Nu er øremærket barsel vedtaget: Det betyder det for dig
I august 2022 træder aftalen om øremærket barsel i kraft. Den kommer som del af et EU-direktiv. Find ud af, hvad de nye regler betyder for dig.
27. oktober 2021
Nye regler om øremærket barsel kan rejse en del spørgsmål. Mister man sin barsel, hvis man er enlig mor? Hvor meget barsel kan man dele? Og hvad betyder det, hvis man er to mødre? Fagbladet FOA hjælper dig med at forstå den nye barselsaftale.
-
1
Hvornår gælder ordningen fra?
Som udgangspunkt er du omfattet af ordningen, hvis dit barn fødes 2. august 2022 eller senere. Er dit barn født før den dato, vil det være den nuværende orlovsordning, der gælder. -
2
11 ugers barsel, der ikke kan deles
Når barnet bliver født, har hver af forældrene to ugers øremærket barsel, der skal tages i forbindelse med fødslen. Desuden har hver af forældrene 9 ugers barsel, som de ikke kan overdrage. Det er altså de 11 uger, der er øremærket, og som faren eller moren skal tage, inden der er gået et år fra fødslen.
-
3
13 uger, der kan deles
Hver forældre har også 13 ugers orlov, de kan fordele frit imellem sig. Det er altså i alt 26 uger, hvis der er to forældre. Det er seks uger mindre, end man får i dag. Det skyldes, at der er flere ugers barsel øremærket faren eller medmoren. Desuden har gravide ret til 4 ugers barsel op til barnets fødsel.
-
4
Enefædre og enemødre sidestilles
Familier, hvor der kun er en forælder, har ret til 46 ugers barsel som i dag. Nu bliver enefædre og enemødre sidestillet, så begge har ret til 46 ugers barsel.
Fra den 1. januar 2024 kan eneforældre overdrage orlov til et nært familiemedlem.
-
5
Barselsuger kan overdrages til ”sociale forældre”
Fra den 1. januar 2024 kan du overdrage de uger af din barsel, der ikke er øremærket, til "sociale forældre".
Sociale forældre kan være de retlige forældres ægtefælle, samlevende eller donorer, der fungerer som forældre for barnet. Målet er at forbedre forholdet for LGBT-familier.
-
6
Øremærkede barselsuger går tabt indenfor et år
Hvis en af forældrene vælger ikke at tage den øremærkede barsel indenfor et år fra fødslen, går barslen tabt. Det er barsel, der ikke kan gives videre til andre forældre.
-
7
Øremærket barsel gælder kun for lønmodtagere
Hvis man er ledig, gælder reglen om ni ugers øremærket barsel ikke. Man kan altså godt give 22 ugers barsel til den anden forælder. Kun de to ugers øremærket barsel ved fødslen gælder stadig. Det samme gælder for studerende og selvstændige.
-
8
Kan jeg gemme orlov til senere?
Hvor mange ugers orlov, du kan vælge at gemme til at afholde, når barnet er blevet ældre, afhænger af, om du er lønmodtager.
De første to uger af orloven skal holdes i forbindelse med fødslen.
Hvis du er lønmodtager, skal de ni øremærkede uger afholdes, inden barnet fylder et år. Det betyder, at øvrige uger som udgangspunkt kan gemmes og kan afholdes indtil barnet fylder ni år.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet