejder udover de 12 timer.
-
3
Arbejdstid
Arbejdet kan fortsat tilrettelægges som døgntjeneste, effektiv tjeneste eller som en kombination af de to.
Som noget nyt skal du minimum have løn for tre timers arbejde, hvis der for eksempel planlægges personalemøder eller andet – også selvom møderne er kortere.
Hvis der eksempelvis planlægges et personalemøde af en times varighed på en fridag, skal du derfor fremover have løn for tre timer.
-
4
Pauser og hvile
Der er fortsat en halv times spisepause, som skal afholdes mellem 4 til 7 timer efter mødetidspunktet.
Som nyt skal det fremover ’tilstræbes’ at kunne holde yderligere en pause, hvis man er på arbejde i mere end 12 timer.
Derudover er FOA og regionerne enige om, at rammerne for hvile skal være i orden på alle baser.
Hvis der ikke er ordentlig mulighed for hvile, tæller opholdet på basen med i den effektive arbejdstid på døgnvagten.
Det bliver op til de lokale MED-udvalg at drøfte, om rammerne for hvile er hensigtsmæssige, eller om der er brug for forbedringer.