Kommune har halveret antallet af ufaglærte på to år:Her er deres opskrift

Colourbox

I ældreplejen i Jammerbugt Kommune er andelen af ufaglærte blandt landets laveste. Sådan var det ikke for bare to år siden.

10. april

Motivér de ufaglærte til uddannelse og styrk rammerne for læring, så flere elever gennemfører.

Det er kort opsummeret den opskrift, som har betydet, at andelen af ufaglærte i ældreplejen i Jammerbugt er faldet fra 16 til 8 procent siden 2023.

Det er nemmere at planlægge ruterne effektivt, når flere har en hjælper-uddannelsen

Susanne Bundgaard, social- og sundhedsassistent i Jammerbugt Kommune

”Vi er rigtig gode til at få ansat mange af de elever, vi uddanner. Og så har vi fået overtalt en del af de ufaglærte til at udnytte muligheden for at uddanne sig til social- og sundhedshjælper på 17 uger,” siger fællestillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen Susanne Bundgaard.

Større faglig ballast

I alt 24 ufaglærte har siden 2023 enten færdiggjort eller påbegyndt uddannelsen til social- og sundhedshjælper på 17 uger, fortæller områdeleder Tanja Christensen. Og det kan mærkes, siger hun.

”Med uddannelsen får de en stærkere faglig ballast, hvilket løfter kvaliteten. Det er også det, de bekræfter selv, når de fortæller hvor meget det betyder at have en teoretisk forståelse for, hvorfor man gør tingene på en bestemt måde,” siger Tanja Christensen.

Se udviklingen i din kommune

Antallet af social- og sundhedsassistenter i kommunerne er på to år steget med mere end 1.000. Samtidig er der kommet færre ufaglærte. Du kan tjekke udviklingen i din kommune her.

Derudover har kommunen de seneste år haft såkaldte elevkoordinatorer, som følger eleven gennem hele uddannelsen – uanset oplæringssted. Derudover har eleven en lokal oplæringsvejleder, som følger dem tæt ude i praksis.

”Vi ser, at det er en måde at fastholde vores elever, og hvor vi kan iværksætte tidlige indsatser, hvis der er nogle udfordringer undervejs eller brug for ekstra støtte.”

”Vi gør også alt for at fastholde vores elever efter endt uddannelse, hvor vi allerede i deres uddannelse laver aftaler med dem,” siger Tanja Christensen.

Letter arbejdspresset

Det er selvsagt lettere at ansætte elever, der er glade for de rammer for oplæring, som kommunen tilbyder, bemærker områdelederen.

”Når vores elever er glade for vores oplæringssteder, er det også typisk der, de har motivation for at få deres første job. Vi ser også mange elever med et ønske om selv at blive oplæringsvejledere eller elevkoordinatorer, fordi deres egen oplevelse var rigtig god,” siger Tanja Christensen.

Ifølge fællestillidsrepræsentant Susanne Bundgaard er udviklingen noget, ”som kan mærkes”. Blandt andet er det med til at lette arbejdspresset:

”Det er nemmere at planlægge ruterne effektivt, når flere har en hjælper-uddannelsen, for som ufaglært er der en del, du ikke må. Og så er det jo helt sikkert også noget, der løfter kvaliteten,” siger hun.


Fagbladet anbefaler