Når taknemmelighed bliver et dilemma: Anne prøver at sige pænt nej til gaver fra borgerne

chokolade, æske, hænder
Værsågod og tak for hjælpen. Mange borgere vil gerne give lidt til deres plejepersonale. Men hvordan forholder man sig til det?

Anne står i et etisk dilemma, når hun skal balancere mellem borgernes ønske om at give gaver og reglerne for, hvad plejepersonale må tage imod. Læs her, hvad du må tage imod.

i dag kl. 09.33

Hvad siger du til et stykke chokolade som tak for ulejligheden? Og hvad hvis du får tilbudt en flaske vin, fordi fru Hansen ikke selv drikker den?

Borgerne i ældreplejen vil deres plejepersonale det godt. Derfor er et stykke chokolade på vej ud ad døren en daglig gestus, som Anne, der har skrevet til Dilemmaklubben med Malin, alligevel helst siger nej tak til. Også selv om det er godt ment.

For i løbet af en arbejdsdag kan det blive til rigtig mange stykker chokolade.

”De vil så gerne vise deres taknemmelighed,” lyder det fra Anne, der spørger til, hvordan man gør det uden at såre. 

”Ofte siger jeg, at jeg er på slankekur, og så klapper jeg mig lidt på maven,” siger Anne og spørger, hvordan andre gør.

En måde at sige tak

Og det er faktisk en god måde at gøre det på, mener Christina Gawron Johansen, social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Karlslunde, som er med i dilemmaklubbens panel.  En undskyldning, hun også selv bruger en gang imellem.

”De er enormt gavmilde. Det er deres måde at give tilbage for den hjælp, vi giver, så ja, det er da et dilemma en gang imellem, siger Christina Gawron Johansen, der også bliver glad for de ældres gestus.

”Somme tider tager jeg også imod det, for det er også en måde at sige på, at jeg sætter pris på, at du giver mig noget.”

Somme tider tager jeg også imod det, for det er også en måde at sige på, at jeg sætter pris på, at du giver mig noget.

Christina Gawron Johansen, Social- og sundhedsassistent

Men gaverne kan også blive for store. Faktisk så store, at de faktisk ikke må tage imod dem - større vingaver for eksempel. Eller pengebeløb.

Det har social- og sundhedsassistent Monia Brøgger Stoltz oplevet mange gange på de midlertidige pladser, hun arbejdede på, inden hun blev fællestillidsrepræsentant, der i de tilfælde har måttet henvise til lederen, så de sikrer, at alt går efter bogen.

”Hvis de gerne vil give vin, så må de aftale det med lederen, så kan vi bruge det til vores julefrokost eller til sommerfesten. Eller vi stiller det på personalestuen.”

Smugler tilbage

For det er mennesker, vi arbejder med, lyder det fra Christina Gawron Johansen. 

Panelet i denne uge består af Monia Brøgger Stoltz, Christina Gawron Johansen og Rasmus Fog Nielsen. Lauge Høskuldsson Eilsøe-Madsen

”De kommer ind under huden på os, og vi kommer ind under huden på dem. Det går begge veje.”

Og det kan da give etiske problemstillinger, især hvis borgerne er kognitivt udfordrede og hverken forstår, hvorfor de ikke må give plejepersonalet en gave. Og måske bliver sårede og vrede over, at de ikke tager imod.

”Nogle gange har vi måttet smugle det tilbage for at undgå den konflikt, det kan give, når vi ikke tager imod det. Det kan være alt fra strikkede dukker og vin til penge. Så lægger vi det fint på plads igen.”

  1. 1

    Hvornår må du som offentligt ansat modtage gaver?

    Vin, chokolade - eller måske endda pengegaver. 

    Offentligt ansatte kan i særlige tilfælde tage imod taknemmelighedsgaver af beskeden karakter, hvis det vil virke uhøfligt, hvis man afslår at modtage gaven. Det kan for eksempel være en æske chokolade. Lige som det kan være legitimt at modtage beskedne gaver fra borgere i forbindelse med runde fødselsdage, ved jubilæer eller ved højtider. 

    Om en gave må modtages, afhænger altså af gavens art og den sammenhæng, gaven tilbydes i. Det skal i hvert enkelt tilfælde vurderes konkret, om man kan modtage gaven.

    Man kan drøfte gaven med sin chef, men en god tommelfingerregel er, at man ikke bør tage imod gaven, hvis man er i tvivl.

    Hvis man som offentligt ansat eller politiker “uberettiget modtager” en gave, kan det i helt særlige tilfælde være omfattet af straffelovens § 144 om bestikkelse. Eller i reglerne om inhabilitet, hvis “der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed”.

    Du kan læse mere i vejledningen om 'God adfærd i det offentlige'. Her står der også nævnt konkrete eksempler på god gaveskik. 

    Kilde: Horten 


Fagbladet anbefaler