Nødlov: Sosu-elever kan afslutte uddannelse med online-eksamen

Som direktør på Social- og Sundhedsskolen Syd er Lotte Dalegaard Pedersen klar til at sende elever til online-eksamen i næste uge. Og hun er hamrende stolt af sit personale, der formår dels at gennemføre fjernundervisning, og nu også har formået at omstille sig til online-eksamener. Iben Gad

Danske SOSU-skoler vil tilbyde digitale prøver til elever på hovedforløbet. FOA bakker op om, at eleverne hurtigt får afsluttet deres uddannelser.

25. marts 2020

Allerede i sidste uge skulle adskillige hundrede elever fra social- og sundhedsskolerne have afsluttet deres uddannelse med en eksamen. Men det blev udskudt på grund af coronavirussen. 
 
Nu får eleverne mulighed for at tage deres afsluttende eksamen via en videokonference med lærer og censor. Det er blevet besluttet på baggrund af en nødlov fra Børne- og Undervisningsministeriet.
 
”Det er vigtigt, at vi får vores elever færdiguddannet, inden de skal ud til en sundheds- og plejesektor, der lige nu er hårdt presset. Derfor er jeg glad for, at man fra ministeriets side har handlet hurtigt, så vi kan gennemføre de afsluttende eksamener digitalt,” siger Lisbeth Nørgaard, der er formand for Danske SOSU-skoler.

Læs også: Sådan skal du som plejepersonale beskytte dig mod coronavirus

Mange elever venter på afsluttende eksamen 

I alt drejer det sig om 958 elever fordelt på social- og sundhedsuddannelserne og den pædagogiske assistentuddannelse, der enten allerede skulle have været færdige med deres uddannelse, eller som skal afslutte den i april.

Frem mod juli måned stiger antallet af elever, der skal afslutte deres uddannelse til 2.083. Og så længe det ikke er muligt at møde fysisk op til sin eksamen, vil tilbuddet forblive gældende.
 
I denne uge er man i fuld gang med at afvikle digitale prøver på hovedforløbet, fortæller Lisbeth Nørgaard og understreger, at det kun er et tilbud. Eleverne kan takke nej og vente på en anden prøveform, når det bliver muligt.
 
For elever, der ikke står overfor at afslutte deres uddannelse, men stadig skulle have været til eksamener, vil man ophøje standpunktskaraktererne. Det vil sige, at standpunktskaraktererne erstatter eksamenskarakteren. 
 

Læs også: Sundhedsminister om coronaberedskab: Vi får brug for alle. Også pensionister og studerende

Sosu-skole klar til online-eksamener

På Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa havde man, inden bekendtgørelsen kom, indstillet sig på, at de afsluttende eksamener skulle foregå online.
 
“Vores elever skulle have været færdige i  sidste uge, men efter aftale med kommunerne har de fået forlænget deres praktik. Nu får de samme uddannelse som tidligere elever, de afslutter bare med en online-eksamen i stedet for at sidde i samme lokale som censor og lærer,” siger Lotte Dalegaard Pedersen, direktør på Social- og Sundhedsskolen Syd.
 
I alt skal 39 elever i næste uge afslutte deres uddannelse som social- og sundhedshjælper. 

Fraviger restriktion

Loven giver mulighed for at fravige nogle restriktioner, som skolen har gjort brug af. Det siger uddannelsesansvarlig på hovedforløbet på Social- og Sundhedsskolen Syd,Ulla Martens.
 
“Helt praktisk kommer lærer, censor og elev til at sidde i hver sit rum. Vi har haft mulighed for at fravige nogle restriktioner, og normalt skal skal elever opholde sig i et rum med en tilsynsførende. Det må vi undlade at gøre,” siger hun.
 
Normalt kommer eleverne på skolen for at trække et prøvegrundlag, dagen før de skal til eksamen. Denne gang vil eleverne blive kontaktet af en sekretær, som de skal sige et nummer til. Så sender sekretæren det prøvegrundlag, der passer til nummeret på mail.

Stor ros til sosu-skolerne

Hos FOA er der stor ros til overs for sosu-skolerne. Det siger næstformand i Social- og Sundhedssektoren, Vinni Jakobsen.
 
“Skolerne har taget det til sig med at lave fjernundervisning, og jeg har en oplevelse af, at de er forberedt på de digitale eksamener. De skal have ros for at arbejde seriøst med det,” siger hun.
 
Hun mener, at det er vigtigt, at eleverne får afsluttet deres uddannelse, så de kan komme ud og bruge deres kompetencer:
 
“I den situation, vi er i lige nu, er en online eksamen den mulighed, der er. Vi har brug for, at eleverne får afsluttet deres uddannelser. Vi har brug for at få kompetencerne i spil ude på arbejdspladserne,” siger hun.
 
Samtidig understreger hun dog, at alle ændringer, der sker i elevens uddannelsesforløb, skal godkendes af eleven.
 
“Eleverne skal nikke ja til de ændringer, der lige nu sker undervejs i deres uddannelsesforløb . Er eleverne i tvivl om, hvad de skal gøre, kan de kontakte deres lokale FOA-afdeling og få hjælp der,” siger Vinni Jakobsen.