”Kommunen sparer mange penge”:Derfor investerer Hillerød i tekniske serviceledere

Antallet af tekniske serviceledere er siden 2010 steget med 70 procent i Hillerød Kommune. Foto: Jørgen True

Stigningen i tekniske serviceledere skal forklares med opkvalificering af personalet. ”Den eneste vej frem,” forklarer sektionsleder i Hillerød Kommune.

27. maj

Mens knap halvdelen af landets tekniske serviceledere er forsvundet siden 2010, går udviklingen i Hillerød Kommune i den modsatte retning.

Her er antallet af tekniske serviceledere steget med 70 procent. Fra 19 i 2010 til 32 i 2025 ifølge tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Det er en vildt god historie for os, og i min optik er det den eneste vej frem

Mads Aagaard Madsen, sektionsleder, Hillerød Kommune

Og dén prioritering giver kommunen en markant fordel, mener Kim Walther Andreasen, der udover selv at være teknisk serviceleder også er fællestillidsrepræsentant.

”Vi er ejendommens øjne, der opdager og løser problemer, før de vokser sig store og dyre. Vi kan sætte ind med en tidlig indsats, og kommunen sparer mange penge på den måde,” siger han.

Bevidst strategi

Stigningen i tekniske serviceledere er udtryk for en bevidst strategi fra kommunens side.

Helt tilbage i 2012 blev det besluttet, at alle, der tager uddannelsen til ejendomsservicetekniker, automatisk får titel af teknisk serviceleder.

”Det gør, at vi hele tiden har folk, der er klædt på til opgaven, og det er nok den primære årsag til, at vi har flere tekniske serviceledere i dag, mens andre kommuner skærer ned,” siger Kim Walther Andreasen.

”Jeg kender dem ud og ind,” siger teknisk serviceleder Kim Walther Andreasen om de bygninger, hvor han står for driften. Privatfoto

En god investering

I kommunen forklarer sektionsleder Mads Aagaard Madsen, at man ved at opkvalificere personalet undgår at udlicitere opgaver.

”Vi synes, at vi er de bedste til at løse opgaverne. Men vi kunne også se, at hvis vi fortsat skulle være i stand til det, var vi nødt til at opkvalificere vores personale,” siger han.

Siden 2013 har kommunen sendt omkring 20 medarbejdere på uddannelsen til ejendomsserviceteknikere. Sektionslederen ser det som en stor gevinst:

”De er på et andet teknisk niveau, og de kan administrere opgaver, som ellers ville være udført af eksterne håndværkere. Det er en vildt god historie for os, og i min optik er det den eneste vej frem.”

Man sparer ikke fem flade ører

Kim Walther Andreaen, teknisk serviceleder og fællestillidsrepræsentant

Ifølge fællestillidsrepræsentant Kim Walther Andreasen viser udviklingen i Hillerød, at det er en god investering at opkvalificere personalet og honorere det med en stilling som teknisk serviceleder – også selvom det betyder højere lønudgifter.

”Det har også været på tale at fjerne de tekniske serviceledere i Hillerød, men det har vi fået afværget. Og man sparer ikke fem flade ører, for i stedet ansætter man flere på rådhuset til at styre det. Det er ikke smartere, for konsekvensen er, at man mister overblikket,” siger Kim Walther Andreasen.

Se udviklingen i din kommune

På landsplan er knap halvdelen af landets tekniske serviceledere 'forsvundet' siden 2010.

Se udviklingen i din kommune her

”Så må jeg finde mig et nyt job”

Selvom kommunen fortsat har mange tekniske serviceledere ansat, er der dog sket store forandringer på området.

For eksempel har de tekniske serviceledere ikke længere personaleansvar, og derudover har kommunen som de mange andre også indført fælles ejendomsdrift.

”Men selvom vi er ansat centralt, møder vi fortsat ind på vores ’normale’ arbejdsplads. Jeg har en finger på pulsen i forhold til de bygninger, jeg har ansvaret for, og jeg kender dem ud og ind,” siger fællestillidsrepræsentant Kim Walther Andreasen.

For hans vedkommende er arbejdspladsen kommunens største skole, hvor han sammen med en kollega står for driften af skolens bygninger.

Han lægger ikke skjul på, at han kvitter jobbet, hvis han mister sin rolle som teknisk serviceleder, som tilfældet har været for mange af hans kolleger i andre kommuner.

”Jeg vil være med, der hvor gassen brænder og sætte mit aftryk, så hvis jeg skal degraderes, må jeg finde mig et nyt job,” siger Kim Walther Andreasen.


Fagbladet anbefaler