Kend din ret: Det betyder coronakrisen for elever

Nedlukningen af det meste af Danmark går også ud over elever på landets sosu-, og erhvervsskoler, fordi skolerne er lukkede, og måske er praktikken ændret.  Lasse Baltzer

Coronakrisen har indflydelse på uddannelsesinstitutionerne, og dermed også på elevernes hverdag. Fagbladet FOA giver dig her svar på mange af de spørgsmål, der opstår for elever.

30. marts 2020

Måske skulle du oprindeligt have været færdiguddannet netop nu, mens du læser disse linjer. Måske skulle du i praktik? Eller måske er din praktik netop afsluttet, og du skulle tilbage på skolen, som nu er lukket til i hvert fald efter påske. Hvad skal du gøre?
 
Det forsøger Fagbladet FOA her at hjælpe dig med at finde svar på med vejledning fra FOAs chefkonsulent på uddannelsesområdet, Charlotte Netterstrøm.

Læs også: Nødlov: Sosu-elever kan afslutte uddannelse med online-eksamen

1.Jeg er elev på en erhvervsuddannelse. Hvad betyder nedlukningen af skolerne for mig?

Skolerne er foreløbigt lukket, men de er forpligtet til at udbyde fjernundervisning. Du har mødepligt til undervisningen, lige som du har mødepligt til den almindelige undervisning. Hvis du vælger ikke at deltage, har du ikke krav på erstatningsundervisning. 
Og du har heller ikke krav på at få udstyr stillet til rådighed til fjernundervisning. Til gengæld har Gyldendal valgt at stille alle sine undervisningsmaterialer gratis til rådighed på nettet. 
 

2. Må jeg arbejde i undervisningstiden – når det er fjernundervisning?

Du skal være opmærksom på, at du har mødepligt til al undervisning, og du skal være aktiv i undervisningen. Du har ikke krav på erstatningsundervisning.
 

3. Jeg skulle have været til afsluttende prøve/svendeprøve på min uddannelse, men det er ikke sket. Hvad gør jeg?

Læs også: Sådan skal du som plejepersonale beskytte dig mod coronavirus

Op mod 1000 elever ventes at afslutte deres uddannelse inden udgangen af april. En nødlov giver mulighed for, at uddannelserne kan afsluttes med en online-eksamen. Det er et tilbud til elever, og FOA anbefaler, at du taler med din skole om de forskellige muligheder for at afslutte din uddannelse.
  

4. Jeg skulle være færdig med min uddannelse og har et job. Hvad gør jeg?

Flere af jer skulle eller skal lige straks afslutte jeres uddannelse og har derfor måske allerede et job.
I kan ikke afslutte uddannelsen uden en uddannelsesaftale. I skal derfor sørge for at have en gældende uddannelsesaftale, når I går til afsluttende prøve. Ellers kan I ikke gå op. Hvis der er skoleundervisning, mens du venter på den afsluttende prøve, så har du pligt til at deltage, selvom det er fjernundervisning. FOA vil anbefale, at I aftaler med skolen og de arbejdsgivere, som I har uddannelsesaftaler med, hvordan det kan løses. Arbejdsgiverne vil sikkert have meget brug for jeres arbejdskraft og vil derfor være med til at finde løsninger.
 

5. Hvilke regler skal jeg følge, når jeg er i praktik lige nu?

Elever i praktik skal altid følge arbejdspladsens regler. Hvis dit praktiksted er lukket og medarbejderne er hjemme, så er eleverne det også indtil videre. Det er arbejdsstedet, der skal vejlede dig og meddele, hvornår du skal komme tilbage i praktik.
Du kan eventuelt aftale med din arbejdsgiver og skole at ændre på din uddannelsesplan, så du i stedet for, begynder en skoleperiode.
 

6. Jeg skal skifte fra skole til praktik ifølge min uddannelsesplan, men min praktikplads er lukket

Hvis din praktikplads er lukket, så er der tre muligheder:
-din uddannelsesaftale ændres, så du i stedet påbegynder en ny skoleperiode
- du påbegynder en praktik, som du måske først senere skulle have været i
- du afbryder midlertidigt din uddannelse.
Når din uddannelsesplan ændres, så skal det altid aftales mellem dig, din arbejdsgiver og skolen.
 

7. Arbejdsgiveren vil gerne forlænge min praktik, fordi der er brug for mig på mit praktiksted på grund af coronavirus. Må arbejdsgiveren det?

Du og din arbejdsgiver kan aftale, at du bliver sendt i et ekstra praktikophold med henblik på at indgå i kritiske samfundsfunktioner som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med coronavirus. Men det gælder kun, hvis du er elev på uddannelsen til social- og sundhedshjælper, uddannelsen til social- og sundhedsassistent, serviceassistentuddannelsen og ambulancebehandler-uddannelsen.
Det ekstra praktikophold kan vare op til to måneder.
 

8. Jeg kan ikke komme til afsluttende prøve, og min uddannelsesaftale er udløbet. Kan jeg melde mig i A-kassen?

Du kan godt melde dig i A-kassen, hvis du afbryder din uddannelse. MEN! Du har ikke dimittendrettigheder, før du har afsluttet din uddannelse. Derfor opfylder du måske heller ikke kravene til at modtage dagpenge.
FOA mener, at du har krav på at få din uddannelsesaftale forlænget, så du kan gå til afsluttende prøve og dimittere.
 

9. Bevarer jeg min elevløn under hele uddannelsen?

Ja, det gør du – uanset om du er i en skoleperiode eller i praktik. Du bevarer også din løn, selvom skolen er lukket, og du får fjernundervisning. Du får også din løn, selvom dit praktiksted er midlertidigt lukket, og du er sendt hjem for at arbejde her.
 
Du kan finde svar på flere spørgsmål her
Hvis du har andre spørgsmål, kan du kontakte din lokale FOA-afdeling. Find afdelingerne her
Kilde: Chefkonsulent på uddannelsesområdet i FOA, Charlotte Netterstrøm