Kendt forfatter om klassesamfundet: ”Ikke alt kan lade sig gøre for alle”

Glenn Bechs mor var buschauffør, faren var postbud. Faren begik selvmord, da Glenn var fem år og broren et par år yngre, da livet faldt fra hinanden. Familien fik en tjenestemandspension, da han døde. Cirka 1.400 kroner om måneden, sjusser forfatteren Glenn Bech sig frem til.

Han sidder i en stor, blå sofa i sin toværelseslejlighed, hvor tøjet hænger til tørre på tørrestativet midt i stuen (han har glemt, at han skulle fotograferes) og de lette gardiner er trukket for. Bag ham er der en reol med bøger, brætspil og flere bøger. Hans hjem på Nørrebro i København er et hjem med romaner, teori og lyrik. Det var hans barndomshjem i Horsens ikke.

”Tjenestemandspensionen hjalp jo gevaldigt på vores økonomiske situation. Vi var egentlig ikke fattige, selv om vi ikke havde mange penge. Men mine forbilleder, dem hentede jeg ikke derhjemme. Dem hentede jeg hos mine venner,” siger Glenn Bech, som du måske har set i ’Kender du typen’. Måske du har hørt ham i radioen eller set ham på tv, måske har du købt billet til hans live-show, læst om ham eller ligefrem læst ham. For han er overalt efter at han brød lydmuren med sit klassekamps-manifest ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.

Det normale

Og det er her, i den blandede skoleklasse med børn fra alle samfundslag fra dengang, forklaringen ligger. Eller en af forklaringerne på muligheden for at bryde igennem samfundslagene i en verden, der i dag er blevet langt mere adskilt med private skoler, private sygehuse, private plejehjem private forsikringer, private alting.

”Når jeg var hos mine venner, kunne jeg jo se, at der var andre måder at være på. Det var noget socialt. Bare det at blive konfronteret med, at det ikke var normalt, den måde vi råbte på. At det ikke var alle, der havde en lidt voldelig og alkoholiseret stedfar. At der var andre måder at være familie på,” siger Glenn Bech om dem, der viste ham vej.

Så, hvordan de gjorde

Dem, der viste, at man ikke behøvede at råbe ad hinanden morgen, middag og aften, og som viste, at man talte med hinanden hen over spisebordet. Hvis han aldrig havde mødt dem, kunne man have taget i hvert fald en af de faktorer ’ud af gryden’, der gjorde, at Glenn Bech, psykolog og forfatter fra Forfatterskolen fik en lang videregående uddannelse og Politikens Litteraturpris.

”Jeg syntes også, det var flovt, det der skete derhjemme. Der var noget skam forbundet med det, og der begyndte det måske også for mig – at ville bryde ud, komme langt væk, gøre mig uafhængig,” siger Glenn Bech, der ved at se på vennerne og deres familier forsøgte at gennemskue systemet.

”Jeg så på, hvordan de gjorde. Jeg tænkte, ok, faren er bankmand, han har læst på handelshøjskolen. Ok. Det kan være måden at gøre det på. Overvejelserne omkring studie og den slags var ikke en overvejelse, jeg kunne have med nogen som helst derhjemme.”

Mutti

Glenn Bechs læsere er alle mulige. Yngre og ældre, kvinder og mænd, højindkomst, lavindkomst, bosat i København og uden for, højtuddannede og lavt uddannede, hvide og farvede.

”Det er nok det, jeg er mest stolt af; at det rammer bredt. At jeg er nået ud, og at der nu er en masse mennesker, der kan spejle sig i det stykke litteratur,” siger Glenn Bech, der har fået beskeder fra mennesker, der siger, at de aldrig har læst en digtsamling før nu.

Lige som hans mor. Eller Mutti, som han kalder hende i bogen – hvis tatoveringer, en regnbue og en fisk – symboliserer hendes børn, men som er overbevist om, at hun ikke kan gå på kunstudstilling. Mutti, et stolt menneske, som meget nemt føler sig forkert i fine lejligheder med lysekroner og stuk. Men som også tror på merit og autoritet og tænker, at de, der tjener mest, nok har arbejdet mest for det. At det kunne hun også bare have gjort, hvis hun ville.

Hvad begrænser?

”Men det er jo løgn. Min mor var med til min bogreception på Gyldendal, da jeg udgav min bog. Hun syntes, det var rigtig svært at navigere i alle de fine mennesker, der talte så pænt. Den måde, de står og holder i deres glas på den rigtige måde. Det er et klassespørgsmål, som også forhindrer hende i at gå på museum, måske fordi hun er bange for at føle sig dum. Det er ærgerligt. Hvor mange af jeres læsere har følt sig dumme, når de har haft digtanalyse i folkeskolen?” spørger Glenn Bech og understreger, at det er det, han vil vise med bogen.

”At deres liv også har relevans. Min bog er skrevet på en lettilgængelig måde, og måske kan det vise dem, at det kan de også gøre selv. Jeg er interesseret i, at vi alle bliver indviede i denne her verden. Så vi alle kan se muligheder. At du kan se en masse muligheder for dit liv, at jeg kan se en masse muligheder for mit liv,” siger han og understreger, at det er det, vi skal blive klogere på i forhold til social mobilitet: Hvad giver dig en oplevelse af, at du føler, at du har muligheder? Og hvad giver dig oplevelsen af, at du føler dig begrænset?

”Jeg tror vitterligt, at økonomi kun er en del af det. Der er tusind forudsætninger, der er afgørende for, om en person oplever at have muligheder. Jeg er glad for de diskussioner, bogen har affødt. At vi snakker om klasse og social mobilitet nu, som jeg ikke oplevede, at vi gjorde før.”

Det skal nok gå

Han tænker tilbage på en journalist fra et større dansk dagblad, der interviewede ham for noget tid siden. Hun fortalte om sin søn, der skulle til eksamen. Engelsk eller tysk – Glenn Bech husker det ikke helt – men hun fortalte om, hvordan de havde talt hen over samtalekøkkenet på det sprog, der skulle eksamineres i. Journalisten fortalte Glenn Bech, at hun jo ikke kunne hjælpe ham, mens han selv tænkte: ’Jo, hjælpen var jo lige der.’ I samtalen og forberedelsen i samtalekøkkenet. Det er den hjælp, der gør, at nogle havner et sted i samfundet, og andre havner i et andet.

”For mig som psykolog er det helt basalt: Er du opvokset i et hjem, hvor der har været ro og følelsesmæssigt overskud? Hvor du er kommet til din mor eller far, når der skete noget i skolen, og de satte sig ned med dig og talte med dig passende til din alder?” siger han og peger på statistikkerne.

Hvis du har fået læst bøger, da du var lille, er du allerede som 6-7-årig mere egnet til at gå i skole, end hvis du ikke har.

”Da jeg startede som selvstændig skulle jeg lave en hjemmeside. Det kunne jeg ikke finde ud af, så jeg fik et angstanfald. Jeg fik katastrofetanker og tænkte, at ’det bare er typisk mig, jeg duer ikke til noget. Min stedfar havde ret, jeg er et skvat’. Men jeg kender andre mennesker, der bare griner lidt af det. De er vant til, at livet kører, gulvtæppet bliver ikke bare lige pludseligt hevet væk under dem. De ved, at det hele nok skal gå. Det er psykologisk så altafgørende, de der opvækstvilkår.”

Selv har han mødt mange i sin psykologpraksis, der har siddet alene med svære følelser som børn. Som ikke har fået hjælp til at regulere sig selv, og derfor ikke har lært det.

”Hvis du har været overladt til at dig selv, så sidder det dybt i dig. Jeg har klienter, som har måttet lære det her som voksne. De har strategier, eksempelvis at de skal stikke hænderne under den kolde hane, for så ved de, at de kommer tilbage i kroppen igen. Det er på en måde megastærkt, at de har lært det. Men det er også megatrist, for det er 20 år for sent. Det er en intellektuel øvelse, som de har læst sig til i en bog, hvor andre har fået det fra mor og far.”

Mærker loven på egen krop

Føler de sig egentlig repræsenterede på Christiansborg, spørger han.

”Med den stigende tendens til et A- og et B-hold, så ser jeg også en masse på Christiansborg, der ikke nødvendigvis er i berøring med eller overhovedet er påvirket af de beslutninger, de træffer. Men det er beslutninger, jeres læsere mærker i hverdagen. Jeg formoder, at når der sommetider bliver vedtaget en lov, så er det mærkbart fra den ene dag til den anden.”

Som for eksempel begrænsningen af seniorpensionen.

”Seniorpension er bare ikke sexet. Du kan ikke lave en Nike-reklame om det, du kan ikke klistre søjlerne i Danske Bank ind i det. Hvordan får man nogen til at interessere sig for det?” spørger Glenn Bech, der selv prøver i de faste klummer i Altinget, Jyllands-Posten og Politiken, han har fået i takt med sin berømmelse.

Jorden skal ryste

Det bliver bemærket på Christiansborg, ved han. Men han bilder sig heller ikke ind, at en bog eller en klumme kan forlænge den periode, vi giver kontanthjælp til enlige mødre.

”Vi har fået et A- og et B-hold, hvor de, der kan, får private forsikringer, hvis det offentlige ikke fungerer. Som sætter deres børn i privatskoler, hvis folkeskolen ikke er god nok. De, der har pengene kan vælge det til. Og så tænker jeg: ’fællesskabet er ilde stedt, når de stærkeste forlader skuden, fordi de kan finde en anden løsning. Hvem skal kæmpe for folkeskolen, når dem, der har talerøret, selv putter deres børn i privatskoler?’”

Selv vil han gerne, at magthaverne får den oplevelse af, at jorden ryster lidt under dem. Og at der faktisk er en hel gruppe mennesker, der bliver opmærksomme på deres rettigheder og føler, at det nytter, når de råber op, eller nogen råber op for dem.

”Man skal mærke det på egen krop, før vi forstår,” mener han. Desværre, siger han og peger på tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der blev ambassadør for SIND, da hans egen datter mistede livet til psykisk sygdom.

Det er det, den egen oplevelse, tror han, der kan nedbryde skellet mellem dem, der har, og dem, der ikke har. A-holdet og B-holdet. Dem, der føler muligheder, og dem, der føler begrænsninger. 

Konkurrence

Kunne du tænke dig at vinde Glenn Bechs nyeste digtsamling, så hop over på Fagbladet FOAs Facebookside, hvor vi udlodder tre eksemplarer.