Lisbeth er ordblind, men vil ikke skamme sig mere: "Det har faktisk ændret mit liv"

Usikkerheden kunne ramme Lisbeth Storgaard, når hun skulle dokumentere. Når hun til sidst endte med at spørge en kollega, hvordan et ord staves. Og måtte gøre det flere gange på en dag.

”Det var rigtig flovt og grænseoverskridende, og jeg tænkte tit: Nu nedgør hun mig,” siger Lisbeth Storgaard, der er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Roskilde. 

Hun har siden barndommen mærket konsekvenserne af sin ordblindhed både i folkeskolen, under sin uddannelse og senere på arbejdsmarkedet. 

”At jeg kom på kursus i at håndtere min ordblindhed, har faktisk ændret mit liv.”

Den dumme i klassen

At ordblindhed er forbundet med fordomme og skam fortalte også social- og sundhedsassistenten Dinah om i podcasten Dilemmaklubben med Malin.

”Nogle kolleger ser os som ubegavede, når vi for eksempel har problemer med at dokumentere,” skriver Dinah til Dilemmaklubben.

Det er et dilemma, der får følelserne frem hele vejen rundt i panelet.

”Hvis man ikke kan sige det højt, så kan jeg godt være bekymret for, hvad man ellers ikke tør sige højt,” siger pædagogisk leder Annika Bæk Vind og bliver bakket op af social- og sundhedsassistent Monia Brøgger Stoltz, der udbryder: ”Jeg er ærligt talt chokeret.”

Også lytterne af podcasten genkender udfordringerne.

”Jeg var den dumme i klassen,” skriver en på Facebook. ”Jeg møder stadig fordomme,” skriver en anden.

Og ordblindhed har krævet sine kampe for Lisbeth Storgaard fra hjemmeplejen i Roskilde. 

"Når omverdenen ser en som dum, kommer man hurtigt til at tænke det samme," forklarer hun. 

”Jeg har haft dårlige oplevelser. For eksempel var der en, der sagde til mig, at ’det kan du da for katten godt stave til’, da jeg bad om hjælp. Det gør jo, at man begynder at tænke: Ja, det er rigtigt nok. Jeg er jo faktisk dum.” 

Tankerne kom for Lisbeth Storgaard til at fylde så meget, at alt andet, hun var dygtig til, blev overdøvet. Det var svært for Lisbeth at se, at hun var god til at være der for borgerne og god til at give pleje og omsorg.  

”På uddannelsen var jeg aldrig den, der meldte mig til at skrive referat. Jeg undgik det, og senere på arbejdet blev jeg usikker på mig selv, hver gang jeg skulle skrive noget,” fortæller hun.

Hjælp at hente

Men der er hjælp. Lisbeth Storgaard kom på et kursus for ordblinde, og hun besluttede sig for at være åben om sine læse- og skrivevanskeligheder på arbejdspladsen. Og så fik hun de hjælpemidler, hun havde brug for.

”Jeg har langt mere selvtillid i dag. Jeg tror på mig selv.” 

Og der er masser af hjælp at hente både teknologisk, men også fra kolleger og ledere. Hvis man altså tør tale om det, lyder det fra Lisbeth Storgaard. 

”Jeg har med medicin og injektioner at gøre, og det er vigtigt, at det er dokumenteret, om det er givet i højre overarm eller i højre eller venstre balle. Mine hjælpemidler gør, at det ikke længere er et problem,” siger hun.

For der er stavekontrol på telefonen, og et staveprogram, kommunen har indkøbt, som hjælper med at overføre teksten til det program, hvor det skal dokumenteres.

”Der er mange, der slet ikke er klar over, at hjælpemidlerne findes, og de tør heller ikke bede om hjælp,” pointerer Lisbeth Storgaard.

Ikke dum

Hun oplever samtidig, at hendes egen åbenhed har gjort, at andre på arbejdspladsen har fortalt om deres ordblindhed. I sidste ende er det blevet et mindre tabu på arbejdspladsen.

”De hørte, at jeg havde været på kursus og alene det gjorde, at de kunne læne sig op ad mig. Det var som en slags murbrækker for en forståelse af, at der ikke er noget galt. At man er god nok og kan mange ting, selv om man ikke kan stave og læse perfekt. Vi er jo ikke dumme, fordi vi er ordblinde," lyder hendes budskab.

Helt ok

Men man kan nemt komme til at miste troen på sig selv. Lisbeth Storgaard turde for eksempel ikke at følge sin drøm om at tage assistentuddannelsen efter mange år som social- og sundhedshjælper.

”Med al den dokumentation går det ikke, tænkte jeg. Men med ordblindekurset fik jeg troen til mig selv tilbage, så jeg turde springe ud i det.”

Derfor er budskabet klart fra Lisbeth Storgaard.

”Det skal ikke fylde din hverdag og dit liv. Sig det højt. Gå efter det, du drømmer om. Du kan godt, og du kan sagtens tage en ny uddannelse, hvis du vil. Jeg har sådan en glædesfølelse i mig nu, som man ikke kan have, når man er låst fast og tror, man ikke kan noget som helst. Og det er mit budskab. Gør noget ved det. Det er helt i orden at være ordblind.”