Momsregler presser priser på fitness: Sådan holder du dig i form gratis
Fælles EU-momsregler kommer til at gøre dit fitnessabonnement dyrere fra 1. januar 2026. Men med simple øvelser kan du gøre en forskel for din krop – og så koster det dig ikke en krone.
27. november
Er du en af dem, der får skuldrene ned og pulsen op på romaskinen efter en lang arbejdsdag, eller som melder sig trofast ind i fitnesscenteret hver januar i håbet om at holde et nytårsforsæt?
Så er der dårligt nyt på vej for din bankkonto.
Fra 1. januar 2026 bliver dit fitness-medlemskab nemlig dyrere, for du skal fremover til at betale moms for at motionere hos en kommerciel udbyder som eksempelvis PureGym.
Fitnesskæden har oplyst, at der kommer 25 procent moms på alle deres medlemskaber, hvis man er fyldt 30 år.
Det er ikke et politisk påfund fra Folketinget, men fælles EU-momsregler, som Danmark er forpligtet til at følge. Det skriver TV2.
Fysisk aktivitet er en effektiv måde at holde kroniske sygdomme nede på og et godt våben mod nedslidning - men eksperter og politikere peger på, at prisstigningerne vil få mange danskere til at fravælge at dyrke motion.
Men det behøver hverken at koste dig dyrt eller kræve avancerede fitnessmaskiner, for at du kan gøre en forskel for din krop. Det mener Lars L. Andersen, der er professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som Fagbladet FOA tidligere har talt med.
Enkle øvelser, der kan gøre en forskel
Professor Lars L. Andersen sammensatte fire programmer med fem øvelser, der træner hele kroppen og styrker muskler og led.
”Der skal faktisk ikke så meget til. Hvis man får en rutine med at lave nogle småøvelser i sin dagligdag, kan det hjælpe mange til at få en stærkere krop med færre smerter,” sagde han.
Øvelserne blev filmet, og de kan laves i din frokostpause med dine kollegaer eller derhjemme, når du har fået fri.
Derudover er de gratis, og de er heller ikke en tidsstjæler – han anbefaler, at man bruger 10 minutter på øvelserne cirka tre gange om ugen.
Du kan se videoerne her og lade dig inspirere af øvelserne, hvor professor Lars L. Andersen demonstrerer dem.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk