Malte Ebert hyldes for koncert for unge med et handicap: ”Lige præcis dét her betyder meget for mig”

Malte Ebert har selv arbejdet på et bosted. Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Ugen har blandt andet budt på kampen mod multiresistente bakterier, og Malte Ebert er blevet udnævnt som forbillede efter sin koncert på Rom Skole i Lemvig. Læs med for at få ugens overblik.

13. juni

Det står aldrig stille i velfærdens verden – heller ikke i denne uge.

Fra kampen mod multiresistente bakterier til Malte Ebert som forbillede og bedre datasikkerhed i sundhedsvæsenet.

Fagbladet FOA har samlet et overblik over ugens vigtigste historier.

God læselyst!

  1. 1

    Malte Ebert hyldes som forbillede i tv-programmet ’Insider’

    I søndagens afsnit af tv-programmet ’Insider’ blev sangeren Malte Ebert – tidligere kendt som Gulddreng – kåret som et forbillede.

    Sangeren får tildelt den fornemme titel umiddelbart efter, at dokumentaren ’Stjernerne og Malte Ebert’ af TV Midtvest har haft premiere.

    Her følger man 29 unge og voksne med forskellige handicaps fra Rom Skole i Lemvig, som planlægger en koncert – og vælger Malte Ebert som hovednavn.

    ”Jeg har selv arbejdet på et bosted og har en kusine, der er autist, der bor på et bosted. Så lige præcis sådan noget betyder meget for mig,” fortæller Malte Ebert i ’Insider’.

    Han uddyber også i dokumentaren 'Stjernerne og Malte Ebert':

    ”Jeg spiller rigtig mange jobs, men det her, har jeg set ekstra meget frem til. Når det betyder noget for dem, man spiller for, så betyder det også mere for én selv.”

    Du kan se dokumentaren her på TV2 Play.

  2. 2

    Folketinget vil bremse truslen om multiresistente bakterier

    1,3 millioner mennesker dør på globalt plan hvert år af infektioner, som ikke længere kan behandles med antibiotika. Tallet forventes at stige til 10 millioner i 2050, og dermed vil multiresistente bakterier på sigt blive en større trussel end kræft på verdensplan, ifølge DR.  

    Derfor præsenterede regeringen og Folketingets partier onsdag en national handlingsplan med 21 initiativer, der skal sikre, at vi fortsat kan behandle infektioner med antibiotika.

    Et af tiltagene er, at der skal være mere undervisning i hygiejne og infektionsforebyggelse på SOSU- og serviceassistentuddannelserne.

    Der skal også være et bedre samarbejde mellem sygehuse, kommuner og praktiserende speciallæger om at bruge antibiotika fornuftigt, og hvordan infektioner skal forebygges.

    FOA bakker op om planen:

    ”Hygiejnisk rengøring kræver faglighed og uddannelse. Det anerkender handleplanen i og med der arbejdes for udvikling af materialer til bl.a. FOAs faggrupper, der i det daglige arbejde kan forebygge smitte. Det er godt,” siger Pia Heidi Nielsen i en pressemeddelelse.

  3. 3

    Digital Taskforce skal gøre kunstig intelligens til hverdag i det offentlige

    Hverdagen skal gøres nemmere for både borgere og ansatte gennem kunstig intelligens.

    Derfor har Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner og regeringen oprettet en Digital Taskforce for kunstig intelligens i den offentlige sektor.

    Målene blev præsenteret i denne uge, skriver Sundhedsmonitor.

    Overordnet skal taskforcen bidrage til en mere effektiv og innovativ offentlig sektor, lettere kontakt med offentlige myndigheder og stærkere fokus på faglighed og kerneopgaven.

    Den kunstige intelligens kan blandt andet blive brugt til at: 

    • Spare tid på dokumentation.
    • Gøre journal- og notatskrivning mere effektivt.
    •  Lave udkast til vagtplaner.
    • Hjælpe med at diagnosticere og analysere medicinske prøvesvar.

    Ifølge Sundhedsmonitor, har taskforcen fem år til at nå i mål med blandt andet, at mindst 80 procent af myndighederne i 2030 bruger kunstig intelligens dér, hvor det giver mening og skaber værdi. Og borgerne skal opleve, at det offentlige bliver nemmere og enklere at tilgå.  

  4. 4

    Region Hovedstaden indskrænker adgang til patienters helbredsoplysninger

    I tirsdags besluttede Region Hovedstadens forretningsudvalg at styrke indsatsen om at beskytte patientjournaler mod ulovlige og uberettigede opslag.

    Det sker ovenpå tre sager. Blandt andet har en læge i perioden 2020-2024 lavet 2.555 uberettigede og ulovlige opslag i journaler på 1.801 borgere – herunder kvinder, som lægen enten har haft eller ønsket en romantisk relation til.

    Det skriver Sundhedsmonitor.

    Adgangen til journaler har været baseret på tillid for at sikre et styrket samarbejde på tværs af afdelinger og hospitaler. Men nu er der behov for at stramme op, siger vicedirektør i Center for IT og Medicoteknologi Anna Olga Aaskilde Laursen i artiklen.

    Hvordan adgangen konkret skal begrænses, er endnu ikke besluttet, ifølge Sundhedsmonitor. Men regionen vil blandt andet: 

    • Begrænse adgangen til borgeres helbredsoplysninger.
    • Lave opfølgninger på mistanke om ulovlige opslag i journaler.
    • Lave strammere ansættelsesprocedurer.

    Læs også vores guide: Hvornår må du kigge i en patientjournal - og hvornår må du ikke?

Læs mere om, hvorfor FOA kalder planen et vigtigt skridt for folkesundheden her


Fagbladet anbefaler